Mens demonstrationer mod manglende demokrati bredte sig i Mellemøsten, besøgte ni marokkanske journalister Danmark for at lære om journalistik og dansk frisind. Med på vejen fik danskerne et par ord om nordisk selvglæde og storebrormentalitet.

Kultureksport. Godt et dusin kvinder ser hinanden i øjnene. På den ene side af bordet sidder ni journalister med mørke lokker og et melodisk sprog; brokker på fransk og arabisk sejler gennem luften.

Overfor sidder deres danske kolleger, der i fem dage har været værter. Nu er det tid til afsked. Marokkanerne kaster et overraskende spørgsmål ud i kredsen:
»Synes I selv, at jeres samfund er eksemplarisk i Europa?«

Så bryder latteren ud. Højere og højere runger den om bordet. Men marokkanerne mener det alvorligt.
»Alt er sort og hvidt og uden nuancer for jer, især i forhold til islam, demokrati og kvinderettigheder. I vil slet ikke tænke et alternativ til jeres model,« indvender én. Og en anden supplerer:

»Danmark er ingen kolonimagt, så I gør sådan her i stedet. Sådan promoverer I dansk kultur,« smælder en anden, mens aaaj'er og neeej'er løfter sig i et benægtende sus fra danskernes side af bordet.

Vi er i Nørregade i Indre By i København, hvor International Media Support holder til. Organisationen – som DJ gerne vil samarbejde mere med – støtter lokale medier i områder plaget af konflikt og politisk uro, og de marokkanske kvinder er i København som led i et såkaldt fagfælle til fagfælle-program.

»Hver marokkaner har deres danske journalistpartner, som også har besøgt dem i Marokko.
»Ideen er dels at bygge bro til den muslimske verden og inspirere til udvikling af medierne, dels gensidig inspiration til karriereudvikling,« siger projektleder Marion Hannerup.

I den ånd har ugen ført de nordafrikanske gæster rundt i det danske medielandskab og ind i tabuerne omkring sex, kvinder, demokrati og ytringsfrihed. Turen er gået fra besøg på DR og Berlingske til møder med Naser Khader, Flemming Rose og sågar en dansk lesbisk kvinde og en kunstigt befrugtet single-mor.

Mellem Bastogne-kiks og høje stemmer trækker Journalisten Myriam Ezzakhrajy og Khadija Smiri til side. De arbejder henholdsvis som chefredaktør på et nyhedssite og kulturjournalist på Marokkos førende dagblad, og når det gælder den faglige del af rejsen til Danmark, er deres begejstring næsten uden grænser.

»Det gør et kæmpe indtryk at se de midler, journalisterne har til rådighed. Jeg taler ikke kun om lønnen, men om udstyret og antallet af reportere, som dækker en begivenhed,« siger Myriam Ezzakhrajy og giver som eksempel DR's forberedelser til dækningen af folketingsvalget.

Khadija Smiri forklarer, at hendes avis, Le Matin, kun har tre kulturjournalister ansat på redaktionen i Marokkos største by, Casablanca.
»Berlingske,« konstaterer hun som svar på ugens højdepunkt.

»Det imponerer mig, hvordan I deler information. Både i de kæmpe redaktionslokaler, hvor journalisterne altid har kolleger ved hånden, men også i forhold til den digitale del, hvor nyheder til avisen også ender på mobilen, web og tv.«
Store ting er sket i Marokko, mens reporterne har været borte. Onsdag aften maste journalisterne sig sammen foran fjernsynet i en herboende marokkaners hjem. Der hørte de deres konge holde en tale og love reformer og mere magt til regering, parlament og domstole i en stat, hvor demokratiet ellers har ringe kår.

Kongens tale gør erfaringerne fra Danmark endnu mere værdifulde, når reporterne vender hjem for at skubbe til grænserne for en hurtigere, friere og mere professionel nyhedsdækning, siger Khadija Smiri – og iler videre på fransk:
»Al denne forandring hænger sammen med pressen, med ytringsfriheden, med pressens ansvar for at bære forandringerne igennem og for at engagere sig i de politiske dagsordener. Det er en stor chance for os for at drive udviklingen fremad og komme langt,« siger hun.

Marokkanerne glæder sig over et skred i begivenheder, der er som hentet ud af målsætningerne for IMS. Men det er selv samme nordiske udviklingsiver, som provokerer de ni arabiske kvinder ved denne sidste evaluering. Mens en udaset tolk forsøger at holde trit, sætter de marokkanske kvinder en offensiv ind, der på én gang revser og giver røde ører i hvert fald hos den udsendte reporter.

»Hvordan forventede I egentlig, at vi ville reagere på de atypiske familier?« spørger én med henvisning til mødet med den lesbiske kvinde og den enlige mor.
»Var det chok, I forventede? Vi har set ting, som er langt værre. Vi ved godt, at homoseksualitet og den slags ting eksisterer.«

Kvindernes pointe er, at Marokko er ved at finde sin egen model med de borgerrettigheder og den form for demokrati, som passer dér. Den proces kan ikke forceres ved, at journalisterne vender hjem og udbasunerer outrerede danskinspirerede ideer i mediernes spalter og på sendefladerne.
Og det synspunkt forstår projektleder Marion Hannerup egentlig godt. Da gemytterne er landet, og flyet er lettet, funderer hun over besøget fra det fremmede.

Det er rigtigt, at en del danskere er meget sikre på, at Danmark er »åh, så velfungerende«, og dén holdning må de danske værter være varsomme med at pådutte gæsterne. Men problemet er, at en del af kvinderne pure nægter at rapportere om de kontroversielle emner på deres medier i Marokko, mener Marion Hannerup.

»Den grundlæggende præmis for at være en dygtig journalist er, at du har mod på at præsentere dine læsere og lyttere for alle de tanker og typer mennesker, som findes i et samfund – også selv om du hverken anerkender dem eller ønsker, at de skal introduceres i din verden,« siger hun.