Journalist Lars H. Lundsgaard har prøvet tv-møllen som kontraktansat. Han vidste aldrig, om han var købt eller solgt. I dag er han ledig, han savner faget, men har fået en ny dimension i sit liv som alternativ behandler.

En måned. Tre måneder. Et halvt år. Så kort kan kontraktansatte se ind i fremtiden. Det er psykisk hårdt, specielt hvis målet er at blive fastansat.

"Kontrakter kan tage modet fra enhver. Jeg har ikke vidst, om jeg var "fed" eller "ufed", om jeg har været artig og dygtig nok til at komme i betragtning til en ny kontrakt eller måske en fastansættelse. Til gengæld har det holdt mig vågen, det må man sige. Jeg er ikke faldet i fælden med at skrive private mails i arbejdstiden eller melde mig syg, hvis jeg ikke lige gad," siger Lars H. Lundsgaard, 38 år.

Indtil for et år siden tog han den daglige tur til DR i København for at lave tv. Han boede også dengang i Odense og havde tidligere været kontraktansat på blandt andet TV 2, TVDanmark, Nordisk Film og Domino Film.

"Min længste ansættelse var på TV 2, da jeg lavede programmet "TV 2 om TV 2". Da man ikke kunne være bekendt at forlænge min kontrakt uden at ansætte mig, så lod man være. Det var efter to år, hvor jeg havde fået forlænget min kontrakt tre-fire gange."

Siden Lars H. Lundsgaard blev færdig på Danmarks Journalisthøjskole i 1993, har han det meste af tiden arbejdet på kontrakt, men indimellem som freelancer på supplerende dagpenge.

Uvis fremtid
Lars H. Lundsgaard synes selv, at han har været god til at tilrettelægge sit arbejde. Men det har været langt vanskeligere for ham at tilrettelægge sit eget liv på grund af kontrakterne.

"Man er frustreret, fordi man ikke kan vide, om man har råd til at købe hus, ny bil eller bestille en ferie. Man ved overhovedet ikke, hvad man laver i december, hvor kæresten måske gerne vil til Gran Canaria.

Man er en form for daglejer, og det er psykisk hårdt. Også fordi man ikke ved, i hvilken udstrækning man skal kaste sin kærlighed på det, man laver, hvis man ikke får lov til at lave det om fjorten dage.

Jeg kan godt sige til mig selv, at jeg er vild med at lave fjernsyn, og at jeg vil gøre alt for at blive så dygtig som muligt, men hvis jeg om fjorten dage ikke kan udøve min profession, fordi der ikke er nogen, som har brug for mig, så har man spildt kræfterne," siger Lars H. Lundsgaard, der godt kan se problemet fra arbejdsgivernes side.

"I de forskellige afdelinger, jeg har arbejdet i, har man ikke kunnet vide, om man skulle lave flere udsendelser, uanset hvor meget man har knoklet i afdelingen. I for eksempel DR kunne chefredaktionen beslutte, at ingen af de indbudte programmer fra afdelingen skulle laves. Så var det ud af vagten."

Satset på tv
En fejl, som Lars H. Lundsgaard kan se i dag, er, at han kun har satset på tv. Som han selv siger, har han aldrig rigtig lært traditionel journalistik.

"I dag ville jeg stå med håret i postkassen, hvis jeg skulle være reporter på for eksempel Fyens Stiftstidendes Bogense-redaktion. Det grundlæggende journalistiske håndværk har jeg aldrig nogen sinde fået dyrket, fordi jeg har lavet tv hele vejen igennem.

Jeg må nok erkende, at redaktionschef på TV 2 Nyhederne, Jens Møller, i sin tid havde ret, da han sagde, at man ikke i praktiktiden på 18 måneder kunne lære både at lave tv og være journalist. Jeg lærte primært at lave tv.

Jeg har også hele tiden tænkt, at jeg ikke er rigtig journalist, og hvad laver jeg egentlig i denne her branche?

Jeg mener, at en journalist bør referere, hvad der foregår i samfundet på en troværdig måde og ridse konflikter op. Men det har aldrig fanget mig. Jeg har mere "skudt" mig selv af, dyrket hvor god jeg var til at speake og få musik til for eksempel at passe til nogle sommerfugle, som fløj hen over nogle valmuer. Det har jeg dyrket."

Kolossal lykkefølelse
I 1998 lavede Lars H. Lundsgaard et program om alternativ medicin, og efter en behandling med kraniosakralterapi, som havde en fantastisk virkning, tog han selv et kursus i det.

"Jeg behandlede alle kollegerne i afdelingen. Det gav fantastiske resultater på musearme, og hvad de ellers gik med, så jeg fandt ud af, at det faldt godt for mig."

Da ledigheden kom, og han, som han selv udtrykker det, faldt længere og længere ned i ingenting, fik han mulighed for at begynde på Zoneterapiskolen i Odense, hvor han går to gange om ugen. Desuden driver han klinik og giver behandlinger i kraniosakralterapi, shiatsu-massage og zoneterapi i højst 15 timer om ugen, så han holder sig inden for a-kasse-reglerne.

Til marts er han uddannet zoneterapeut, og han er ret sikker på, at det er den alternative vej, han går.

"Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke er i tv-branchen i øjeblikket, men min begejstring for alternativ behandling dulmer min ærgrelse.

Det er en kolossal lykkefølelse, når et menneske kommer og fortæller, at en lidelse er forsvundet. Det er en langt større oplevelse end at have tophistorien på TV 2 Nyhederne. Jeg kan ikke huske, at der er noget, som har interesseret mig så meget som det her.

Desuden kan jeg praktisere det her hele mit liv, jeg kan gøre det, til jeg kun kan tygge smør. Jeg kan selv bestemme, og der er en million syge mennesker at tage sig af.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere lykkeligt, jeg er blevet meget gladere og meget fattigere."