John Iversens “Godnat Mor Danmark”, Cæcilie Lassens “Trio” og Torben Billes “Brock”.
Københavnerantikvariatet Harcks bunke med bognyheder er et syndigt miskmask af hundredvis af titler, der ikke er sorteret efter forfatternavne eller indhold. Intet har bøgerne til fælles ud over de stempler, der findes i cirka hver anden bog. Her står der sort eller rødt på hvidt: Venlig hilsen Hovedland, Venlig hilsen _Aschehoug og Med venlig hilsen Hans Reitzels Forlag.
“Jeg gider ikke spille hellig om det her. Jeg sælger og har altid solgt det lort, som jeg ikke selv gider at have. Det gør alle andre også,” siger freelancejournalist Flemming Chr. Nielsen.
Han har tidligere anmeldt bøger på Jyllands-Posten og har gamle bøger og antikvariater som sin passion.
Flemming Chr. Nielsen vurderer, at en fuldtidsanmelder kan tjene op til 3000 skattefri kroner om måneden ved at sælge sine anmeldereksemplarer.
Kulturredaktøren på Aktuelt, Christian W. Larsen, mener, at han ville kunne tjene 5.000 sorte kroner ved at sælge redaktionens post på det brugte marked.
Da Christian. W. Larsen tiltrådte for et par måneder siden som kulturredaktør, blev han meget overrasket over kulturredaktørpostens værdier – der er værdigt et gavebord for en 50-års fødselar.
“Mængden af post er enorm. Vi får 40-50 bøger og cd’er ind om dagen, og vi kan jo ikke bare køre det til destruktion på Kommunekemi. Men samtidig synes jeg, at det er en forbrydelse at sælge anmeldereksemplarer,” siger Christian W. Larsen.
Det synes Svend Madsen, daglig leder af antikvariatet Notabene på Østerbrogade i København, derimod ikke. Han har en lind strøm af anmeldere, som sælger bøger til ham. Og der kommer et listigt smil på Svend Madsens læber, da han bliver spurgt om, hvad han synes om at have anmeldere som faste leverandører.
“Det er vi naturligvis glade for, og vi behandler dem godt,” siger han.
Men alt afhængig af ens levebrød ændres synet på salget.
Christian W. Larsen mener, at handlen med anmeldereksemplarer beklikker anmeldernes og avisens troværdighed, og grundholdningen på Aktuelts kulturredaktion er, at anmelderne skal være rene, fordi de dømmer andre. Derfor står Aktuelt-medarbejdere da også til “en stor skideballe”, hvis de kaster sig over at være leverandører til brugtmarkedet for bøger og cd’er. For at undgå, at Aktuelts anmeldere fristes til salg, har Christian W. Larsen indført månedlige arrangementer, hvor medarbejdere eller venner af huset gratis kan tage for sig af de kunstneriske herligheder.
Ordningen på Aktuelt er ny og indført for at rydde op i etikken på kulturredaktionen.
Politikens anmelder Thomas Harder sælger derimod af og til en sæk bøger. Og det har han tænkt sig at fortsætte med. Thomas Harder mener nemlig, at salget er godt, fordi det giver bøgerne et nyt liv, og samtidig undgår han selv at få åndenød mellem bugnende bogreoler.
“Min bolig er ikke stor nok til alle bøgerne, og den skal ikke fyldes med anmeldereksemplarer, som jeg ikke har bedt om,” fastslår han.

Mere vil have mere
Nogle anmeldere ser først et etisk problem ved handlen i det øjeblik, journalister selv ringer efter bøger eller cd’er, som de ikke skal bruge som redskaber i forbindelse med deres arbejde.
Weekendavisens litteraturredaktør Thomas Thurah, som ind i mellem selv sælger overskydende bøger, siger:
“Hvis vi selv rekvirerede materiale under dække af noget andet, så ville det være urimeligt. Men her interesserer vi os ikke så meget for det, som vi ikke skriver om og om en bog bagefter havner i en container, anmelderens bogreol eller en hylde i antikvariatet, er for mig at se fuldkommen ligegyldigt.”
Torben Madsen, forlagschef på Samlerens Forlag, kender dog til journalister, som han har en mistanke om interesserer sig for andet og mere end deres arbejde – for eksempel gratis julegaver til familien.
“Jeg kender anmeldere, der kan læse en bog, uden at det kan ses på den. Det kan jeg også selv, men det tager tid at lære,” siger Torben Madsen.
Han erkender, at krævementaliteten er en del af bogverdenen, men han bliver alligevel vred, hver gang medarbejdere på Samleren Forlag føler sig nødsaget til at sende op til 20 eksemplarer af en bog til det samme medie.
“Jeg undrer mig virkelig over de langt ude forklaringer, folk finder på for at få tilsendt et eksemplar. Men vi tør ikke sige nej. Vi har ikke lyst til at være uvenner med de høje,” siger Torben Madsen.
På pladeselskabet Universal bliver promotionmanager Joy Morgan også bedt om at forsyne privaten med cd’er. Indimellem ringer personer, hun ved, ikke er musikjournalister, og beder om at få en bestemt cd tilsendt – ganske gratis.
“Så spørger jeg: ‘Hvad skal du bruge cd’en til? Er det til privat brug eller til avisen?’ Og så er de gode til at sige privat. De synes, at det er lidt flovt, at jeg spørger, om det er til privat brug,” fortæller Joy Morgan.
Selv om hun stiller det direkte spørgsmål, sender hun alligevel tit en cd af sted. Specielt, hvis efterspørgslen er på et mindre band, hvor mund til mund-metoden muligvis kan få gang i salget.

Et dårligt image
I medieverdenen bliver der tænkt over det indtryk, kulturverdenen får af griske journalister, der vil have fingrene i gratis bøger eller cd’er for at bruge dem som julegaver eller for at konvertere dem til kroner og øre.
“Det generer mig grænseløst, at folk, der ikke har brug for penge, alligevel skal skaffe sig flere penge ved at sælge deres anmeldereksemplarer”, siger Christian W. Larsen.
Ligesom Aktuelts kulturredaktør, bryder Lars Bukdahl, anmelder på Weekendavisen, sig heller ikke om grådighed. Han undlader at sælge sine anmeldereksemplarer for at slippe for at blive slået i hartkorn med journalister, der bliver fornærmede, hvis ikke alt er gratis for dem.
“Tanken bag handlen med anmeldereksemplarer er lidt ligesom, når man er i TV-Byen, og man som det første spørger, om man kan få sin taxabon,” siger Lars Bukdahl.
Han kender dog selv følelsen af iver efter at undgå at bruge penge, og arbejdslivet som anmelder har givet ham et speget forhold til at købe bøger.
“I lang tid kviede jeg mig ved at betale for bøger. Og hvis der er en bog, som jeg gerne vil have, og jeg samtidig kun har en halv idé om at skrive om den, så kan jeg godt mærke fristelsen til at ringe og bede om at få den tilsendt,” siger Lars Bukdahl.
Samtidig oplever han en “klar, lille væmmelig glæde” over ikke at skulle betale for de tidsskrifter, redaktionen modtager – kvit og frit.

Solgt før udgivelsesdato
Antikvariater ville dog med glæde aftage Lars Bukdahls bøger. Nogle steder er forretningsgangen, at antikvariater har bestemte anmeldere i stald som faste leverandører. Og der er kamp om anmelderne.
Flemming Chr. Nielsen ved fra sin gang hos antikvariaterne i Århus og København, at der af og til klages over, at en af deres anmeldere har svigtet, fordi vedkommende har fundet et antikvariat, der betaler bedre for bøgerne.
Desuden ser antikvariaterne allerhelst, at anmelderne kommer med bøgerne omkring bogens udgivelsesdag. Så får de nemlig nyheder i vinduet ligesom boghandlerne.
“Vi prøver at opdrage vores anmeldere til at komme hurtigere med bøgerne, for så er de mere værd,” forklarer Svend Madsen fra københavnerantikvariatet Notabene.
Notabene får af og til tilbudt op til 20 eksemplarer af den samme bog. Alle stemplet “Med venlig hilsen”.
Det sker også, at antikvariatet har bøgerne, inden de er udkommet. Det samme har brugtpladebutikker.
“Jeg har det underligt med, at cd’en står der, inden den er udgivet. Jeg bliver egentlig lidt sur over det. Der er ikke noget formål med det. Og vi får jo ikke noget ud af, at albummet ligger der,” konstaterer Joy Morgan fra Universal.
Jan Schmidt, direktør for pladeselskabet Voices of Wonder, opfordrer anmelderne til ikke at sælge de allernyeste eksemplarer.
“Det er ikke fedt, at cd’erne sælges på det brugte marked, men man kan jo ikke bebrejde folk noget, når de får en plade sendt uopfordret. Men vi kan i det mindste appellere til folk om at respektere udgivelsesdatoen,” siger han.
Uover at nogle forlag og pladeselskaber irriteres over at forsyne et brugtmarked med gratis plader eller bøger, så er det samtidigt dyrt.
For pladeselskabet Playground Music koster det eksempelvis mellem 35 og 70 kroner – alt afhængig af, hvor meget pladeselskabet skal betale for cd’en – hver gang et presseeksemplar sendes til en journalist.
Anders Lassen, direktør for _Playground Music, forklarer, at det er svært at dæmme op for handlen, når pladeselskabet samtidig også gerne vil please journalisterne.
“For at bremse handlen skulle vi hakke et hjørne af cd’en eller sætte en uaftagelig etiket på den. Men vi har valgt ikke at gøre noget for ikke at skæmme coveret. Jeg tror nemlig ikke, at det ville blive opfattet særligt positivt blandt journalister, hvis vi ødelagde produktet, inden vi sendte det ud. Mange journalister har jo pladerne stående i deres private samling, og så vil de gerne have, at tingene er i orden,” siger Anders Lassen.
Nogle anmeldereksemplarer med musik af store kunstnernavne ender desuden som eksklusive samlerobjekter, fordi journalisterne har fået tilsendt en speciel version af cd’en.
“Hvis det er Michael Jacksons nye plade, så kan man sælge alt, om det så er pakket ind i en skotøjsæske. Mekanismen er, at jo mindre cd’en lugter af at være den rigtige plade, jo højere værdi har den for die-hard fansene, der samler på alt. Og hvis de kan få fingrene i en eller anden plade, der er lidt hemmelig, så er den guld værd,” fortæller Knud Løkke, artist marketingmanager på Universal og tidligere redaktør på musikbladet Mix.

Bytte hos boghandlen
I dag stempler forlagene ofte et ‘Med venlig hilsen’ eller Presseeksemplar i de bøger, der bliver sendt til redaktionerne.
Stemplet er til for blandt andet at undgå, at anmeldereksemplarerne ender på boghandlerens hylder.
“Hvis bøgerne er uden stempel, kan man gå ind til boghandleren og bytte anmeldereksemplaret til nogle andre bøger. Er man både fantasiløs og har dårlig samvittighed, så siger man til boghandleren:’ Jeg har fået en bog i fødselsdagsgave, som jeg egentlig ikke interesserer mig for, kan jeg få den byttet?’ Jeg har selv fået byttet anmeldereksemplar på den måde. Det har mange andre også gjort,” fortæller Flemming Chr. Nielsen.
Hans Andersen, boghandler og leder af Arnold Busck’ boghandel i Købmagergade i København, har mødt anmeldere, der er troppet op for at bytte frieksemplarer.
“Hvis en anmelder overdriver det og kommer med ti bøger om ugen, så siger vi: ‘Nu må det holde op,’ for det er at udnytte os. Hvis han eller hun gør det spredt og kommer med lang tids mellemrum og henvender sig til forskellige medarbejdere i butikken, så kan vi intet gøre ved det,” siger Hans Andersen.
Han understreger dog, at problemet absolut ikke er af en størrelsesorden, der vælter boghandlernes økonomi. Samtidig oplever han, at misbruget med at bytte bøger i boghandlen er blevet mindre, fordi forlagene er blevet bedre til at stemple anmeldereksemplarerne.

En øget trafik
Handlen med anmeldereksemplarer er altså ikke ny – hverken for forlagene, boghandlerne, pladeselskaberne eller antikvariaterne – men antallet af gratis eksemplarer i omløb er derimod voksende.
Den øgede trafik er resultatet af, at der udgives et stigende antal bøger og cd’er herhjemme samtidig med, at der er kommet flere medier til – og dermed flere muligheder for at få omtale.
Den udvikling har fået Samlerens Forlag til at tænke sig om og skære kraftigt i antallet af gratis bøger, der sendes ud af huset.
“Vi får som regel ballade, når vi holder op med at sende bøger – også selvom folk er blevet menige medarbejdere og ikke længere anmelder bøger. Sådan er det,” konstaterer forlagschef Torben Madsen.
Midt i 60’erne, hvor den nu 80-årige boghandler Thorvald Helweg var formand for Den Danske Boghandlerforening, vakte en stillingsannonce desuden opstandelse i forlags- og boghandlerkredse.
“Der var en annonce i en avis – jeg tror, at det var på Langeland – hvor man søgte en lokalredaktør. I annoncen var en beskeden løn omtalt, men samtidig stod der, at aftagning af frieksemplarer gav en indkomst på mellem 12.000 og 15.000 kroner, mener jeg. Man annoncerede ligefrem med, at frieksemplarer var et væsentligt tilskud til lønnen,” fortæller Thorvald Helweg.
Stillingsannoncen blev en kærkommen lejlighed for boghandlerne til at minde forlagene om, at bøgerne skulle stemples og samtidig opfordrede boghandlerne forlagene til ikke ukritisk at sende et væld af gratis bøger i omløb.
Allerede dengang var handlen med anmeldereksemplarer et frynset slaraffenland.

KRONER & øRE

l Anmeldereksemplarer af
bøger giver normalt mellem 1/4 og 1/3 af nyprisen, når de sælges ubrugte i et antikvariat. En bog som Torben Billes “Brock” vil derfor indbringe omkring 100 kroner.
Bogudgivelser er sæsonbetonede, og det er derfor forskelligt, hvor mange bøger anmelderne får. Flere skyder dog på, at det i særlige tilfælde kan give helt op til 5.000 kr. på en måned.

l Cd’er giver alt fra 25 øre til 35 kroner stykket i et pladeantikvariat. På DR får en del medarbejdere op til 50 plader om ugen, men hovedparten af cd’erne er som regel singler og derfor meget lidt værd.

l Danske Dagblades Forening og Journalistforbundet vedtog for år tilbage i en udtalelse, at gaver ikke bør modtages. I dag tolker Journalistforbundet den passus sådan, at gaver heller ikke bør byttes til kontanter.