Mark Blach-Ørsten har sammen med andre forskere analyseret dansk erhvervsjournalistik. Resultaterne viser, at journalister dækker erhvervsstoffet bredt, og han vurderer, at de er uden skyld i finanskrisen.
Erhvervsjournalistikken er blevet klandret for at medvirke til finanskrisen i Danmark. I sidste uge skrev Journalisten.dk artiklen 'Medierne har medansvar for finanskrise,' hvor lektor fra Journalisthøjskolen Roger Buch siger, at erhvervsjournalisternes dækning af aktiekurserne og boligpriserne har været jublende ukritisk.
Mark Blach-Ørsten er ikke enig med Roger Buch.
»I Danmark er der masser af eksempler på god erhvervsjournalistik. Det bedste, en politisk journalist kan foretage sig, er at vælte en politiker. I erhvervsjournalistikken bliver der skrevet mange artikler om virksomhedsskandaler, hvor journalister vælter lederne,« siger Mark Blach-Ørsten til Journalisten.dk.
Han er en af forskerne i projektet Pro Media, som har analyseret dansk erhvervsjournalistik fra 1995-2005. Specifikt har forskerne analyseret erhvervsjournalisternes dækning af 30 stærke private, offentlige eller fondsejede virksomheder.
Ifølge Pro Medias forskning handler 50-60 procent af de erhvervsjournalistiske artikler om virksomheders præstationer.
Den anden del, 40-50 procent, handler om medarbejderforhold, cheflønninger, etiske investeringer, og om alt andet end præstationsjournalistik.
»Erhvervsjournalistik er med til at skabe åbenhed. Journalisterne overvåger virksomhederne, og befolkningen får et indblik i virksomhedernes moral og økonomi,« forklarer Mark Blach-Ørsten.
Ifølge Pro Medias analyser opererer medierne især ud fra tre typer af afslørende erhvervsjournalistik.
1. Komplicerede økonomiske skandaler.
2. Etiske skandaler.
3. Personlige skandaler.
I slutningen af året udgiver forskerne i Pro Media en bog med resultaterne af analyserne af erhvervsjournalistikken. Pro Media er finansieret af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@ Preben Nielsen
Jeg synes, at Lisbeths blogindlæg og i særdeleshed de mange kommentarer belyser en del, omend der søreme er mange lag: fra krisen i USA til de hjemlige +/- 3 procent forandringer på den danske børs.
Noget jeg savner i den økonomiske journalistik er Nationalbankens løbende kommentarer.
Det er som om de blev lidt kedelige at høre på, da der ikke mere var arbejdsløshed, inflation og underskud på betalingsbalancen.
Måske var det en helt fint idé at få dem moderniseret, så vi kan holde ud at høre på dem - og jo også at lytte lidt til, hvad de har at sige.
Lisbeth Knudsen svarer igen:
http://lisbethknudsen.blogs.berlingske.dk/2008/09/27/finanskrisen-og-mediernes-ansvar/
@ Jens Tovborg
Du har åbenbart fået en masse oplevelser, siden du kan præstere en sådan fortælling. Hvis du virkelig interesserer dig for den journalistiske proces vil jeg imidlertid anbefale dig at tage ud på en erhvervsredaktion, f.eks. Børsen eller Jyllands Posten.
Hej Michael,
Godt spørgsmål, og svaret er et kvalificeret gæt, som bygger på følgende eksempel:
En virksomhed sender en fonds- eller pressemeddelelse ud, og journalisten læser hurtigt meddelelsen igennem og indhenter en kort kommentar fra firmaets direktør og måske fra en analytiker, som kan kvalificere de finansielle budskaber i meddelelsen. Det skyder jeg til at tage mellem en og fire timer for en erfaren erhvervsjournalist . Med mindre journalisten vælger at grave dybere og bruge længere tid på research. Men lad os for eksemplets skyld antage, at mellem en og fire timer er et realistisk bud på den tid, det tager at lave en kommenteret version af historien med et par opklarende spørgsmål.
I forvejen har virksomheden så brugt tid på at forberede sig på historien. Selv om det ikke bør tage længere end en halv til en hel time at skrive en god pressemeddelelse, skal der medregnes tid til interne høringsrunder hos chefen for investor relations og talspersonen i direktionen og måske en fagperson for det forretningsområde, historien handler om.
Formentlig har der også været et forudgående møde, inden meddelelsen skrives, hvor i hvert fald investor relations-chefen og presse-personen aftaler, hvordan historien skal vinkles, hvad der skal fremhæves, hvad der ikke skal belyses særskilt osv. Alt sammen for at få en dækning, der svarer mest muligt til den version af historien, virksomheden ønsker at få i medierne.
Hvis du i denne opstilling medregner timerne for alle disse personers arbejde med historien, ryger det samlede timeforbrug let op på mere end ti timer. Hvis historien er afgørende for aktiemarkedets tillid til virksomheden, kan forberedelsen let tage længere tid.
Hertil kommer så tiden, det tager for virksomheden at sælge historien ind på redaktionerne. Det er ikke nok blot at sende en meddelelse ud og så håbe det bedste. Historien skal sælges eller pitches, som det hedder på PR-sprog. Derefter bruger virksomheden tid på at svare på henvendelser fra pressen efterfølgende. Det kommer oven i de 10 til 40 timer.
Nu ved jeg godt, det er fuldstændig umuligt at generalisere om den slags, men min pointe er blot, at virksomhederne kaster væsentligt flere ressourcer i en enkelt erhvervshistorie sammenlignet med den tid, en journalist har til rådighed.
Og det kan måske forklare, hvorfor journalisters dækning af en historie nogle gange vurderes som letkøbt eller overfladisk sammenlignet med den viden og de ressourcer, virksomheden kaster i historien.
Mvh Jens
@ Jens Tovborg
Hvor sikre kan vi være på, at der er brugt så langt tid af virksomheden - og at en til fire timer slår til?
Flere