Der er mange principielle emner inden for Journalistens radar, som det er oplagt at skrive en mere eller mindre indigneret leder over.

At de mediechefer, der hver dag selv forventer, at kilderne stiller op til konfrontation, ikke tør udsætte sig for DR's nysgerrige mediekritik i form af Hængt ud på forsiden. Det ligner hykleri – de mange bortforklaringer til trods.
At pressen angiveligt lader en magtfuld erhvervsleder som Fritz Schur styre dele af mediedækningen, fordi han på den ene side er besværlig og på den anden side er uundværlig som kilde på grund af sine bestyrelsesposter.

Men det er Jørgen de Mylius, der har gjort størst indtryk i dette redaktionsforløb.
Det havde jeg ikke selv set komme.
Et eller andet sted har han jo altid været lidt til grin. Hans favoritmusik er letbenet, og hvis den overhovedet har et politisk skær, er det i hvert fald ikke derfor, at han dyrker den.
Selv det DR, der har nydt godt af hans gennemslagskraft, har periodisk pisset på ham.

Jørgen de Mylius har altid gjort det, han helst ville, og som han selv synes er rigtigt.
Det har han gjort i medgang og modgang. Ingen leflen for seer- eller lyttertalskonjunkturer. Intet forsøg på at ramme en anden profil end sin egen. Kun en ting ser ud til at drive ham: Lyst.
Det har vi alt for lidt af.
Engagerede mediemennesker, der ikke formulerer sig i bekymringer om nedture og administrative teknokrater, der lægger grus på vejen. En mand, der er 100 procent tro mod sin egen mission – ligegyldigt hvad andre siger og mener.

Det er lysten, der driver. Selvfølgelig kombineret med en benhård professionalisme. Tag ikke fejl af den.
På den måde er Jørgen de Mylius reelt et slags ideologisk æresmedlem af DJ i nedgangstider. Fordi han altid har arbejdet ud fra en præmis om, at mediernes beslutningstagere ikke forstod ham. At man intet får foræret.
Det er lærerigt. Jeg har lært af processen med at få Jørgen de Mylius interviewet – og det er i sig selv et forhindringsløb, fordi manden har travlt – at vi ofte sætter flere begrænsninger for os selv, end omstændighederne gør.

Uden at forfalde til ultraliberalt idelogisk tankegods, så viser Jørgen de Mylius' historie, at man reelt kan skabe sin egen livsbane. Hvis man arbejder for det, tror på det. Bliver ved.
På den måde er han et pejlemærke i en tid, hvor sikkerhed i ansættelsen afløses af tilstande, hvor du skal sælge dig selv hver dag. Bliv god til noget. Mas på. Tro på det.

Spil dit eget livs bedste plade.