search

ET BILLEDE FORTÆLLER MERE END TO-TRE ORD

Der er ikke noget så smukt som den gode, klassiske kriminalreportage, hvor helte-journalisten får færten af en sag, bider sig fast, borer dybere og til sidst får afsløret den onde skurk, der tilstår, at han er en ond skurk.

Der er ikke noget så smukt som den gode, klassiske kriminalreportage, hvor helte-journalisten får færten af en sag, bider sig fast, borer dybere og til sidst får afsløret den onde skurk, der tilstår, at han er en ond skurk.
Den slags reportager, der lokker uskyldige unge ind i journalistikken for kun at opdage, at 99 procent af arbejdet er et omskrevet Ritzau-telegram og en case med en sur kvinde i Køge.
Nej, virkelighedens kriminalitet er ikke helt så sort-hvid som drama-afdelingernes Edderkoppen, Taxa og Station 2 forsøger at fortælle os. Men alligevel: Det er nu en smuk genre. Der er bare to ting i kriminaljournalistikken, jeg ikke forstår: billeddækningen og politi-talsmændene.
Vi begynder med billederne. Medierne er vilde med at vise os de sigtede, og der findes da næppe mere ligegyldige billeder. De sigtede har set de samme Hollywood-film som journalisterne, så de ved godt, at de skal tage jakken over hovedet. Og hvis ikke, skal medierne alligevel sørge for, at ansigtet bliver retoucheret til ukendelighed.
"Aha, han er typen, der går i brune fløjlsbukser", tænker vi så. Og når de sigtede i politibilen er på vej fra retssalen, kan man som tv-seer enten kigge endnu en pilotjakke dybt i øjnene og virkelig få noget med hjem på den konto – eller hvis man er heldig se en midaldrende herre med overskæg og udbryde et "Ja, man kan jo se at han er skyldig" inden man opfatter, at det er en betjent, der skal passe på den sigtede.
Værre bliver det, når de stakkels ofre og pårørende bliver jagtet.
Forældrene til måske sexmisbrugte børn skulle til møde i daginstitutionen. TV 2/NYHEDERNE filmede dem gå ind, selvom de helt tydeligt ikke brød sig om det. Senere filmede fotografen gennem et vindue til det ubehagelige møde. Konklusionen foran tv'et: "Hmm, de er typen, der sidder ned, når de lytter. Nu forstår jeg problemstillingen meget bedre".
Hvad skal vi med de billeder? De er kedelige, og de generer folk, der formodentlig har det svært nok i forvejen.
Hvorfor skal 25 fotografer spærre indkørslen til uskyldige menneskers indkørsel, når de bliver interessante for pressen? De melder ud, at de ikke vil fotograferes, og så skal man da have dumpet mange gange til den lille billedredaktør-uddannelse, hvis man tror, at fotografen kommer hjem med en billedserie, hvor ofret krænger sig ud foran sin nye hjørnesofa. Nej, det bliver til endnu en flok fotografer, der fotograferer hinanden i stedet for at fotografere det offer, der ikke er der.
Det andet, jeg ikke forstår, er politi-talsmændene, der tror, at knudret sprog er lig troværdighed. Går de til eksamen på Politiskolen i "Pacificering med lang tillægsform?"
Det eneste, man kan rose dem for, er deres mod: De stiller igen og igen op foran kameraerne i et vindstøds-mæssigt så farligt sted som Politigården, hvor kastevinde kan få katastrofale følger for dem, der har valgt den populære korps-hårmode at gro de få tilbageværende hår over ørerne umanerligt langt, for derefter at klistre dem hen over den ellers flotte skaldede isse. Man kan næsten se dem stå foran spejlet, mens de drømmer om den næste rapport: "Trods en formidabel hårpragt lykkedes det undertegnede bemeldte kollega at observere subjektet, og fortfarende observerende observanten optage forfølgelsen, hvorpå undertegnede opstartende eftersætningen af den på politiradioen efterlyste eftersatte den mistænkte pågældende vedkommende mandsperson af ukendt herkomst … på sigt … for nuværende."
Herfra skal ikke lyde nogen spydige kommentarer om, at det er mærkeligt, at man har en afdeling for hårdere kriminalitet, når de helt tydeligt mangler en afdeling for hår-kriminalitet. Den slags er vi højt hævet over. Jeg har stor respekt for politikorpsets bedrifter … hvis jeg altså har forstået dem rigtigt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen