Dommerne ved World Press Photo kunne heller ikke i år komme uden om de danske pressefotografers nysgerrige linser. Fem danskere vandt tilsammen seks priser. Og det skulle fejres.

PRISFEST. Luften er tæt, selv om der er højt til loftet på caféen Ziggys på Halmtorvet i København. Som til en større familiefest indtager 15-20 pressefotografer med kærester det aflange lokale. De små, firkantede borde skubbes frem og tilbage i håbet om at kunne lave et langbord, der er stort nok til, at alle kan sidde omkring det, men det lykkes aldrig. I stedet for kappes gæsterne om at få bartenderens opmærksomhed, for nu skal der skåles.

»For 100.000 kroner blandet – men ikke for meget tequila,« skærer en festglad stemme gennem lokalet. En af gæsterne, der for ti minutter siden sad fredeligt og nød sin mad, kigger lettere skræmt op og skubber sin taske længere ind under bordet.

Jacob Ehrbahn, der arbejder på Politiken, har vundet en andenpris i World Press Photo. Navnene på prisvinderne blev frigivet klokken 11 samme formiddag, og nu mødes han med vennerne for at fejre succesen.

»Jeg er helt vildt lykkelig for det,« siger han ud i caféens larm og forklarer, at World Press Photo er fotografernes VM.

»Men man skal samtidig huske på, at en reportage ikke bliver bedre af, at den får en pris. Det er et skulderklap for et stykke arbejde, der allerede er lavet, siger han.

Umiddelbart tror Jacob Ehrbahn ikke, at prisen vil komme til at betyde så meget i det daglige. 

»Jeg arbejder jo stadig på avisen, og de ringer nok ikke ligefrem fra udlandet i morgen,« siger han med et smil.

Jan Grarup, der også tidligere har vundet priser ved World Press Photo, står og lytter til samtalen. For ham er prisen i dag en vigtig manifestation i forhold til det internationale marked. Han er ansat på Politiken og tilknyttet det franske billedbureau Rapho. Netop i dag har bureauet solgt hele vinderserien fra jordskævet i Bam i Iran til New York Times Magazine.

»Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at de ringer i dag,« siger Jan Grarup og fortsætter:

»Priserne betyder, at man er med i superligaen. Det gør det lettere at få garantipenge fra billedbureauerne til at gå i gang med flere spændende projekter.«

Garantipenge er forskudsbetaling for et projekt, som ikke skal betales tilbage i det tilfælde, at bureauet vælger ikke at bruge billederne, forklarer Jan Grarup.

Tjeneren balancerer gennem lokalet med store, hvide tallerkener højt løftet over de mange hoveder. Det er spisetid. De to prisvindere klemmer sig tilbage til deres bord.

Ud af menneskemylderet dukker Erik Refner op. Han har vundet både en anden- og en tredjepris i år.

»Da jeg vandt World Press Photo i 2002, sagde folk til mig, at fra nu af kan det kun gå ned ad bakke. Men jeg mener selv, at det kun kan  gå op ad bakke – rent arbejdsmæssigt. Det er stadig fantastisk at få priser, og jeg ser de to priser i dag som en aner-kendelse af, at jeg stadig laver kvalitetsarbejde. Priserne er jo i høj grad med til at åbne døre til de store billedbureauer ude i verden,« siger han.

Endnu engang bliver han hevet i ærmet og får et stort knus. Der har været mange lykønskninger i dag, også fra internationale magasiner som for eksempel Stern og Time Magazine.

Cigarettågerne bliver tykkere og tykkere, store fadøl langes konstant over baren.

Senere slutter Jacob Carlsen, der vandt en førstepris, sig til selskabet.

Det er første gang, Jakob Carlsen vinder, og han kan slet ikke fatte, at dommerne har udvalgt netop hans billeder blandt 63.093 andre.

»Det havde jeg aldrig drømt om. Det er et fantastisk rygklap, som jeg vil prøve at udnytte ved at henvende mig til et internationalt bureau,« siger han.

Lene Esthave, der vandt en andenpris, fejrer sin triumf hjemme i Sønderborg.

»Jeg er selvfølgelig glad, men jeg tror ikke, det kommer til at ændre noget i min dagligdag. Prisen giver mig mod og lyst til at lave flere af mine egne projekter,« siger hun.

World Press Photo 2004

Vinder af World Press Photo 2004 blev Jean-Marc Bouju, The Associated Press, Frankrig. Billedet viser en irakisk krigsfange, der trøstende lægger sin hånd på
panden af sin fire-årige søn. De to er blevet taget fange af amerikanerne i nærheden af Najaf i Irak i marts 2003.

Danskere vindere i World Press Photo 2004:

• Jakob Carlsen: Førstepris i kategorien »Sports features – stories«
•  Lene Esthave: Andenpris i kategorien »Portraits – stories«
• Jacob Ehrbahn: Andenpris i kategorien »Comtemponary issues – single«
• Erik Refner: Andenpris i kategorien »Daily life – stories«
• Jan Grarup: Andenpris i kategorien »People in the news – stories«
• Erik Refner: Tredjepris i kategorien »People in the news – stories«

World Press Photo 2004 i tal

• 63.093 indsendte billeder (rekorddeltagelse).
• 4.176 fotografer fra 124 lande deltog.
• 62 fotografer fra 23 lande vandt priser.
• Juryen bestod af 13 dommere. I år ingen danske.

Danske  World Press Photo-priser 1998-2004:

De danske pressefotografer har taget godt for sig af priser. Blandt de lande, der har fået flest priser siden 1998, ligger Danmark på en sjetteplads. Ser man på de seneste fem år, ligger vi på en delt tredjeplads (hædrende omtale er medregnet i statistikken):

1. USA: 112
2. Frankrig: 34
3. Storbritanien: 31
4. Tyskland: 30
5. Australien: 27
6. Danmark: 26                

 »Det bryder rutinen – og dét kan skabe vinderbilledet«

Halvdelen af de danske vinderbilleder ved World Press Photo er taget med analoge kameraer, selv om de fleste pressefotografer har et digitalkamera i hånden, når de er på arbejde. 

Tekst: Mette Kristensen

KVALITET. Langt de fleste presse-fotografer bruger i dag digitalkameraer.

Alligevel er halvdelen af de priser, der er givet til de danske billeder ved World Press Photo, taget med analoge kameraer – altså kameraer med film. 

Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet, mener, at det må være en tilfældighed.

»Kvaliteten af digitalkameraer er i dag så god, at forskellen mellem kameraer med film og digitale kameraer nærmest er religion«, siger Lars Lindskov.

Det er Per Folkver, fotochef på Politiken, enig i. Han siger, at udviklingen inden for digitalkameraer går vanvittigt hurtigt, og for avisernes vedkommende er det lige meget, om billedet er taget digitalt eller med film. Kvalitetsforskellen bliver først synlig, når billederne skal forstørres op til galleri-brug. 

Lars Lindskov mener dog, at analoge kameraer kan være med til at fremtvinge en anden form for kreativitet hos fotografen.

»Ved at få et andet kamera i hånden end det, fotografen normalt bruger, sætter en ny tankegang ind. Det bryder rutinen – og dét kan skabe vinderbilledet,« siger han.

På reportagerejser i de mere barske egne af verden er der desuden praktiske grunde til at vælge et analogt kamera frem for det digitale. Det
analoge er ikke så sårbart over for støv, fugtighed og varme, og det
er ikke afhængigt af strøm til opladning. 

Jakob Carlsens World Press-vinderserie fra Pakistan er taget med analogt kamera. Jakob Carlsen ville aldrig tage et digitalkamera med på en reportagetur som den, han var på til Pakistan.

Hans vigtigste begrundelse er, at det mange steder kan være svært at få strøm til at oplade sit udstyr. For eksempel ville det have været umuligt at lave vinderbillederne fra poloturneringen med et digitalkamera, for der var ingen strøm oppe i det øde pas.

Erik Refner har også brugt analogt kamera til begge sine vinderserier. Den ene – fotografierne af engelske 'rockabillies' – har han fotograferet med film, fordi billederne er en del af et toårigt projekt, der skal resultere i en bog og en udstilling.

»Med film har jeg et bedre grundprodukt og kan scanne billederne op i store størrelser og samtidig bevare en fremragende kvalitet,« siger han.

Generelt mener Erik Refner dog ikke, at analoge fotografier er bedre end digitale. Billederne fra Congo kunne han lige så godt have taget digitalt, fortæller han.

Tre af World Press-vinderbillederne er taget med digitalt kamera. Det skyldes i nogle tilfælde tvingende nødvendighed – i andre tilfælde er det valgt af lyst.

Lene Esthaves billede fra VM i styrkeløft er taget digitalt. Hun bruger næsten altid digitalkamera. Hun synes, at det er noget bøvl med film – de bliver både støvede og ridsede.

»Jeg bruger film, når jeg har lyst. Det er lidt nostalgisk og lidt langsommere. Jeg bruger det, når jeg er på rejse, og indimellem når jeg skal lave portrætter,« siger hun.

Jan Grarup skulle hver dag sende billeder hjem fra jordskælvet i Bam, og derfor brugte han digitalkamera. Men når han laver sine egne projekter og har tid, så fortrækker han analoge kameraer.

»Det digitale kamera gør mig doven. Jeg kan hele tiden følge med i, hvad jeg laver på det lille display. Når jeg arbejder med film, bliver jeg mere usikker, fotograferer mere og bliver længere tid på stedet. Usikkerheden gør mig mere intens. Derfor bliver billederne bedre,« forklarer Jan Grarup.

Jacob Ehrbahn synes, at det er en fordel at rejse med det digitale kamera. Når han laver dag-til-dag-opgaver, sparer han tid på filmfremkaldelsen, og ved større opgaver redigerer han undervejs og får dermed øje på nye sammenhænge i historien.

På turen til Mongoliet havde han både et digitalt og et analogt kamera med. Det analoge var mest stabilt, og han brugte det blandt andet, da han var med politiet nede i fjernvarmekanalerne midt om natten.

»Det ville være ærgerligt, hvis min flash pludselig svigtede på et tidspunkt, hvor man kun får én chance for at få det helt rigtige billede,« siger han.

Jacob Ehrbahns vinderbillede af drengen på identifikationscenteret er taget digitalt.

Historierne bag de danske vinderbilleder:

Redet til døde

• Jakob Carlsen
• 35 år.
• Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1999.
• Ansat på Politiken indtil august 2002. Tog et års orlov. Arbejder nu udelukkende freelance.
• Vandt førstepris i Årets Pressefoto 1996 i featurekategorien.

Hesten er død af et hjertestop midt under en meget voldsom polokamp og bæres nu ud fra banen.

»Der er ingen nedskrevne regler for kampene, næsten alt er tilladt, og hestene bliver redet meget hårdt. Det er ikke usædvanligt, at en hest dør i løbet af turneringen, men der må ikke sættes nye ind. I dette tilfælde overtog spilleren, der havde redet hesten til døde, en af de andres heste, fordi han var den bedste spiller,« fortæller Jakob Carlsen.

Turneringen foregår i Pakistan i et meget øde pas, ni timers kørsel på jordvej fra den nærmeste by. Passet ligger i næsten 4.000 meters højde, hvor luften er meget tynd. Hestene, der er drevet derop fra 1.000 meters højde, når ikke at akklimatisere ordentligt før kampene.

Jakob Carlsen var tre uger i Pakistan og havde læst om turneringen, inden han tog af sted. Men det var svært for ham at finde ud af, hvornår den præcis foregik. Først kort tid før den planlagte hjemrejse fik han klar besked og valgte at forlænge rejsen.

Jakob Carlsen lavede reportagen som freelancer og har senere solgt den til Politiken.

Hele vinderserien på otte billeder kan ses på: www. jakobcarlsen.dk

Koncentreret styrke

• Lene Esthave
• 34 år
• Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000.
• Arbejder freelance for både fagblade og dagblade.
• Har tidligere vundet Fujifilms danske pris i sportskategorien 2004.

Det fantastiske ansigtsudtryk er indfanget ved VM i styrkeløft i Vejle 2003. Styrkeløfteren deltager i disciplinen »dødløft«, hvor han skal løfte en vægtstang fra jorden. Løftet bliver først godkendt, når kroppen er helt oprejst.

På sine tre bedste forsøg løftede han tilsammen et ton og 32,5 kilo.

Det var Lene Esthaves egen idé at lave fotoserien. Hun fulgte hele mesterskabet i fire dage.

»Jeg kan godt lide at vise sporten og menneskene bag redskaberne. Især de ekstreme sportsgrene fascinerer mig. Alt det, udøverne udsætter sig selv for. De er gode at fotografere, fordi de er så fokuserede på det, de laver. Der er ingen forfængelighed,« siger Lene Esthave, der tidligere har lavet mange sportsfeatures.

Serien er på ti billeder og har været bragt i Dansk Idrætsforbunds blad Idrætsliv. Hele vinderserien kan ses på www.leneesthave.dk

Fundet – men stadig alene

• Jacob Ehrbahn
• 34 år.
• Uddannet på DJH 1993
• Har arbejdet freelance i fire år. Ansat på Jyllands-Posten i 1997. Siden 2003 på Politiken.
• Hædrende omtale i 1997,1998 og 1999 ved Årets Pressefoto.
• Kåret som Årets Pressefotograf 2001.
• Andenpræmie ved POYi 2001.

Den lille nøgne gadedreng sidder i politiets identifikationscenter for gadebørn i Mongoliets hovedstad Ulan Bator.

Gadebørnene søger tilflugt i de lune fjernvarmekanaler under jorden, for temperaturen i Ulan Bator kan let snige sig ned i nærheden af 50 graders kulde. Når politiet finder børnene, tager de dem med til identifikationscentret. Her får de et bad og får vasket deres ofte forrevne tøj. Børnene opholder sig en uge på centret, mens politiet prøver at finde ud af, hvem de er, og om der er nogen til at tage sig af dem. Hvis ikke det lykkes, bliver de bragt videre til et børnehjem.

»Selv om politiet gør et godt stykke arbejde, er det ofte de samme børn, de møder. Børnene flygter igen. Enten fordi de bliver misbrugt eller slået derhjemme, eller fordi de ikke kan affinde sig med børnehjemmenes faste rammer,« siger Jacob Ehrbahn.

Idéen til billedserien er hans egen, men han lavede projektet, mens han var ansat på Jyllands-Posten.

Vinderbilledet, der er en del af en serie, kan ses på ses på www.jp.dk under 'fotogalleriet'.

Håbløshed

•  Jan Grarup
• 35 år.
• Uddannet på Ekstra Bladet 1991.
• Ansat på Politiken og tilknyttet det franske billedbureau Rapho.
• Tidligere priser:
• World Press Photo: Førstepriser i 2000 og 2002
• Nomineret til Eugene Smith Award i 2002 og 2003
• Har vundet adskillige priser ved Årets Pressefoto

Fortvivelse og sorg over jordskælvet i Bam i Iran. Jordskælvet jævnede byen  med jorden om morgenen den 26. december 2003. 43.000 mennesker døde i løbet af få sekunder. Jan Grarup blev sendt til Bam på en klassisk udrykningsreportage.

»Min opgave var at gengive de totale ødelæggelser og personlige tragedier, jordskælvet var skyld i. De første billeder fra Bam var så blodige og voldsomme, at jeg har svært ved at tro, at folk kan holde ud at se på dem. De viste folk, der slæbte af sted med ligene af deres børn,« siger Jan Grarup.

Han forklarer, at han derfor bevidst har undgået at fotografere så mange lig. I stedet for har han lagt en mørk tone ind i sine billeder, så de bliver barske på en anden måde.

»Når jeg skal stå i Holland i pænt tøj og modtage prisen, er det vigtigt for mig at vide, at jeg har vist respekt og værdighed over for de mennesker, jeg har fotograferet,« siger Jan Grarup.

Hvis øjne kunne tale

• Erik Refner
• 32 år.
• Uddannet på Danmarks
  Journalisthøjskole 2002.
• Arbejder på freelancekontrakt for Berlingske Tidende og er
  tilknyttet det franske
  billedbureau Rapho.
• Har vundet 16 priser siden 2001. De vigtigste er: Visa d'Or 2002, vinder af World Press Photo 2002, andenpris ved World Press Photo 2002, Fujifilm Feature, Europa 2003.

Erik Refner fortæller, at billedet viser en traumatiseret mand på et bønnemøde i byen Bunia i Congo. De få præster, der ikke er dræbt eller flygtet, forsøger stædigt at genskabe troen og håbet hos befolkningen.

Erik Refner har valgt at fortælle historien om krigen i Congo, fordi han mener, den er underprioriteret i medierne, selv om den er mindst lige så bestialsk som krigen i Rwanda. Tre millioner mennesker er døde på fem år.

»Det er en uhyggelig krig med mancheter, børnesoldater, rygter om kannibalisme og folk, der drikker fjendens blod for at få hans kraft,« siger han.

Erik Refner valgte også at fortælle om krigen i Congo på grund af den massive internationale interesse for landets diamant- og mineraludvinding. Den har drænet Congo økonomisk og skabt et magttomrum, der blandt andet var skyld i de opblussende kampe i Bunia.

Historien er lavet til World Press Photo Masterclass, som Erik Refner blev udvalgt til at deltage i. Men han ville nu have lavet historien alligevel, siger han.

Historien blev efterfølgende solgt til Berlingske Tidende og til Sverige og Norge.

Hele vinderserien kan ses på: www.erikrefner.com