search

ET JOURNALISTISK FYRTÅRN

De indrømmer, at de tilhører et særpræget mindretal, fordi de har brugt dage og nætter på revisionsprotokoller og hemmelige bestyrelses-referater. Deres særinteresse har kostet Den Danske Bank erstatningskrav på over en milliard kroner, men har også givet Årets Cavlingpris til de tre journalister fra Jyllands-Posten.
De indrømmer, at de tilhører et særpræget mindretal, fordi de har brugt dage og nætter på revisionsprotokoller og hemmelige bestyrelses-referater. Deres særinteresse har kostet Den Danske Bank erstatningskrav på over en milliard kroner, men har også givet Årets Cavlingpris til de tre journalister fra Jyllands-Posten.

 

• Deres journalistiske bedrift ragede ifølge Cavling-komitéen op som et fyrtårn på en række af meget kvalificerede nominerede.
Selv er de dog godt klar over, at de færreste normale danskere finder historien om Hafnia-skandalen særlig særpræget. Faktisk er der formodentlig en stor del af den danske befolkning, der ikke aner, hvad Hafnia-sagen går ud på.
De tre synes derimod selv, at sagen er nærmest sexet. Interne revisionsprotokoller, bestyrelsesreferater og Den Danske Bank i sig selv får deres puls i vejret.
Det samme gør resten af historien om Hafnia, der begyndte så langt tilbage som i 1992, hvor Hafnia gik ned få uger efter at være blevet tilført 1,9 milliarder kroner fra investorer. Investorer der var blevet rådet til at købe aktier af Den Danske Bank.
Cavling-komitéen kaldte i begrundelsen de tre’s journalistik for »klassisk indtil det kedsommelige«, fordi de flere hundrede artikler fra begyndelsen i 1996 og frem til nu alle har været pinligt korrekte.
Artikler skrevet af Terrieren Erik Eisenberg. Tvivleren Søren Funch. Og Tænkeren Jens Christian Hansen.
Tilnavne som Cavlingkomitéen forsynede de tre med, og som de er yderst tilfredse med. Og navnene er måske med til af give et billede af, hvorfor de tre nåede så langt med historien. Hver mand havde sine egne kvaliteter, men de havde også ét fælles fokus.
»Vi er et mindretal på tre personer i Danmark, der synes, at Den Danske Bank er sexet. Der er ikke meget folkelighed eller fru Sørensen over det. Sådan er det bare,« siger Erik Eisenberg, der har haft problemer til flere vej-fester, hvor han har skullet fortælle borddamen om sagen.

En fortrolig papirstak
Det begyndte med Hafnias konkurs i 1992. Men det var først, da en stor bunke meget fortrolige papirer blev givet til en af de tre i november 1995, at trioen fandt sammen, og de gik i gang med historien. Alle tre havde arbejdet med Hafnia-krakket inden da, og det var derfor helt naturligt, at de tre satte sig sammen om projektet.
Hvem af de tre, der fik papirerne og under hvilke omstændigheder, vil nok aldrig komme til offentlighedens kendskab, for det vil de ikke fortælle. Men papirstakken indeholdt blandt andet bestyrelsesreferater fra Den Danske Bank.
Af dem fremgik det, at bankens motiv til at medvirke til aktiesalget i Hafnia formodentlig var at reducere bankens eget tab. Ved at råde store pensionskasser og små privatsparere til at købe aktier i Hafnia mistede Den Danske Bank færre penge.
Det var sprængfarlig viden, de tre havde fået fingrene i, og af frygt for, at der skulle ske noget med de vigtige papirer, tog de en kopi og lagde dem i en bankboks i – Den Danske Bank.
Og så gik de ellers i gang.
»Normalt skal man bruge tid på at researche og finde frem til historien. Det specielle ved denne her sag var, at vi faktisk havde historien allerede. Det, vi manglede, var at få verificeret de oplysninger, vi havde, og det skulle gøres ordentligt. Vi vidste, det var stort, det vi sad med,« siger Erik Eisenberg, og han bliver suppleret af Jens Christian Hansen.
»Jeg har aldrig oplevet at sidde med noget lignende.«
»Og det kommer vi heller aldrig til igen,« trumfer Søren Funch.
De tre brugte tiden fra november 1995 til 15. februar 1996 på at få så mange kilder som muligt til at verificere historien. Og på at få bekræftet, at papirerne var ægte.
»Det var ikke så ligetil. Et bestyrelsesreferat er hjertet i en virksomhed, og at vi kunne vise et referat fra Den Danske Bank fik en del folk til at blive hvide i hovedet. Vi kendte dog en del kilder godt i forvejen, og derfor fik vi dem til at udtale sig til os alligevel,« siger Søren Funch.

Ti omskrivninger
Det var dybt hemmeligt for resten af avisen, hvad der foregik. Kollegaerne kunne blot se, at de tre ikke var i spalterne, selvom de tilbragte meget tid på redaktionen. Ingen måtte vide noget.
De tre talte med usædvanligt mange advokater og eksperter, der skulle underbygge historien.
Derefter gik de i gang med at planlægge artiklerne, og så med at skrive. Og de skrev og læste hinandens historier igennem utallige gange.
»På et tidspunkt havde jeg ti udgaver af en historie liggende. Vi var meget, meget grundige,« siger Jens Christian Hansen, der med en baggrund i Andelsbankens interne revision var godt rustet til opgaven.
De tre diskuterede også, hvornår Den Danske Bank skulle kontaktes første gang. Den allerførste artikel skulle i en søndag, og en overgang var de sammen med ledelsen inde på først at ringe til banken dagen inden. Altså lørdag. På den måde ville de sikre sig mod et eventuelt fogedforbud.
Det endte med onsdag. Og op til søndag den 15. februar var der nerver på.
Søren Funch måtte stå op om natten og drikke en øl for at kunne sove.
»Vi var pissenervøse. Tænk på, hvad det ville gøre ved en virksomhed som Jyllands-Posten, hvis det viste sig, at det hele var et fejlskud. Det var trods alt alvorlige anklager mod den største og mest magtfulde bank i Danmark,« siger Søren Funch.
Den 15. februar var det dog en anden vinkel på historien, der åbnede artikelserien, men sagen om Hafnia fulgte snart efter.
De tre var pressede. På den ene side var det enhver journalists drøm at få så stor en historie. På den anden side lagde det et voldsomt pres på de tre’s skuldre.
Ikke mindst da Den Danske Bank efter et par uger i krydsild indrykkede dobbeltsidede annoncer i alle større dagblade for at tilbagevise de påstande, der kom frem i artiklerne.
»Jeg var rystet, da jeg så det,« fortæller Søren Funch.
Samtidig begyndte andre medier at skrive om, at Den Danske Bank afviste alle anklager.
»Banken havde jo skrevet, hvad der svarer til 12 siders tekst i de annoncer. Og når en modpart kommer med så langt et modsvar, så plejer det at betyde, at det står skidt til i middelsvær grad. Hvordan ville de ellers kunne fylde 12 sider,« siger Erik Eisenberg.

Tendentiøse artikler
Men de tre tog det mere roligt, da de havde nærlæst den megen tekst. Der blev ikke påvist nogen faktuelle fejl, og den stærkeste udmelding bankdirektør Knud Sørensen kom med i hele forløbet var, da han sagde, at han fandt artiklerne tendentiøse.
Andre medier var i nogen grad med på historien, men var ikke helt tilfredse. På grund af det månedslange forberedende arbejde var de tre så langt foran, at andre medier ikke kunne følge med. Derfor ville de have »lunser« af historien for at kunne følge trop. Men det ville de tre ikke give.
»Det skal ikke være sådan, at erhvervslivet kan sige, at medierne står sammen. Det var et sundhedstegn, at hvert medie havde sin egen dækning af historien og også, at andre medier kritiserede os. Det var en styrke, selvom de tog helt og aldeles fejl i deres kritik af os,« siger Jens Christian Hansen.

Historien gået på hjernen
Fire år efter begyndelsen er de tre spredt. Erik Eisenberg er efter en tid på TV 2 blevet mediekonsulent i Image Selskabet i Århus. Jens Christian Hansen er korrespondent i New York, og Søren Funch er for nylig kommet til redaktionen i København fra en korrespondentstilling i Bruxelles, som han begyndte på i sommeren 1996.
Selvom der nu går langt mellem, at nye vinkler på historien dukker op, så remser de tre hurtigt fem af hovedpersonernes telefonnumre op. De sidder stadigvæk fast.
»Det er måske for meget sagt, at historien gik os på hjernen. Men jeg kan huske, at da der dukkede et nyt notat op, mens jeg var korrespondent i Bruxelles, så sad jeg og læste til halvtre om natten. Det var slik og virkede nærmest som narkomani,« siger Søren Funch om historien. Han var også tit hjemme fra Bruxelles for at lave opfølgninger på historien sammen med de to andre.
De tre understreger flere gange redaktionssekretær Peter Willatzens betydning. Han var med i hele forløbet og stod for den grafiske præsentation af artiklerne.
Knud Sørensen, der i dag er bestyrelsesformand i Det Berlingske Hus, udtaler sig af princip ikke om sin tid som chef i Danmarks største bank og vil derfor heller ikke kommentere, at de tre journalister har fået Cavlingprisen.
Peter Straarup, der nu er bankdirektør, siger, at Den Danske Bank ikke plejer at udtale sig om kvaliteten af journalistik og ikke vil ændre på det princip nu.

Voldsomme konsekvenser
Men uanset hvad Den Danske Bank mener, blev en enlig, stædig investor inspireret af artiklerne i 1996. Selvom han mistede under 30.000 af de 1,9 milliarder kroner, der forsvandt ved Hafnias konkurs i 1992, besluttede den tidligere bankfuldmægtige, Ole Steffensen sig for at føre en sag mod Den Danske Bank for at få sine penge tilbage.
»Det var et spørgsmål om anstændighed og faglig stolthed,« siger han i dag.
I september sidste år fik han så efter en lang og sej kamp en check fra Den Danske Bank på 27.443 kroner. Ole Steffensen vandt sagen i Sø og Handelsretten, og på den baggrund har Den Danske Bank modtaget erstatningskrav på over en milliard kroner, fra blandt andre fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Den Danske Bank har anket dommen til Højesteret.
En anden finansskandale fylder overskrifterne i øjeblikket, Thorsen-sagen. Men, Erik Eisenberg mener ikke, de to historier kan sammenlignes, selvom der i begge tilfælde har været milliarder på spil.
»Thorsen-sagen er i virkeligheden ikke ret væsentlig. Der er flere kendte folk med og mere mudderkastning, og oven i købet sex. Vores historie indeholder næsten udelukkende væsentlighed. Der er ikke meget sex i vores historie, medmindre man altså som os synes, at Den Danske Bank i sig selv er sexet.«
»Konsekvenserne af vores historie er meget større. Enhver privat småinvestor skal da kunne gå ud, og investere sine penge uden at være bange for at kunne blive snydt. Og det er det som jeg synes, vi har opnået. Lavet et grundlag, så der kunne blive ført en retssag om det rimelige i Den Danske Banks handlemåde,« siger Søren Funch.

Hafnia-sagen
• Store pensionskasser og almindelige småsparere mistede i 1992 1,9 milliarder kroner efter at have investeret penge i Hafnia på Den Danske Banks opfordring. Penge der forsvandt, da Hafnia få uger efter aktiesalget gik fallit.
De tre cavlingmodtagere har dokumenteret, at Den Danske Bank vidste mere om, hvor tæt på konkurs Hafnia var, end banken fortalte kunderne. En handlemåde, som Den Danske Bank kunne have fordel af, fordi banken via aktiesalget kunne mindske sit eget tab på Hafnia.
De tre prisvinderes oprulning af sagen har medført, at en af de private investorer i 1999 vandt en sag i Sø- og Handelsretten om erstatning. Derefter er der rejst krav om erstatning på over en milliard kroner over for Den Danske Bank.

Anna Vinding, formand for Cavlingkomiteen:
»Det er bemærkelsesværdigt, at det er journalister, der har opdaget og oprullet efterkrigstidens største finansskandale.«

Søren Funch, cavlingvinder og erhvervsjournalist:
»Jeg vil gerne sige tak til ledelsen på Jyllands-Posten. I er fedtet med lønnen, men har givet os en enestående opbakning hele vejen igennem.«

Jens Christian Hansen, cavlingvinder og erhvervsjournalist:
»Der er mange, der har spurgt mig, om vi hader Den Danske Bank, men det gør vi overhovedet ikke. Når de er lidt for smarte, skal vi bare være der og fortælle om det.«

Erik Eisenberg, dobbelt cavlingvinder og konsulent i Image Selskabet, Århus:
»Sørens Funchs tilnavn Tvivleren holdt i hvert fald ikke, da Børsens Nyhedsmagasin havde en artikel, de kaldte »Jyllands-Postens store selvmål« om Hafnia-sagen. Selvom Søren har betegnet sig selv som en jysk klippe af ro, så gik der ikke mange sekunder før han ringede og skældte journalisten hysterisk ud i en halv time.«

Erik Eisenberg, dobbelt cavlingvinder og konsulent i Image Selskabet, Århus:
»Nu har jeg så skiftet branche, og der har vi ikke så mange priser. Bortset fra timepriser.«

Ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ejbøl, Jyllands-Posten:
»Det største problem med succes er, at det lægger op til et krav om mere succes.«

Chefredaktør Ulrik Haagerup, Jyllands-Posten:
»‘Make us proud’ sagde en chef for det amerikanske journalistiske program 60 minutes, da programmet første gang skulle til at blive produceret. I disse dage, hvor ord som ‘større share’ og ‘flere annoncer’ fylder meget af chefredaktørers tid, er jeg glad for at kunne bruge nogle andre ord. »You made us proud«.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen