Erfarne damer og unge praktikanter

 Dagbladet Børsen nyder godt af, at andre blade kaster det grå guld ud. På halvandet år har bladet ansat tre kvinder i alderen 55-67 år.

 

Dagbladet Børsen nyder godt af, at andre blade kaster det grå guld ud. På halvandet år har bladet ansat tre kvinder i alderen 55-67 år.

Dagbladet Børsen er til modne damer. I hvert fald er der tre kvinder over 50 år blandt de i alt otte medarbejdere, som bladet har ansat siden januar 2001.

“De andre bladhuse må være bange for erfarne medarbejdere,” mener en af tre kvinder, Dorte Toft. Hun henviser til, at de seneste års mange fyringer på andre blade ikke mindst har ramt modne kvinder.

Dorte Toft er 57 år og har dækket it-stof på Børsen siden januar 2001. På samme tidspunkt tiltrådte Gitte Kjær som 56-årig på navneredaktionen. I år fik de selskab af 67-årige Lotte Freddie, som dækker mode og livsstil på en freelance-kontrakt.

Dorte Toft sagde selv op på Computerworld i 1999 efter seks år, og de to andre kvinder bekræfter billedet . Gitte Kjær forlod Jyllands-Posten efter fem år og Lotte Freddie nåede 23 år på Berlingske Tidende, før hun blev pensioneret den 28. februar i år.

“Jeg ville gerne fortsætte, men Berlingske havde åbenbart ikke råd til at beholde mig. Så begyndte jeg herovre dagen efter,” fortæller Lotte Freddie.

Ifølge tillidsmand Jørgen Andresen har de tre kvinder forøget andelen af plus-50-årige på redaktionen med 50 procent. Af de 60 redaktionelle medarbejdere er seks mænd over 50 år.

“Det viser bare, at der er masser af ressourcer i ældre medarbejdere. Ligesom der findes både kvikke og sløve unge, findes der kvikke og sløve ældre,” fastslår chefredaktør Leif Beck Fallesen – selv 55 år.

Han afviser, at der er tale om positiv særbehandling – en journalist skal ikke partout være en kvinde over 50 år for at blive hyret af Børsen.

“De tre er udelukkende ansat på grund af deres kvalifikationer. Vi praktiserer ikke at hyre folk ud fra køn eller alder,” siger Leif Beck Fallesen.

Dorte Toft vil da også have sig frabedt at blive ansat ud fra en køns- eller alderskvote.

“Børsen har jo ikke ligefrem ry for at være en velgørende virksomhed,” konstaterer Dorte Toft.

På den anden side mener hun, at alderen og erfaringen har givet hende ekstra kvaliteter som medarbejder.

“Jeg er blevet sværere at løbe om hjørner med. Jeg har stor glæde af samspillet med de unge gutter, som har stærk teoretisk ballast. De plukker så min hjerne, når det gælder viden om virksomheder og it,” siger Dorte Toft.

Lotte Freddie opfatter også sig selv som en langt bedre journalist end for 20 år siden.

“Helt givet. Jeg ved meget mere, jeg er i stand til at formidle det bedre, og jeg skriver bedre. Det får Børsen glæde af. Her har de åbenbart forståelse for, hvad et erfarent menneske kan tilføre,” siger Lotte Freddie.
Hun mener dog ikke, at alder er en kvalifikation i sig selv.

“På mit stofområde er det lyst og nysgerrighed, der tæller. Men det gælder vel alle områder, og det har ikke noget med alder at gøre. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man stadig er søgende oppe i hovedet eller bare sætter sig ned og siger: Nå, det var så dét,” fastslår Lotte Freddie.

De tre kvinders ankomst ændrer også kønsfordelingen på redaktionen, som ifølge tillidsmand Jørgen Andresen er “ufatteligt mandsdomineret”. Han anslår, at 80 procent af de redaktionelle medarbejdere er mænd.

Den fordeling er dog ved at blive brudt op i alle aldersgrupper.

“Tidligere var det svært at tiltrække kvinder til erhvervsjournalistik. Sådan er det ikke længere. Nu har vi kvinder på både finansstoffet og it-stoffet, ja, næsten alle områder,” siger Leif Beck Fallesen.

Ud over de tre modne damer er det især unge kvinder, der trækker kvindedelen op – netop som følge af en aktiv kønskvotering.

“Vi satser på en overrepræsentation af kvinder blandt praktikanterne. De søger ofte tilbage – dels fordi de kender stedet, dels på grund af den forholdsvis høje løn,” siger Jørgen Andresen.

 

0 Kommentarer