search

Et kampskrift for fotografiet

Egentlig hader jeg ordet 'spareøvelse'. Det er ikke en øvelse for dem, det går ud over, fyringer er modbydeligt virkelige

Jeg forstår behovet for at spare. Guderne skal vide, at jeg selv har været med til at gennemføre spareøvelser nogle gange. Egentlig hader jeg ordet 'spareøvelse'. Det er ikke en øvelse for dem, det går ud over, fyringer er modbydeligt virkelige.

Men besparelser er nødvendige indimellem, og den journalistiske leder, der ikke tør gennemføre nødvendige besparelser og træffe hårde beslutninger for at sikre sit medies overlevelse, bør ikke være journalistisk leder.

Forleden gik det så ud over fotograferne på metroXpress. To dygtige fotografer – begge har vundet priser i Årets Pressefoto gennem tiden – der markant har løftet kvaliteten på metroXpress og i 24timer og tilføjet noget unikt på hver deres måde.

Hvis det er en spareøvelse, kan jeg på sin vis forstå det. Nogle beslutninger er som sagt nødvendige, selv om de er ubehagelige.

Hvad jeg bliver betuttet over er begrundelsen: At aviserne vil blive bedre visuelt. Hvordan kan de blive visuelt bedre af, at læserne og journalisterne skal tage flere fotos? Hvordan kan flere bureaufotos sikre avisernes egenart? Det svarer til at sige, at aviserne bliver bedre, hvis de skrives af læserne og Ritzau.

Læsere og journalister kan godt tage teknisk fine fotos, ingen tvivl om det. Bureauerne leverer generelt fotos af god kvalitet. Men der er forskel på gode fotos og fremragende og unikke fotos. Og min påstand er, at læserne ikke er spor ligeglade.

I en tid, hvor billeder spiller en større og større rolle i vores forståelse af verden, og hvor fotos er noget af det, der deles mest på de sociale medier, kan dygtige fotografer ikke undværes. Heller ikke selv om læsere og journalister sagtens kan finde ud af at tage et foto, så det ligner.

Når fotografiet er bedst, er det mere end en illustration. Det er en selvstændig fortælling, der vækker følelser og nye erkendelser hos beskueren. Det kan signalere nærvær og autencitet, som ingen ord kan. Det kan åbne øjnene for tilværelsens poetiske, grusomme, absurde, smukke og overraskende sider direkte og øjeblikkeligt.

Desværre har få journalister og færre redaktionelle ledere den fornødne respekt for den fotografiske fortælling. Ordet kommer først. Det mest slående eksempel er JP's sære '1.000 ord siger mere end ét billede'-kampagne.

Ord kan meget. Mit eget liv og virke er dedikeret til ord, jeg elsker ordet, og hvad det kan forme, og nogle gange kan ord ændre verden. Men hvor mange af os kan, hånden på hjertet, huske artikler fra oprøret på Tiananmen-pladsen i 1989? De fleste af os ville formentlig sige 'hvilket oprør', hvis det ikke var, fordi rigtig mange af os kan huske billedet af en lille mand, der helt alene står foran en række kampvogne på pladsen.

Kan jeg huske strømmen af historier om prostitution? Nej, men jeg kan huske billedet af Bonnies blik, mens hun betjener en kunde. Jeg havde med gru læst historien om den knivdræbte Jonas, men da jeg så billedet af hans mor ved graven, begyndte jeg uden varsel at græde. Stortude faktisk. Billederne af små skønhedsdronninger i USA får mig først til at smile og så til at blive trist. Det er jo små bitte skabninger, der reelt bliver berøvet en barndom.

Hver af historierne ville kunne fortælles i ord, men ikke på samme uafvendelige måde. Jeg kan springe en historie over, om den så er nok så fremragende, men det unikke gode foto er næsten umuligt at bladre forbi uberørt.

Hvor jeg dog håber, at redaktionerne forstår, hvor fantastisk et våben i kampen om opmærksomhed det gode fotografi er. Skær ned i ordene, men giv plads til fotografiet. Alle redaktionelle ledere burde tvinges til at besøge Visa Pour l'Image i Perpignan mindst én gang. Her viser nogle af verdens bedste fotografer noget af verdens bedste journalistiske fotografi i en slags fotografisk udgave af Roskilde Festival, og hvis man ikke vidste det før, så finder man ud af det dér: Hvor stærkt et journalistisk redskab det gode fotografi er.

Til fotograferne: Brænd for jeres historier. Fortæl dem, så de bliver umulige at komme udenom. Vis, at I kan noget, som de færreste journalister og læsere nogensinde kommer i nærheden af at kunne – selv om vi kan så meget andet.

Besparelser kan være nødvendige, også når de er brutale. Men prøv aldrig nogensinde igen at bilde mig ind, at en avis bliver bedre uden det unikke og fremragende fotografi. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen