Amerikansk presse har altid gjort meget ud af (gør det fortsat) sin uafhængighed og – siden Watergate – sin kritiske uafhængighed. I dækningen
af Bill Clinton-sagen blev alt dette skippet til fordel for et andet princip: komme-først-med-hvad-som-helst-konkurrencen.
Ingen har i særlig grad dyrket selvstændig efterforskning – selv de mest ressourcestærke blandt aviserne og tv-selskaberne har denne gang – modsat Watergate – begrænset sig til at brygge videre på partsindlæg, som igen og igen har vist sig at være på kanten af eller helt ude i fiktionen.
Uden dette ukritiske pressemedløb havde der efter min opfattelse ikke været en rigsret. I sidste ende slog afstemningen i senatet fast, at vi ikke havde at gøre med en juridisk, men med en politisk sag.

Tre-fire billeder vises fast, næsten som ikoner, når tv-reportagen handler om den sag, som her i vintersæsonen førte til en rigsret mod præsident Clinton: Der er billedet, hvor præsidenten i en stor, jublende folkemængde omfavner den rundkindede Lewinsky med baskerhuen; der er optagelsen fra storjuryen, hvor præsidenten hæver højre hånd og sværger – og hvor dårlig belysning og stor bagklogskab klart afslører, at han lyver; der er pegefingerbilledet, hvor præsidenten garanterer, at han »aldrig har haft sex med den kvinde«.
Der er yderligere et billede, som ikke har været genopført i månedvis, men aldrig bør glemmes: Studieværten på CNN, der sidder foran en fax og river siderne af efterhånden, som de kommer ud af maskinen, og på må og få læser udvalgte stumper direkte til kameraet, som sender live.
Det var afslørende tydeligt, at en person blandt anklagerne på forhånd havde markeret på faxpapirerne, hvor og på hvilke sider der var saftige afsnit, hvor tv-journalisten kunne springe paragrafrytteriet over og peppe programmet op.
Det var lige så tydeligt, at journalisten havde afskåret sig selv fra enhver mulighed for overblik, kontrol med materialet og – væsentligere – kontrol med, hvad journalisten og journalister i det hele taget lader sig bruge til.
Situationen opstod, da Starr-rapporten med bilag blev offentliggjort. Man vil huske, at det republikanske flertal i retsudvalget i Repræsentanternes Hus havde modsat sig, at præsidenten fik lejlighed til at smugkigge rapporten og forberede et svar. Præsidenten, den anklagede, skulle ikke have nogen fordel frem for den brede offentlighed, som selv skulle være i stand til at bedømme og dømme, uanfægtet af præsidentens dæmoniske manipulationer.

Ikke desto mindre har Clintons anklagere i Kongressen mere end antydet, at de har følt sig svigtet af pressen i denne sag. Man kan vælge at trække på smileren: Det er altid pressens skyld, når noget ikke går helt som folk har forestillet sig. Men spørgsmålet er nu alligevel, om ikke de kan have ret i deres fornemmelse af svigt.
De første mange måneder blev anklagerne båret frem af et totalt brøl af medløberjournalistik. Anklagerne kunne kun tro, at de havde en stor folkelig sag, som uden slinger ville føre frem til årets eller årtiets historie: Den korrupte, amoralske, sexfikserede præsidents afgang i skam og vanære.
Medløbet gik helt til tops – også i den traditionelt seriøse del af pressen, hvor lederskribenter (The Washington Post, The New York Times, The Economist) forlangte præsidentens afgang, længe inden Starrs materiale var blevet analyseret og vægtet og modsagt.
Tør man minde danske lederskribenter (ingen nævnt, ingen glemt) om, at de også fremførte samme dristige krav på samme tynde grundlag af almindeligt medløberi?
De republikanske anklagere opdagede for sent, at de var blevet svigtet af denne hvirvelstorm af påtaget forargelse. Kongres-valget i november fik det forenede og samlede tv- og pressekorps til at vende om og vende sig mod de anklager og de anklagere, som ellers så generøst havde fodret samme korps, som nu foruroligende samlet fik øje på den ny historie: Præsidenten vender tilbage, The Comeback Kid har gjort det igen, Hillary har tilgivet, det er synd for Chelsea, hvordan mon præsidenten vil hævne sig og hvornår.
Tør man endnu engang minde om det dobbelte medløb i danske aviser og hos public service-stationerne. Denne gang med den sædvanlige tilbagefaldsposition, når det drejer sig om amerikanske forhold: Amerikanerne er gale, tossede, vanvittige, dumme, puritanske, sexgale, og først og fremmest og modsat os aldeles ukultiverede. (Bent Albrectsen på Politiken var endnu engang den stærkt personlige, indsigtsfulde, idiosynkratiske undtagelse.)

Det er jo ikke, fordi der ikke har været masser af andre vinkler. Man kommer f. eks. ikke uden om, at det republikanske flertal undervejs brød så mange regler, at det i sig selv burde have inviteret til spørgsmål og historier.
Jeg tænker ikke kun på almindelige fairness-principper omkring offentliggørelsen af Starr-rapporten og andre dokumenter, som udelukkende var én advokatundersøgers instilling, dvs. anklagerens materiale.
Af mere vidtrækkende konsekvens har det vel været, at man i to tilfælde har offentliggjort videooptagelser og udskrifter af storjury-afhøringer af præsidenten. Storjuryernes opgave er ikke at dømme, men udelukkende at rådgive en dommer om der i en anklagers materiale er stof nok til, at man bør skride til næste punkt: at rejse sag. Netop fordi der er tale om forundersøgelser, har vidner trygt kunnet udtale sig – i sikkerhed om at der eksisterer en flerhundredårig tradition for, at deres udtalelser er omfattet af fortrolighed.
Krænkelsen af dette retsprincip – og en række andre (blandt dem: medvirken til hemmelig aflytning, offentliggørelse af udskrifter af ulovlig hemmelig aflytning) er stort set gået upåtalt hen, også af lederskribenterne.
Det er ikke engang sikkert, man har lært noget af forløbet. I januar dukkede pludselig en historie op om, at præsidenten midt i 80'erne skulle have besvangret en sort dame. Historien holdt sig i flere dage, indtil en DNA-prøve på en dreng, der skulle være resultatet af denne påståede affære afslørede, at denne historie var falsk.
I forrige uge var den gal igen: Forsidehistorier om at præsidenten, da han for tyve år siden var justitsminister i Arkansas, skal have voldtaget en lokal kvinde. Kvinden er forlængst blevet afhørt af Kenneth Starr, og selv han har ikke kunnet finde anvendelse for hende i sin rapport.
Tør man nævne, at begge disse sidste to historier også fik pæne placeringer i danske aviser.