Medieåret 2008: Det kommende år vil reducere antallet af gratisaviser i Danmark. Det spår 24timers chefredaktør Marianne Gram, der som den første af en stribe mediepersoner giver Journalisten.dk sit bud på udviklingen i 2008.
»Der er stadig ikke pålæg nok til det brød.«
Sådan siger Marianne Gram om gratisavismarkedet ved indgangen til 2008. Hun forudser, at der ikke vil være fire landsdækkende gratisaviser tilbage, når vi fejrer nytår næste gang.
»Jeg ser 2008 som et meget afgørende år for gratisaviserne. Det er selvfølgelig umuligt at forudse, men det vil være logisk, at der vil blive færre end fire på markedet. Enten fordi nogle fusionerer, eller fordi de simpelthen bukker under,« siger hun.
Hun peger især på det høje udgiftsniveau som en afgørende faktor for overlevelse i gratisavisbranchen.
Netop justering af udgiftsniveauet har ligget højt på dagsordenen hos 24timer i 2007, og sådan vil det også blive i det kommende år.
»Målet er, at 24timer skal være en bæredygtig forretning, og det skal ske ved at bevare læsertallet på 500.000, som det er i dag, men gennem færre eksemplarer. I dag har vi 1,5 læsere per eksemplar, og det tal skal gerne være endnu højere. I 2007 indgik vi nogle strategiske samarbejder med Nordjyske og Fyens Stiftstidende, hvor de producerer sider til lokaludgaver af avisen, og den slags kunne der sagtens blive mere af, hvis mulighederne opstår,« siger Marianne Gram.
Der vil også blive bragt færre udgaver af 24timer ud i de danske postkasser i 2008. I løbet af 2007 ændrede avisen afgørende distributionsmetode fra at få husstandsomdelt 80 procent af oplaget til i dag at være en fifty-fifty løsning med trafikomdeling, og den udvikling vil fortsætte, anslår Marianne Gram.
Der er ikke planlagt større redaktionelle ændringer eller tiltag på 24timer. Til gengæld vil man løbende korrigere både på form og indhold.
»Hvis der er noget, jeg har lært af de sidste to år, så er det, at der hele tiden skal justeres. I dag varer det ikke længe, før noget virker gammeldags, så vi skal hele tiden være klar til at lancere en ny klumme, en ny tegneserie, et layout og så videre. Jeg tror, tiden er løbet fra de store relanceringer, der kommer en gang hvert eller hvert andet år,« siger Marianne Gram.
Generelt tror hun på et 2008, der flytter stadig mere omsætning fra de trykte medier til internettet, og så tror Marianne Gram, året vil bringe flere samarbejder og opkøb på tværs af medieplatformene i mediebranchen. En udvikling, der vil føre til endnu større mediehuse end i dag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.