I et forsøg på at forstå, hvorfor majoriteten af partier på Christiansborg går ind for en stramning af offentlighedsloven, når det gælder ministerbetjening – det vil sige det allerinderste hjertekammer i demokratiet – talte jeg for nylig med en tidligere toppolitiker.

Jeg kender vedkommende, vi talte ikke til referat, og derfor bevæger jeg mig nu ud i en mission, der etisk kan være diskutabel. For jeg har tænkt mig at fortælle lidt om, hvad denne (i flere omgange) tidligere minister havde at sige. Formålet er at perspektivere offentlighedslovs-diskussionerne.

Det var nemlig ikke opløftende for vores stand, hvad han kunne fortælle om, hvordan verden ser ud, når man sidder i toppen af et ministerium på Slotsholmen. Desværre flugter det næsten påfaldende godt med andre meldinger og markeringer, afgivet i lukkede såvel som åbne rum undervejs i det forløb, der desværre ser ud til at ende med en vedtagelse af ny offentlighedslov med en markant udvidelse af det lukkede rum for ministerbetjening.

”Når der søges aktindsigt i sager, hvor der ligger forskellige beregninger i udkast, fx før en finanslov eller en større reform på et ressort-område, er det naturligvis særdeles følsomt for ministeren. Min egen erfaring (som strækker flere årtier tilbage, LW) er, at pressen konsekvent vælger den mest negative eller ’outrerede’ vinkel.”

”Der er ingen tvivl om, at det er en af baggrundene for, at de store partier, der traditionelt har været, og vel også vil være, regeringsbærende (V, K, S, R og SF) står bag lovteksten. Langt ind er der en træthed i forhold til pressen, og jeg tror, det kan være en af årsagerne til den understregning af ønske om et frirum.”

At ordene falder i et velkendt territorium, vidner eksempelvis en kronik fra Politiken 17. november i fjor om. Her skrev blandt andet Søren Pind (V), at:

”Pressen beklager og undskylder kun de fejl, den begår, når den tvinges til det efter års hårde retssager og pinefulde processer (..) Den udvikling, pressen er inde i, kommer til at afføde en politisk, juridisk respons på et tidspunkt, hvis ikke pressen selv tager initiativ. Pressen bør tage chancen for at komme det i forkøbet og medvirke til en proces, der reelt øger journalistikkens legitimitet og placering i samfundet”

Kronikken tog mere udgangspunkt i diskussionen om Pressenævn, medieansvar og muligheden for at sanktionere medier og navngivne journalister. Men jeg tænkte på dens budskab, da jeg havde talt med min gamle bekendt.

For er det ikke, som om der er et hævnmotiv? Da Hans Engell som forsvarsminister i 1980erne første gang blev præsenteret for en anmodning om aktindsigt, var hans umiddelbare reaktion: ”Hvad rager det dem?” – og det kan formentlig også føles på kanten af det intimiderende med en nyfigen interesse for, hvad man har fået at spise til dessert, eller hvor man har siddet i flyet.

Også vi journalister har såmænd nok alle set historier fra kollegers hånd i tidens løb, hvor vi har tænkt, at en grænse blev nået, eller måske overskredet.

I disse uger har vi berettiget travlt med at tale om de ideelle tilstande, hvor offentlighedsloven kan bruges til at afsløre, når magthavere snyder på vægten. Udfordringen for os er, at politikerne snarere ser offentlighedsloven som det instrument, der skaffer pressens blodhunde ny viden om fadøls-bilag og repræsentationskonti. Vi taler om loven som noget ideelt, politikerne vurderer den som et instrument til mistænkeliggørelse af dem. Det er synsvinkler i hver sin ende af diskussionen.

Et eksempel: Et spørgsmål, der tit bliver stillet, er, hvilke sager, vi ikke ville få kendskab til, hvis den ny offentlighedslovs begrænsninger allerede var gældende? Her har jeg selv – og mange andre – brugt skattesagen som eksempel, hvor Politikens anmodning om aktindsigt i centrale SKAT-medarbejderes kalendere var det, der for alvor skubbede undersøgelseskommissionen på vej.

”Men den vender begge veje. Pressen bruger forløbet som argument for, at afsløringen medfører en kommission, og her bliver der jo gået meget tæt på mange toppolitikere. Men for en politiker er der ingen tvivl om, at man helst var forløbet med kommissionen foruden – man ville formentlig hellere have, at sagen døde hen, og det gjorde den blandt andet ikke på grund af den aktindsigt,” forklarede min bekendte.

Noget kunne tyde på, at politikerne ønsker et frirum. Ikke nødvendigvis til at skabe lovgivning. Men et frirum for pressen. Det må betegnes som tankevækkende.

Det må også vække til eftertanke og give anledning til en debat i vore egne rækker, at det nu er en nærmest enig presse-stand, der tager del i diskussionen om den forestående offentlighedslov. Vi er part i sagen, og det skal hver enkelt naturligvis holde sig for øje i forhold til fair og neutral dækning i nyhedsmæssig forstand; farver det os som afsendere, at vi har taget stilling, og er det rigtigt, som jeg har hørt andre politikere tale om, at denne sag kun interesserer nogle få politikere, lidt flere embedsmænd, en hel masse journalister – og ingen andre?

Men som part i sagen er det naturligvis væsentligt for mig at fastslå, så det ikke kan betvivles, at de indskrænkninger, som justitsminister Morten Bødskov har stået så stædigt på mål for i de seneste dage, skal fjernes. Man skal ikke straffe medierne for at have opført sig dårligt ved at erodere jorden under en af demokratiets grundsøjler.