search

Et job med mere mening

Efter 14 år som fastansat journalist på Viborg Stifts Folkeblad har Louise Brandstrup sagt op for at arbejde som børn- og ungekonsulent i Viborg Kommune, hvor hun er ansat på et misbrugspr

Efter 14 år som fastansat journalist på Viborg Stifts Folkeblad har Louise Brandstrup sagt op for at arbejde som børn- og ungekonsulent i Viborg Kommune, hvor hun er ansat på et misbrugsprojekt.

PROJEKTMEDARBEJDER. Da Louise Brandstrup lige var begyndt på sit nye arbejde som projektmedarbejder på et narkoprojekt i Viborg Kommune, oplevede hun, at flere af de andre opfattede hende som fjenden, fordi hun kom fra en stilling som journalist.

Hvor de andre ofte mener, det er bedst, hvis ikke alle oplysninger havner i medierne, har Louise Brandstrup hele tiden haft den indstilling, at det meste skal ud i offentligheden.

Da det for eksempel viste sig, at man kan bruge flødeskumsdåser til at sniffe med, sad de andre projektmedarbejdere på et møde og argumenterede for, at der ikke skulle tales for højt om det.

»Jeg hælder til en luk-munden-op-politik. Jeg vil gerne selv vide, at det ikke nødvendigvis er, fordi min dreng vil bage kager til mig, hvis han har en flødeskumsdåse med hjem,« siger Louise Brandstrup.

Når hun fortæller om sit nye arbejde med at holde unge væk fra illegale stoffer, sidder hun næsten helt ude på kanten af sofaen. Det er tydeligt, at det var mere end bare en spontan indskydelse, der fik hende til at forlade et fag og nogle kolleger, hun holdt af.

»For det første kan jeg godt lide børn, og jeg kan ikke fordrage, når de har det skidt. Jeg synes virkelig, at det giver mening at arbejde med noget, hvor det gælder om, at børn skal få det bedre.«

Derudover har hun selv erfaret, hvor ødelæggende rusmidler kan være.

»Jeg er lillesøster til en narkoman og gift med en alkoholiker. Godt nok er min mand ædru alkoholiker, men jeg ved, hvad misbrug kan gøre ved en familie i flere generationer. Derfor ville det være ekstra herligt, hvis jeg kunne gøre en forskel,« siger Louise Brandstrup.

Inden hun tog det store karrierespring, var hun ansat på Viborg Stifts Folkeblad, hvor hun har været en fast del af redaktionen, siden hun begyndte på bladet som praktikant i 1989.

»Jeg havde ikke på noget tidspunkt overvejet at forlade stedet. Vi har været hinandens familie på redaktionen, fulgt med i hinandens fødsler, flyttet for hinanden, og alle mine kolleger kender mine børn. Jeg troede sådan set, at jeg skulle pensioneres fra bladet,« fortæller Louise Brandstrup.

Et jobopslag fra Viborg Kommune fik hende dog på andre tanker. Kommunen søgte en koordinator til et projekt med navnet 'Narkoen Ud af Byen'.

»Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at stille nye spørgsmål til alle dem, der har med forebyggelse at gøre,« fortæller Louise Brandstrup. Den ansvarlige for projektet var en af hendes gode kilder, en ssp-konsulent fra kommunen.

»Hver gang, jeg har talt med ham, har jeg tænkt, at han havde sådan en god og positiv tilgang. Ham ville jeg gerne lege med i et år og få noget af den energi, han udstrålede,« fortæller Louise Brandstrup.

Da hun efter et års projektansættelse i Viborg Kommune blev tilbudt at fortsætte i sin nye stilling, var hun ikke i tvivl, om at det var det, hun skulle, og kørte straks ned for at sige sin stilling på avisen op.

»Men det var da vemodigt, da jeg skulle ned og sige til redaktøren, at jeg nu selv ville betale min Viborg Stifts Folkeblad,« som Louise Brandstrup udtrykker det.

Målsætningen for det rusmiddelprojekt, som Louise Brandstrup er ansat på, er, at de unge skal møde den samme holdning til illegale rusmidler, uanset hvor de færdes. Derfor gælder det om at komme i kontakt med alle, lige fra forældre og fodboldklubber til lærere og restauratører. I det arbejde har Louise Brandstrup haft stor gavn af sine journalistiske færdigheder, når hun har interviewet sine samarbejdspartnere om, hvilken viden de manglede om rusmidler, og hun har efterfølgende hjulpet dem med at finde frem til den viden.

»Jeg vil påstå, at vi journalister er hamrende effektive. Som koordinator har jeg også oplevet, at det kan være svært at få kalenderne til at mødes. Som journalist accepterer jeg ikke bare, hvis der er en, der ikke kan, men spørger, hvor personen er henne. Som journalister er vi også vant til at søge viden. Det er ren rutine for os bare at ringe op til dem, der sidder med den relevante information,« fortæller Louise Brandstrup,

Selv om hun nu for alvor har sagt farvel til at være traditionel dagbladsjournalist, underskriver hun sig stadig som journalist.

Hvis hun endelig skal hedde noget andet end journalist, foretrækker hun at blive kaldt projektmedarbejder frem for misbrugskonsulent.

»Ordet misbrugskonsulent giver indtryk af, at det er én, der ved noget om, hvordan stofferne virker. Jeg ved mest af alt noget om, hvordan man får folk til at tale sammen.«

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen