search

Et frontsvin taler ud

Som ung var Michael Frank Møller et af frontsvinene på Ekstra Bladet, der leverede tabloide kioskbaskere i grænselandet mellem sandhed og løgn. At det gik ud over andre, ragede ham mindre. De saftige afsløringer gav ham nemlig frihed til at skrive om sin passion - rock og rul. Journalisten mødte Michael Frank Møller i hans hjem - og endte med at bede ham om at skrive sin historie selv.

Som ung var Michael Frank Møller et af frontsvinene på Ekstra Bladet, der leverede tabloide kioskbaskere i grænselandet mellem sandhed og løgn. At det gik ud over andre, ragede ham mindre. De saftige afsløringer gav ham nemlig frihed til at skrive om sin passion – rock og rul. Journalisten mødte Michael Frank Møller i hans hjem – og endte med at bede ham om at skrive sin historie selv.

SELVPORTRÆT. "Mit navn er Michael Frank Møller. Jeg har mødt mig selv et sted derude i følelsernes flygtige og flimrende virvar. Derude et sted i myriadernes mylder fik jeg kontakt med mig selv."

Jakobs eneste krav til denne artikel er, at den skal starte med netop de ord.
Han har netop taget fusen på mig. For nogle uger siden ringede han og smigrede sig ind. Ikke blot ville han gerne interviewe mig til Journalisten, men han havde også læst min og Kim Hyttels "Erindringsbog om Larsen og Clausen og andre ronkedorer i rockland", og han påstod oven i købet, at han syntes, den var både underholdende og interessant. Wauw.

Naturligvis ville han som journalist på Journalisten gerne have, at jeg talte om mine journalistiske erfaringer og eskapader. Så jeg inviterede ham herop til Odsherred, hvor jeg lever langt fra min fortids og storbyens larm, og hvor jeg i høj grad er på forkant med udkantsdanmark.

Startcitatet er indledningen til mit sidste kapitel i min og ikke mindst Kim Hyttels bog, der ved sin udgivelse ryddede forsiderne på både Ekstra Bladet og B.T. Når jeg skriver "om mine følelsers flygtige og flimrende virvar", så er det, fordi hele mit og Kim Hyttels bogprojekt tvang mig til at gå tilbage i tiden og reflektere over, hvad og hvem jeg var. Og jeg opdagede til min store gru, at jeg dengang havde så travlt med at leve journalistdrømmen ud, at jeg overså alle de små drejninger, mit liv tog, så jeg endte et sted, hvor kioskbaskerne, kynismen og den kollegiale accept vejede langt tungere i min dagligdag end drømmen om at ændre danskernes – i mine øjne – fuldstændig depraverede hang til sukkersød glasurpop som News, Rocazino, One Two, Michael Learns To Rock etcetera.

Ekstra Bladet solgte i 1980'erne op imod 250.000 aviser om dagen, hvilket på den ene side betød, at de artikler og anmeldelser, jeg skrev, havde en enorm gennemslagskraft – ikke kun over for musikinteresserede, men over for alle danskere. Så jeg benyttede alle givne lejligheder til at skrive om D.A.D, Sort Sol, Baby Hotel Hunger, Pretty Maids, Boghandle og i det hele taget om musik, der kunne ridse i lakken. På den anden side havde det også sin pris. De store danske navne Kim Larsen, TV-2, Sanne Salomonsen og Anne Linnet havde et langt tungere vejende argument for at ramme spalterne – deres plader solgte som varmt brød, og popularitet sælger aviser. Og uanset vores journalistiske idealer og redaktørernes forkromede taler om den fjerde statsmagt og pressens forpligtelse til at vogte over det etablerede som en hund, så skal der nu engang skubbes nogle aviser over disken for at få det til at løbe rundt – og det kræver sensationer og afsløringer.

Kynismen kom snigende i takt med, at jeg fandt ud af, at jeg havde et talent for "afsløringer". Jeg elskede at være perfid og forarge, som da jeg skrev, at "5000 fluer i Forum kan ikke tage fejl af en lort" om en Michael Bolton-koncert. For mig stod den påståede, hvide soulsanger som noget af det mest forlorne. Så da debatsiderne de efterfølgende to dage var fyldt med hade-breve fra læserne mod idioten Møller, efterlod det kun mig i en sejrsrus. Jeg elskede at gøre folk i branchen vrede, som da jeg afslørede, at Thomas Helmig havde fyret sine "brødre", backingbandet Brothers, og pladeselskabsdirektør Jesper Bay hysterisk troppede op på Ekstra Bladet for at få mig til at dementere det. Hvilket jeg og avisen naturligvis ikke gjorde. Vores historie var jo sand. For ikke at tale om hele Kim Larsen og "Wisdom Is Sexy"-miseren.

Men magt og succes, uanset ud fra hvilke kriterier, er et drug. Jeg ville hele tiden have mere. Samtidig gled mine ambitioner om at gøre en reel og opdragende forskel delvist mig af hænde. Fra at have haft Anders Rou Jensen som mit store idol og mentor blev Ekstra Bladets daværende underholdningsredaktør, Rud Kofoed, som er den ubetinget sejeste og dygtigste sladderjournalist, vi har haft i Danmark, den, jeg så op til. Mit eneste problem var, at jeg dybest set ikke kunne lide at gå så tæt på folk.

Anders Lund Madsen har fortalt om sin tid på Ekstra Bladet, at han afskyede nogle af de opgaver, han blev sat på så meget, at han sad og håbede på, at hans interviewofre ikke ville tage telefonen, når han ringede op. I min tid på Ekstra Bladet havde jeg det ikke sådan. For i modsætning til Unge Madsen, så dulmede jeg min angst, ubehag, flovhed og manglende selvtillid med bajere og sprut. Jeg syntes ikke, det var fedt at ringe til Poul Schlüter klokken halv to om natten, og når jeg konfronterede folk med spørgsmål om skilsmisser, graviditet, bryllupper, kæresterier, utroskab, eller hvad vi ellers fik af rygter, der kunne blive en god historie i avisen, var det da heller ikke, fordi jeg svulmede af stolthed og over for mig selv kunne pudse min glorie efterfølgende. Men det gav respekt og anerkendelse blandt kollegerne – jeg var med til at understøtte vores kollektive selvbevidsthed.

Og så var der ofte nærmest tale om en byttehandel. Leverede jeg den sælgende vare, så blev der lidt lettere plads til noget, som ellers aldrig ville have nået spalterne. Jeg leverede for eksempel den biologiske far til Anne Linnets barn – til gengæld fik jeg plads til inferiøre rockbands som Georgia Satellites og Jason & The Scorchers i avisen. Da jeg omkring Kim Schumachers død og begravelse ved midnatstid passede hans sørgende mor op et sted ude på ydre Nørrebro og forsøgte at presse ord ud af hende om sønnens homoseksualitet og AIDS-sygdom, havde jeg med garanti også dulmet min bevidsthed kraftigt for hæmningsløst at kunne invadere hendes mest intime sfære på det nok sværeste tidspunkt i en mors liv. Men avisen elskede det. Og jeg fremstod som en pissegod paparazzi-journalist. Hurra, hurra.


»Det drejede sig om at få mine kolleger til at synes, at jeg var en fandens karl. Som en rockstjerne, der ikke kan få rygklappere eller klakører nok.« – foto: Martin Bubandt

Jakob er en høflig mand. Han smiler overbærende, når vores gale hunde, Bonnie og Rufus (ja, det hedder de altså), får den ro, der ellers hviler over Højby, til at krakelere med deres hysteriske glammen, fordi en due har vovet sig ind på parcellen. Selv om jeg omgiver mig med almindelige borgerlige værdier som villa, vovser og en Peugeot-stationcar, så udstråler Jakob det fornuftige og pæne, jeg aldrig blev. Mens han er ikke-ryger og pænt drikker sin kaffe med mælk, så kværner jeg stadig mine 20 Kings om dagen, jeg skal stadig have min kaffe ekstra-sort og sidder under hele vores samtale og har allermest lyst til en kold Tuborg. Trods manglen på den kan han høre, at jeg kan tale mig varm.

Jakob er repræsentant for meget af det, der mere eller mindre har fået mig til at fjerne mig mere og mere fra journalistikken. Han er ung, ædruelig og nydelig, og så har han det drive, der gør, at ordene, meningerne, nysgerrigheden, ja, arbejdet i sig selv stadig er euforiserende. Uden at kende hans baggrund vil jeg sige, at han har alderen og ambitionerne til "at leve for sit arbejde". Det punkt er jeg for længst kommet over. Skulle jeg vende tilbage til et journalistisk job, ville jeg "arbejde for at leve".

Han spørger blandt andet om, hvordan det var at være et af frontsvinene, hvad der gav anerkendelse på avisen, og hvordan jeg udviklede mig i mine næsten 10 år på bladet.
Men jeg ved, hvor stærk driften og ambitionerne er, når journalistikkens mangfoldige muligheder står åbne foran én. Jeg ved, hvordan det giver én troen på, at man kan ændre verden. At magten lokker. Og de nye unge skræmmer mig, fordi de er så seriøse, så dygtige, så bevidste, så målrettede – jeg bliver træt bare ved tanken om, at jeg skulle være der igen. For nok bildte jeg mig ind, at jeg var målrettet og seriøs, men da jeg slog mine folder på Ekstra Bladet op gennem 80'erne og i begyndelsen af 90'erne, blev det hele hurtigt til en stor leg og en lang fest. En fest, hvor jeg selv blev som ronkedorerne i rockland og lod hånt om, hvilke ofre jeg efterlod mig.

I dag kan jeg bedst forklare sammenholdet på Ekstra Bladet dengang med en lille "spejdertrup", hvor det var os mod resten af verden. Jeg fik lov til at arbejde sammen med dem, som i min verden var stjerner.
Nu, hvor jeg har været med til at skrive en bog, hvor jeg opsummerer en del af de oplevelser, jeg havde fra dengang, og nogle af de musikskribenter, der stadig i dag plejer deres positioner på toppen af parnasset, har travlt med at fortælle, at jeg "angrer", og at mine erindringer ikke er en journalisthøjskole-ansøgning værdig, er det derfor befriende, at Jakob spørger mig, om jeg ikke har noget godt at tage med fra den tid, om der ikke er noget, jeg er stolt af …?

De positive, opløftende historier var der rigtigt mange af på Ekstra Bladet. Jeg interviewede Keith Richard, Iggy Pop, Mick Jagger, Ray Charles, James Brown, U2, Joe Strummer, Bill Wyman, Tina Turner, Guns'N'Roses, Bruce Springsteen. Og jeg tror, at jeg var med til at give danskerne bare en smule større forståelse for rockmusikkens evigt rebelske og nødvendige rolle. Det er ikke min skyld, og jeg påtager mig ikke æren, men fra slutningen af 90'erne vrimlede det med nye bands som Kashmir, Saybia, Mew, Den Gale Pose og helt frem til L.O.C., som i deres spæde ungdom også må have læst aviser og ladet sig påvirke.

Og så er vi der igen.
"Mit navn er Michael Frank Møller. Jeg har mødt mig selv et sted derude i følelsernes flygtige og flimrende virvar. Derude et sted i myriadernes mylder fik jeg kontakt med mig selv."

Det, jeg fandt ud af, da jeg i foråret mødte Kim Hyttel på den italienske ø Pantelleria for at lave bogen, var nemlig, at anerkendelsen er en ubændig drivkraft. Det drejede sig om at få mine kolleger til at synes, at jeg var en fandens karl. Som en rockstjerne, der ikke kan få rygklappere eller klakører nok.

Mit møde med Kim Hyttel vendte imidlertid op og ned på den selvforståelse. Fra igennem hele mit liv og ikke mindst journalistiske karriere at have målt min egen værdi ud fra, hvad andre syntes og mente om mig, fik han mig til at indse, at selvværd skal komme indefra. Rygklapning er behag, men har ikke megen substans og er fandens flygtigt. Og det bliver direkte personligheds-nedbrydende, når man, som i mit tilfælde, glemmer idealerne, målene og håbene bare for at få bekræftet, at andre kan lide eller elsker én. Kim fik mig til at se mig selv i øjnene og anerkende, at mit liv skal udgå fra mig og min selvforståelse. Ikke andres forståelse af mig.
Jakob spørger mig som det sidste: »Er ronkedorbogen ikke lige så "slem" som det, du lavede på Ekstra Bladet? En udstilling af Larsens privatliv og Clausens sexliv ..?«

Nej. For det første, fordi vi ikke skriver om Clausens sexliv eller påstår, at vi har patent på sandheden om Larsens privatliv. Vi har skrevet en erindringsbog – altså om, hvordan vi har oplevet de to herrer og andre idolers trampen hen over folk tæt på dem. Ganske simpelt mener vi, at deres mange fans har ret til at vide, at der findes en anden sandhed end den, Larsen og Clausen selv ønsker, vi skal se.

Det, vi ikke lige havde set komme, var den nedgørelse af bogen, som kom fra musikbranchen og ikke mindst dens penneholdere. At blive udråbt som platte, overfladiske, lommefilosofiske, hysteriske eller koleriske er jo ikke ligefrem besnærende, ikke mindst fordi de såkaldte "seriøse" musikskribenter, der var ude med leen, tydeligvis ikke havde læst bogen!

For mig var det vigtigt at rode op i en tid, som jeg for længst havde fortrængt. Foruden at jeg tør lære af min egne handlinger – fejlagtige, festlige, kujonagtige eller grænseoverskridende. Det er jeg stolt af, og uden det ville jeg aldrig komme videre.
"One must grow or forever pay the price of remaining the same". Citat Norman Mailer.

Så nu vil jeg sætte mig ned, bruge min journalistiske værktøjskasse – og skrive en bog mere.

Michael Frank Møller
1986    Journalist på Ekstra Bladet
1995    Journalist på BilledBladet
1996    Chefredaktør på Bonniers ”Bilen, motor & sport”
1997    Chefredaktør på Asschenfeldts ”Tæt på” og journalist på Asschenfeldts Magasin
1998    Redaktionschef, reportagechef, journalist, webjournalist i Aller Media
2011    Gæstelærer og lærervikar på Højby skole
2011    ”Forfatter”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen