De spørgsmål har rumlet i mit hoved i denne uge, efter at vores hovedbestyrelse (HB) i mandags besluttede at sænke hastigheden frem mod en fusion med vore gode allierede i Kommunikation og Sprog.

Det politiske projekt har som vision at styrke DJ, så vi fortsat er synlige, stærke og til stede i alt, hvad der vedrører journalistik: Aftaler, overenskomster, etik, fordelingspolitiske spørgsmål (mediestøtte, medielicens osv.) og uddannelsespolitik. For nu at nævne nogle centrale felter.

Men vi skal også være stærke, synlige og den toneangivende organisation, når det handler om vore kommunikationsmedlemmer. Præcis på de samme felter – og den placering har DJ i dag kun tilnærmelsesvis, fordi vi ligger i benhård konkurrence med andre forbund og organisationer om at rekruttere og fastholde kommunikatørerne.

Jeg troede, at det kunne lade sig gøre på samme tid. Det har vist sig ikke at holde stik. Flere og flere meldinger om, at forbundet er ved at strække sig så langt, at bukserne truer med at sprække, har naturligvis givet eftertanke.

Blandt andet derfor besluttede vi at sænke tempoet. Men målet er det samme: At opnå indflydelse og styrke for alle vore medlemmer.

Strategien er nu at gå en anden vej, og turen bliver længere end først planlagt. Øge samarbejdet med KS yderligere på såvel strategiske, politiske områder som administrativt. Og så skal vi – jeg – blive bedre til at fortælle om fordele og ulemper ved strategien og målet.

At vi er nået til og har gennemført den beslutning, kunne en tillidsrepræsentant forleden udlægge som et monumentalt tab af troværdighed hos Mogens og jeg. Og her må man nok konkludere, at vi har forskellige opfattelser – ikke af, om jeg har begået en ”fuldstændig politisk katastrofe”, for det står enhver frit for at konkludere.

Men jeg anser det nu som en styrke at lytte til sit bagland; min ambition er at kunne udstikke en retning, men også at korrigere eller ændre kursen, hvis medlemmerne vil noget andet.

Og så er det min soleklare opfattelse, at dialogen er det centrale i enhver organisation. I særdeleshed i Dansk Journalistforbund, hvor vi altid har stået så tæt på hinanden, at vi kunne tage hånd om kollegaen ved siden af os. I erkendelse af, at solidaritet og sammenhængskraft ikke kun handler om mig og mine nærmeste, men om alle medlemmerne.

Onsdag aften ankom jeg til Sallingsund Færgekro, hvor medarbejderforeningen for Morsø Folkeblad holdt generalforsamling. Sådan bliver vi ofte inviteret til at være gæster i større og mindre kollegiale forsamlinger, og i det omfang, jeg overhovedet kan få det ind i kalenderen, deltager jeg.

I løbet af oktober og november har jeg blandt andet været hos Nordjyske Mediers medarbejderforening og Ekstra Bladets medarbejderforening til generalforsamlinger. Jeg har deltaget i de studerendes organisationers generalforsamlinger, og jeg har holdt møder med en række tillidsrepræsentanter – og ikke mindst talt med rigtig mange ved vores fine Fagfestival i Odense.

Det er en fornøjelse at få lov at deltage i disse møder, for samtalerne både til møderne og over kaffen eller spisningen bagefter giver mig en klarere fornemmelse af, hvad der rører sig, og hvor kritikken eller det modsatte af mig ligger.

Og når spisningen så afsluttes med, at et af medlemmerne stiller sig op på stolen på Sallingsund Færgekro og synger den gamle vise om ”Flade Jensen”, så ikke et øje er tørt, og ikke en smilerynke lades uberørt, er bekymringen over det eventuelle tab af politisk kapital altså til at overskue.

I sidste ende er det jo også op til de delegerede næste år i april at afgøre det spørgsmål. Som i min optik er meget mindre væsentligt end, hvordan DJ skal udvikle sig, og hvordan vores forbund og vore kolleger har det.

Sagt på en anden måde: Vi kan godt være uenige om strategien og skridtene hen ad vejen. Men vi står sammen i Dansk Journalistforbund og tager dialogen undervejs.