2010 var et godt år for Metro International, der fik et positivt årsregnskab. Det resulterede i en lønstigning til topchefen Per Mikael Jensen, der således kan inkassere 13,4 millioner årligt, når pensionen regnes med.
13,4 millioner svarer ifølge Børsen til en lønstigning i forhold til sidste år på 43 procent. Men også de øvrige fem direktører i Metro International fik lov at mærke, at de gode tider i koncernen er vendt tilbage. De fem – inklusiv finansdirektør Anders Kronborg – modtog til sammen 20,7 millioner kroner i lønninger.
Med sin løn ligger Per Mikael Jensen sig godt til i toppen af de Skandinaviens højst lønnede mediepersoner. Her konkurrerer han først og fremmest med chefredaktøren for Dagens Nyheter Thorbjörn Larsson, der ifølge resume.se tjente lige knap 13 millioner svenske kroner i 2009.
I samme lønliga – næsten – finder man også Bengt Braun, der er bestyrelsesmedlem i Bonnier-koncernen og Manfred Aronsson, vicedirektør i MTG Sverige.
Den bedst lønnede svenske journalist på den liste er i øvrigt Jan Guillou, der havde en indtægt på godt 4,5 millioner svenske kroner. Men det må formodes at hans forfattervirksomhed er den primære indtægtskilde her.
Der findes ikke en oversigt over danske mediechefers lønninger. Men til sammenligning var Kenneth Plummers årsløn som generaldirektør i DR på 2,6 millioner kroner.
Og skal vi så lige have det med: DJ's formand Mogens Blicher Bjerregaard tjener 68.800 kroner om måneden, hvilket giver en årsløn på 825.600 kroner eksklusiv pension.
(Artiklen er opdateret 12.18 med nyere oplysninger omkring svenske medielønninger.)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.