search

Et blowjob for et armbånd!

En stor del af den frie danske presse drukner hvert år faglig stolthed i gratis fadøl og knus til kilderne. For hvad gør man ikke for at blive en del af de sagnomspundne fester i Mediebyen, Roskilde Festivals forjættede bagland? Stort set alt! Det er skamfuldt, men det kan skisme også være sjovt!

En stor del af den frie danske presse drukner hvert år faglig stolthed i gratis fadøl og knus til kilderne. For hvad gør man ikke for at blive en del af de sagnomspundne fester i Mediebyen, Roskilde Festivals forjættede bagland? Stort set alt! Det er skamfuldt, men det kan skisme også være sjovt!

KULTURJOURNALISTIK. Jeg kunne nævne navne. Angive alt fra små, usømmelige skriverkarls-kollegaer til prestigetunge bladsmørere på moralske afveje. Ærekære journalister, der – ligesom mig – har for vane at stå af i Roskilde for at kaste os i grams og svæve rundt på en orangefarvet sky af sprut, stoffer og fadbamser. Naturligvis leveret af de kilder og kontakter, man måske skulle have holdt to kritiske skridt fra livet. Hvis man altså havde rygrad.
Ja, man tror, det er løgn, og det er det måske også lidt. At vi som stand kan synke så dybt og på skift sove rusen ud i nærmeste hæk. For når juni nærmer sig juli, er det, som om store dele af pressens højhellige penneførere trækker stoltheds-stikket ud, fordi de OGSÅ, for enhver pris, vil have håndleddet svøbt i medieby-armbånd og en syndflod af gratis VIP-glæder. De vil alle en tur i den by, vi kalder Medieluderen. Og jeg viser gerne rundt. Fordi en stor del af menneskets dårskab, som bekendt, består i at ville det, vi ikke må. Det forjættede land og endnu grønnere græs ligger altid dér, hvor man ikke har adgang. Og for journalister gælder det især, at hvis der er et hegn tæt på, vi ikke må passere, så insisterer vi i en sådan grad, at hvis bare faget havde halvt den samme ildhu, når det gjaldt samfundets svageste, ville de hjemløse ikke behøve at trykke deres egen avis.

MAN FØLER SIG NEMLIG LIDT som en subsistensløs taber, når man står ude i pløret, kold og våd og sulten, mens man titter gennem trådhegnet for at få blot et lille glimt af luksusløjerne i det stærkt bevogtede område. Den ligger og lokker, Mediebyen. Dér lige ved siden af Orange Scene. Når man er uindbudt, frister den med sine kulørte lanterner og lyden af særlige shows, som kun et fåtal får lov at se.
At være på Roskilde uden adgang til Mediebyen er som at vågne op i skikkelse af en vandskræk pygmæ og stå ved Gibraltarstrædet og spejde efter fordelene i Fort Europa. Man er sort og vil til de hvides land. Men i Mediebyen får ægte, muddermørke festivalbumser ikke lov at sippe årgangsvin ved hvide duge. De konstant renskurede træk/slip-toiletter er forbeholdt de riges røvhuller. De intime koncerter er kun for kendisser, musikkøbmænd og så, ja, de pressefolk, der allernådigst får lov at komme ind.
Hvert år ansøger op mod 10.000 pressefolk fra nær og fjern, og Roskilde Festival gør sit for at sortere halvdelen af de håbefulde rock'n'roll-journalister over i "dur ikke"-bunken. Thi de tider er ovre, hvor man kunne slippe gennem nåleøjet ved at påstå, at man skrev om rockfodtøj for Bandagist-bladet. Tro mig, jeg har forsøgt lidt af hvert.

DERFOR VAR MIN GLÆDE STOR, da jeg en skønne dag endte med at blive en slags rockredaktør på gratisavisen Urban. Vi fra trafikavisen var oppe at køre, for nu skulle vi klinke med de kendte og spise wasabi med wannabees som os selv og i det hele taget være forbandet medielækre i dette festpyntede reservat, hvor de behager dig med træflis og gigantiske gangbroer af plasticmåtter, hvis det regner og mudrer det mindste.
At stiletterne har det svært i det ekstravagante underlag, tager topmodellerne med et smil og et kindkys af den slags, hvor læberne aldrig møder huden.
Den funky café Pussy Galore havde engang en ambassade under de skyggefulde træer, baseret på hundedyr caffe latte og enerverende politisk korrekt økomad. Det er sådan, Mediebyen er. En gigantisk hipstercafé spændt op med baduner.
Der er flere kendte på ét sted, end når Røde Kors samler ind i bedste sendetid. Og der er en duft af grillet lam og joints på omgang, og det hele summer af high fives og smalltalk og namedropping og skingre latterbrøl, der overdøver et andet skingert latterbrøl og bliver skubbet til side af et "Heeeey, er du OGSÅ her?"
Og om natten tager de coole coke og snaver hverandre. Og de kendte snakker med andre kendte, for det er mest trygt, og så griner man lidt, når endnu en falleret rockstjerne vakler rundt i en syg brandert og bare er 'so last millennium'. Og så falder man selv i søvn i en hæk.

FØRST VAR DET SJOVT bare at være med på en lurer, men så ville jeg have mere. Man får kun plads i den billige ende, og pludselig går det op for én, at situationen kræver en hel arm af armbånd, hvis man vil begå sig godt og ikke bare stå og glo langs den røde løber. Det pudsige ved Mediebyen er, at navnet signalerer presseområde, men i virkeligheden er det journalistiske arbejdsdistrikt blot et skidelille skriveskur med en kød-rand af skribenter indenfor.
De store aviser har dog som regel lejet sig ind i egne, opstillede skurvogne, så pøbelen ikke spærrer, når bladhusenes skidtvigtige team af rockkritikere hælder nyt håb i gamle, vindtørre anmelderklichéer.
90 procent af området er forbeholdt megadyre restauranter og så de pladeselskaber, som trods alt har magten her. De har navne som Sony, Warner og Universal – og de står der på rad og række og gør sig til som festpyntede malkekøer på kunstigt græs. Skåret ud af den samme hvide skurvogn med praktisk fortelt – og klistret til med plakater af tynde rockstjerner med sort streg om øjnene og et dødalvorligt blik.

MØDER DU OP SOM FREMMEDELEMENT og spørger til lidt at slukke tørsten med, får du således verdens fjerneste blik. Du skal kende én, der kender én. Gør du mod forventning dét – og er vedkommende en rigtig fed type – er der til gengæld gratis ølarmbånd og alle tiders chance for at høre
René Dif brumme noget ubegavet, se Henrik Vibskov dandere rundt i noget tøj, han har bøffet fra en bulgarsk cirkustrup, spille bordfodbold med Nik – eller er det Jay? – kramme Tim Christensen og forsøge at score Tina Dickow, mens Frank Hvam rejser sig fra det sidste ølbord og siger: "Gud, er klokken fem om morgenen? Så må jeg også hjem. Ungerne sidder ude i bilen."
Samtidig med, at du naturligvis suger dig selv helt ned til muldvapserne i 'drinks for free', men dybest set ikke rigtig møder nogen, der gider snakke direkte med dig, medmindre du OGSÅ er kendt. Eller som minimum hedder Erik Jensen og er rockredacteur på landets i egne øjne bærende kulturavis, Politiken. Ham har jeg prøvet at udgive mig for. Det kan man sgu score på.

MED ANDRE ORD: Er du helt almindelig dødelig journalist, vil du føle dig ensom i Mediebyens pladeselskabs-have. Dog kan man sandsynligvis finde mere ligesindede typer i DR-lejren, hvilket helt i festivalens ånd dog kræver et særligt eksklusivt armbånd.
Men så får du sørme også fri bar og egne intimkoncerter og måske retten til at trykke hænder med en eller anden Boogie-vært, du har glemt navnet på. Danmarks Radio sender jo gerne mindst 150 medarbejdere til Mediebyen. Utroligt så mange praktiske grise, statsradiofonien kan hidkalde, alene for at lave et par timers håndholdt tv og optage en koncert med et upcoming indiepop-band fra Canada eller deromkring. Armbåndshierarkiet topper dog ved den helt aldeles uopnåelige Tuborg-bar. Der går adskillige røverhistorier om, hvad faglærte journalister har kastet sig ud i for at få det sorte plastic spændt fast om armen.
Vi taler kollegaer, der ifølge overleveringerne ikke alene har lagt 37 beskeder på sponsorchefens mobil, men også endte med at vise bryster til Tuborgs barchef. Vi taler en fedten, en smisken og en smasken, så alle medieorganers Gud ville korse sig af forargelse. Vi taler om røvslikkeri af en anden verden og mig, der engang tilbød et blowjob til en barchef af hankøn bare for at få fingre i alle disse herlige gratis øl i Tuborg-teltet og være tæt på selveste VIP-eliten.
Jeg fik armbåndet på forhånd, og barchefen mødte heldigvis aldrig op på parkeringspladsen klokken 23.15 som aftalt. Han havde nok alt for mange aftaler den dag.
Men heller ikke i Tuborg-katedralen virker det gamle mundheld "en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu."
For absolut ingen stjerner henvender sig frivilligt til dig, selv om du gør det så flot og soler dig så fint med dit nye, funklende sorte arm-vedhæng. Selvfølgelig stiger man pænt i anseelse blandt sine taber-kollegaer, men desværre kan man ikke tage al den gratis øl med UD af baren, så dér sidder man så mutters alene, mens gutterne morer sig ude på festivalpladsen med live- musik og dåseøl.

DET ER DÉR, sagerne kommer i deres rette perspektiv. Vi har alle brug for en ven. Man kan føle sig så alene, når man er havnet i det helt forkerte selskab med sit åh så eftertragtede armbånd.
Som dengang et hold aber ude fra festivalpøbelen samlede så meget skrald, at de vandt en aften i Paradis. De fik lov at komme backstage og se Neil Young, men de fik sgu også lov at komme i Tuborg-baren. At modtage Armbåndet. På lånt tid, forstås. Hold op, hvor så de ud, som de sad der og lignede bådflygtninge, der lige var trukket ind på en italiensk strand, mens parfumeprinser og sminkedukker vimsede forbi ved barbordene, og lamslåede studsede over, hvordan rigtige festivalgængere dog så ud. Skraldedrengene ville hellere hjem til Abelejren, som var det faste navn på deres samling af ramponerede telte ude på Camping East. Jeg gik med og har aldrig oplevet så vild og intens og hjertelig en fest og folk, der ligefrem sagde: "Det kan godt være, du er journalist og har det der medieby-adgang, men næste år må du gerne bo her. Alle er velkomne. Der er masser af bajere!"
Det har jeg gået og fortalt til alle de medieludere, der endnu ikke har aflagt besøg på den "rigtige" Roskilde Festival. Jeg har også sagt, at jeg i år vil være pantsamler. Ligesom aberne. Men jeg får brug for hjælp til at holde mig væk fra den halve kvadratkilometer luksus, man kalder Mediebyen. Tænk, hvis nogen pludselig tilbyder mig et VIP-armbånd. Tænk, hvad man dog ikke kan gå glip af.

Kommentarer
5
Kristian Bæk Michelsen
18.06.09 21:07
En pikprut for et armbånd!

Hej René.

Du er selvfølgelig stadig mere end velkommen :) Har du stadig mit nr.?

 Hvor er det skuffende at der findes et sted på Roskilde Festival hvor man resolut bliver hevet ned fra bordet når man vil sprede lidt stemning med en lille p-prut..

Mvh. Homokristian

Fremhævet af Journalisten
Ditte Giese
19.06.09 11:26
Re: Et blowjob for et armbånd!

Kære René,  Tuborgbaren er det kedeligste sted på hele Roskilde, det er jo derfor, de har været nødt at få en dørmand, der sikrer, at man ikke tager de gratis øl og løber. Nu skal man drikke den på stedet. Jeg er kun kommet der et år, der hvor det pissede ned i døgndrift, og Tuborgbaren var et af de eneste steder med tørvejr. Hvilket resulterede i, at gulvet brast sammen, ih hvor festligt...   

Mediebyen er i den grad overvurderet, især fordi man ikke kan få lov at købe sine drikkevarer selv, men skal te sig som en billig skøge overfor kapitalister fra musikbranchen for at få en sjus.

Bedste hilsner'

Ditte Giese

PS: Hvor bliver din afslørende reportage fra Tivoli's belysningsfest af? Der gik rygter om, at du var gået undercover og det hele?  

Fremhævet af Journalisten
Christian Rundager
24.06.09 20:30
Re: Et blowjob for et armbånd!

Fantastisk artikel!

:)

Fremhævet af Journalisten
Leif Carlsen
06.07.09 23:29
Re: Et blowjob for et armbånd!

Ja, det var en herlig artikel, befriende selvudleverende. Alle, som opererer backstage, har nok selv en rem af huden, hvad luderiet angår. Kun de færreste holder sig tilbage, når der er gratis KOLDE øl, og alternativet er LUNKNE DYRE øl i sølet udenfor det forjættede land, hvor man oven i købet skal stå i KØ.

At det så langt fra er alle, der befinder sig backstage eller i presseafd. i embeds medfør er en anden sag - men festligt er det, og hvorfor kan det ikke lige så godt være Dyrskuepladsen i Roskilder, der lægger mark til Vores Personalefest. Den er jo særdeles velegnet, og musikken er som regel ganske udsøgt.

Af selvoplevede, storslåede milepæle kan jeg i flæng nævne Bob Marley and the Wailers, Dave Swarbrick, Jim Page, Rory Gallagher, Dire Straits, Santana, Manu Chao, Rammstein, Arthur Lee & Love, Neil Young & Crazy Horse...

Heraf kan den vidende læser udlede, at min hærgen på Roskilde har bredt sig over foreløbig fire decennier - så nu kan det vel godt afsløres, at det såmænd var Yours Truly, der i 1978 låste Elvis Costello og hans såkaldte Attractions inde i deres skurvogn. Denne Costello var mig nemlig et nummer for arrogant og ville hverken give ekstranumre eller snakke (ret meget) med pressen. Så ku' han lære det.

Vi ses næste gang!

Fremhævet af Journalisten
Kristoffer Føns
09.05.11 17:29
Re: Et blowjob for et armbånd!
Skægt indblik i det forjættede land. Håber at jeg en dag selv kan opleve dette mekka..
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen