CAVLINGPRIS. Når disse linjer skrives, er der få timer til, at en eller flere journalister, som i årets løb har været usædvanligt hårdtarbejdende og dygtige, modtager en glædelig besked. En stund efter knuger vedkommende så hænderne om en 32 centimeter lav mand med bowlerhat og bronzekorpus. Cavlingprisen.

Velundt og velfortjent.
Alligevel vil jeg vove at kritisere betydningen af uddelingen. Dansk presses største hæderspris lider under nøjagtig samme problem som landets øvrige journalistpriser.

Med undtagelse af et enkelt fyraftensarrangement er der mig bekendt ingen traditioner, endsige initiativer, der ansporer til, at prisvindernes værdifulde erfaringer når ud i en bredere offentlighed end den ved skåltalen.
De erfaringer og den prisregn, som kunne få kvalitetsjournalistikken til at blomstre på andre redaktioner, risikerer i stedet at blive glemt. Men hvorfor kan vi og eftertiden ikke få at vide, hvordan regnskabet blev knækket, guldkilden lokaliseret eller muldvarpens stemmebånd løsnet op?

Måske er jeg for pedantisk eller krævende, men kunne man forestille sig et krav til vinderen. At vedkommende i et enkelt dokument nedfælder de tip og tricks, som blev tilegnet under arbejdet med den pågældende sag? Kender jeg mine fagfæller ret, vil de fleste udføre den tjeneste med glæde. Dokumentet vedhæftes dernæst i et hyperlink eksempelvis på forbundets liste over Cavling-modtagere. I så fald vil denne hall of fame dels tjene som et historisk vidnesbyrd om journalistikkens udvikling, dels inspirere andre længe efter champagnepropperne er sprunget.

– Mads Nyvold, freelancejournalist