Vore kære kolleger på landets sportsredaktioner må forudse, at 2015 bliver et katastrofeår for dem. Ulykken indtraf allerede et par dage før jul, da det kom frem, at racerkøreren Kevin Magnussen ikke kommer til at køre Formel 1-løb i det nye år, men må nøjes med en plads på reservebænken.
Hvordan vil man fylde sportssiderne ud, når man ikke dagligt kan fortælle om Magnussens bedrifter eller manglen på disse, som det har været tilfældet i hele 2014?
Og vil seerne mon ikke savne, at tv-nyhedernes timeoversigter ikke har et ord om vidunderet Magnussen? Der er tilsyneladende heller ingen hjælp at hente fra fodboldens verden. Fænomenet Daniel Agger er lige fyldt 30 år, og man kan forudse, at hans karriere går på hæld, og så er der kun hans tatoveringer at skrive om.
Ingen skal benægte, at aviser på papir har en svær tid. Det er ikke så let mere at sælge dagblade, efterhånden som flere og flere danskere får deres nyhedstrang dækket via nettet, radio eller tv.
Det er ikke noget misundelsesværdigt job for chefredaktører og menige medarbejdere at finde ud af, hvad der kan fastholde de efterhånden færre og færre aviskøbere.
Spørgsmålet er blandt andet, om en persondyrkelse af sportsidoler i en sådan grad, som tilfældet har været med Magnussen og Agger, er vejen frem. Jeg tror det næppe. Selv om sportssidernes vigtigste læsere er unge og barnlige sjæle, mon der så alligevel ikke er en grænse for, hvad læserne kan holde ud at læse om de samme personer i tide og utide?
Bent Johansen, freelancejournalist
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.