På nettet fyldte reportagen om den ny psykiatri-afdeling på Skejby Sygehus rigtig meget. Illustrative billeder, fakta, interviews med fagpersoner og patienter gjorde historien levende og interessant at læse. Den var fyldt med fotografier af det lyserøde interiør og udgjorde samlet fortællingen om, hvordan kunsten fra Risskov spiller en rolle i de ny omgivelser i Skejby.

Historien stod i Jyllands-Posten og på jp.dk, og jeg tror mest, jeg lagde mærke til den, fordi jeg nogle dage i forvejen selv havde fået en rundvisning på afdelingen.

Det var, da jeg besøgte DJ’s tillidsfolk i Region Midtjylland, og vi mødtes på universitetshospitalet i Skejby i begyndelsen af november. Deres – og deres kollegers – arbejde i regionen handler om vejledning af patienter og pårørende, kommunikation til medarbejdere og ledelse samt pressearbejde.

For mange af vores medlemmer, der arbejder med kommunikation, er det de første dele af ovennævnte beskrivelse, der fylder det meste eller det hele i deres arbejdsdag.

Men det er ofte pressearbejdet, der sættes fokus på af andre medlemmer af DJ, når talen falder på DJ’s kommunikationsmedlemmer og deres arbejdsfelt.

Det blev klart, da debatten om kommunikatører og journalister blussede op i DJ (igen) i løbet af november måned. Mange journalistmedlemmer i DJ har gjort sig erfaringer med pressemedarbejdere, som de mener spænder ben for deres arbejde. De erfaringer kommer til at fylde rigtig meget i forståelsen og debatten. Efter min mening også for meget.

Kommunikatører løser mange forskellige opgaver, men bliver alt for ofte skåret over én kam. Det hører jeg i øjeblikket mange reaktioner på fra medlemmer, der arbejder med kommunikation. De savner nuancer i debatten og respekt for det arbejde, de udfører.

”Det er krænkende hele tiden at blive misforstået i sin intention,” sagde en kommunikatør i en kommune til mig for nylig. Hun savnede anerkendelse fra kolleger i sin fagforening. Det gør indtryk.

Jeg mener, at kommunikatører og journalister har meget til fælles. For eksempel opgaven med at viderebringe de rette informationer til borgerne og klæde dem på til at kunne agere i vores samfund.

Desuden har de et arbejdsmarked og en branche til fælles, hvor de bliver udfordret på arbejdsforhold og konstante krav om omstillingsparathed og faglig opkvalificering.

Og endelig skifter flere og flere medlemmer indimellem kasket, hvilket er fint, så længe der er tydelighed omkring den rolle, man påtager sig. Derfor har kommunikatører og journalister masser at være fælles om i vores fagforening.

Men selvfølgelig er de fag, som DJ organiserer – først og fremmest journalistik, kommunikation og visuel formidling – som udgangspunkt forskellige professionelle discipliner og muligvis også forskellige identiteter.

Det er naturligvis vigtigt at tage debatten om, hvornår rollerne bliver uklare i en verden, hvor fagene i et vist omfang bliver skubbet i retning af hinanden. Den opgave tager DJ på sig, og derfor ser jeg meget frem til, at arbejdsgruppen Fagenes Fremtid, som blev nedsat på delegeretmødet for halvandet år siden, snart præsenterer sine konklusioner.

Det vil give os et godt grundlag at tage disse faglige diskussioner ud fra.

Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke går noget af journalistikken, fordi DJ fremhæver gevinsten ved at have kommunikatører i samfundet. Journalistikken er lige så vigtig og væsentlig, som den altid har været, og DJ kæmper for dens uafhængighed og vilkår med næb og klør.

Men samtidig må alle i DJ blive bedre til at favne og anerkende kommunikatørernes faglighed og den vigtige rolle, de udfylder med at fortælle om verden fra den stol, de nu engang sidder i.

Nå ja: Eksemplet fra Skejby Sygehus og jp.dk er selvfølgelig taget med for at vise et forløb, hvor kommunikationsfolk og journalister havde et fint samarbejde til gavn for offentligheden.