search

Et erhverv i fordærv

AFMAGT. Den såkaldte fjerde statsmagt har på mange måder spillet fallit. I de sidste 10 år har mange trendsættende journalister bredt sig ud i alle afkroge af kommunikationsverdenen. Snart optræder de som "kritiske" journalister og snart som politiske håndlangere (spindoktorer).

AFMAGT. Den såkaldte fjerde statsmagt har på mange måder spillet fallit. I de sidste 10 år har mange trendsættende journalister bredt sig ud i alle afkroge af kommunikationsverdenen. Snart optræder de som "kritiske" journalister og snart som politiske håndlangere (spindoktorer).

For nyligt så vi, at tidligere politisk redaktør på Information Sandy French den ene dag arbejdede for kulturministeren og den næste i et redaktørjob i DR.

Vi har netop oplevet, at Cavling-prismodtager kanalchef på TV 2 Mikkel Hertz mener, at Ulla Østergaard den ene dag kan arbejde for statsministeren og den næste lede en debat på TV 2, hvor statsministeren er den ene deltager.
I slipstrømmen af 10 års spin er der opstået en aftalekultur, hvor pressen lader sig underkaste betingelser, hvis man ønsker et interview. Et forhold, som burde plage enhver læser/lytter/seer.

En kultur, som har medført, at Mikkel Hertz fandt det bedst at slette en optagelse, hvor Lars Løkke Rasmussen viste en negativ side af sin personlighed.

Krigene i Irak og Afghanistan har vist den danske presses stigende principløshed. Selv om man af indlysende grunde burde holde en professionel afstand til krigsudøverne, har man i et afhængighedsforhold optrådt på slagmarken sammen med soldaterne. Pressen har brugt sin tid på at føle sympati med krigsudøverne i stedet for at bruge sin energi på at afdække baggrunden for de ulykkelige krige.

Når journalisterhvervet skal belyses, er det normalprocedure at diskutere med andre fagfæller.
Når folkets lov offentlighedsloven skal ændres, sidder journalister og medieaktører og herunder blandt andre Mikkel Hertz i kommission sammen med landets magtudøvere og accepterer indskrænkninger i såvel borgeres som presses muligheder for at få aktindsigt i magtudøvernes sager.

Mange af disse journalistuddannede personer er blevet så forvirrede, at de ikke mere kan se, at de kan være inhabile eller direkte uegnede til at varetage jobs i den såkaldte fjerde statsmagt.

Pressen og dens udøvere synes stadig oftere at ligne medløbere. Set udefra synes Dansk Journalistforbund at kunne rumme alle disse kommunikationsfolk, men er der ikke en grænse, hvor seriøse journalister mener, at nu må det være nok?

– Åbenhedskomitéen ved Kurt Loftkjær, Lyngby

SVAR. Kurt Loftkjærs påstande i "Journalisten" er vanskelige at tage alvorligt, blandt andet fordi de bygger på en skammeligt dårlig research. Men lad mig komme med et par hurtige reaktioner:

• At jeg skulle mene, at Ulla Østergaard den ene dag kan arbejde for statsministeren og den næste lede en debat på TV 2, hvor statsministeren er den ene deltager, er ganske enkelt noget vrøvl. Det er snart fem år siden, Ulla Østergaard forlod jobbet som rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Sundhedsministeriet. Siden har hun produceret flere tusinde timers programmer på TV2 News, uden at vi har modtaget én eneste berettiget klage over, at hun skulle tilgodese sin gamle arbejdsgiver. Vi har forresten heller ikke modtaget klager over, at hun skulle have tilgodeset SF eller Liberal Alliance, som hun også tidligere har arbejdet for. Og så var hun i øvrigt slet ikke leder af den debat, Kurt Loftkjær taler om.

• Vedrørende optagelsen med en irriteret Lars Løkke Rasmussen: TV 2 havde valget mellem at bringe et klip, hvor Lars Løkke Rasmussen svarede på substansen i anklagen om overbetaling af de private hospitaler, eller et klip, hvor han bare var irriteret. TV 2 valgte substansen. Fordi vi selv havde skabt den situation, statsministeren blev irriteret over. Og vigtigst: Ingen seere ville blive klogere af et sådant indslag.

• Kurt Loftkjær får det til at fremstå, som om jeg sammen med landets magtudøvere har arbejdet for at indskrænke pressens mulighed for at få indsigt i den offentlige forvaltning. Virkeligheden er, at jeg var en del af det mindretal, der i Offentlighedskommissionen kæmpede for størst mulig åbenhed. Mindretallet havde valget mellem at gå efter det bedst mulige opnåelige resultat eller slet ikke være med. Og uden mindretallets stemmer havde resultatet af Offentlighedskommissionens arbejde set ganske anderledes deprimerende ud.

– Mikkel Hertz, kanalchef, TV2 News

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen