Berlingske Media går nu helt nye veje for at skaffe sig indtægter til koncernen. Små og mellemstore virksomheder tilbydes at købe sig plads på en ny brancheportal mod et årligt beløb på 3.750 kroner.
Bag projektet står ErhvervsBladet, der opretter en ny brancheportal, hvor landets mindre og mellemstore virksomheder skal kunne profilere sig over for titusindvis af "potentielle kunder og leverandører", som det hedder.
Mod en fast betaling på 3.750 kroner kan virksomhederne få lov til at præsentere deres varer, komme med nyheder om virksomheden, netværke og udveksle erfaringer. Det bliver tillige muligt at lægge opgaver i udbud og få professionel rådgivning fra eksperter inden for hvert deres felt.
"Vi ved, at der er masser af danske virksomheder, der har behov for at komme ud med sine budskaber til vores målgruppe. Den mulighed giver vi dem nu med Brancheportalen. Vores ønske er, at vi kan bidrage proaktivt til at skabe merværdi for landets små og mellemstore virksomheder med det her nye tilbud. Vi forventer en stor tilgang af medlemmer, når først portalen bliver kendt blandt vores læsere," siger chefredaktør for ErhvervsBladet Morten Asmussen i en pressemeddelelse.
Ifølge ErhvervsBladets egen opgørelse, har Evb.dk dagligt mere end 100.000 brugere, og det er dem, virksomhederne nu selv kan komme i direkte tale med.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.