Normalt er debatten direkte og åben på Politiken, men efter en stribe fejl i avisen løber historierne langs panelerne. Tøger Seidenfaden har følt sig nødsaget til at fortælle sine medarbejdere, at han ikke forsøger at undergrave den 'facts-baserede journalistik'.

SKOTTER. Det vigtigste spørgsmål først:

Er der vandtætte skotter på Politiken? Findes der en skarp adskillelse mellem avisens holdning i lederne og den uafhængige journalistik i spalterne?

Et relativt enkelt spørgsmål. Især hvis man spørger Jens Rohde, Pia Christmas Møller, Carsten Juste, Stig Hjarvard og en række andre meningsdannere. De mener ikke, at der er vandtætte skotter. De har på hver deres måde slået fast, at Politikens redaktionelle valg er et udtryk for chefredaktør Tøgers Seidenfadens personlige holdninger. Et af 'beviserne' er en række uheldige fejl, der alle vipper i Tøgers favør.

Det er hårde beskyldninger. Beskyldninger, som nu giver ekko internt på Politikens redaktion:

Påvirker Tøgers holdninger vores journalistik?

Politiken er normalt forvænt med en åben debat på det interne elektroniske debatforum 'efterkritikken'. Helt i tråd med Tøgers egen stil. Men en række Politiken-journalister fortæller, at snakken er flyttet fra intranettet til krogene. Derude trives blandt andet rygtet om, at visse medarbejdere har følt sig presset af Tøger.

Historierne nåede for nylig også kantinen, hvor avisens tillidsmand, Lars-Bo Larsen, sad. Han bad med det samme om et møde med chefredaktøren.

»Der kører mange ting i øjeblikket. Historien var, at Tøger havde været for engageret. Han havde været inde og diskutere nogle ting, som han ikke skulle have været. Derfor tog jeg en snak med ham. Og som jeg ser det i dag, så har Tøger været for over-ivrig i én situation, hvor han ikke skulle have været det. Og det har vi snakket om,« siger Lars-Bo Larsen.

'Situationen' er den såkaldte mappe-historie.

Søndag den 26. februar udkommer Politiken med tophistorien »Eksperter: Muhammed-mappe indeholdt kun mindre fejl«.

Historien er skrevet på baggrund af hele fem sider i PS-sektionen. Politiken har fået oversat den 43 sider tykke mappe, som to delegationer fra Islamisk Trossamfund havde haft med i Mellemøsten. I mappen var blandt andet JPs tegninger, Week-
endavisens bagside (som blev kaldt en forside) og det efterhånden berømte grisebillede.

Historien er politisk vigtig. Ifølge meningsmålinger mener det meste af Danmark, at Islamisk Trossamfund er hovedansvarlig for Muhammed-krisen. Imamerne har rejst rundt med mappen som en tændstik, der satte ild til hele regionen. Sådan er den almindelige opfattelse.

Men ifølge forsiderubrikken på Politiken holder det altså ikke. Der er kun 'mindre fejl' i mappen. Dermed har man fat i de forkerte skurke. Og flaskehalsen kan pege tilbage på den danske regerings håndtering af sagen.

Der er bare et problem med Politikens forside: Rubrikken er ikke dækkende. De to eksperter, som vurderer teksten i Politiken, siger ikke noget om mindre fejl. Og læser man Politikens oversættelse, viser det sig, at imamerne har lavet en række klare fejl. Endelig indeholder de fem sider ikke et ord om, hvad den muslimske delegation rent faktisk sagde på deres tur til Egypten. Det var ellers planen, at det skulle være det ene ben i dækningen, men på grund af tidsnød røg det ud.

Søndagshistorien bliver diskuteret heftigt på Politiken, hvor der er bred enighed om, at rubrikken mangler dækning. Rygtet løber også hurtigt om, at det er Tøger, der har været på spil.

Normalt blander Tøger sig kun sjældent i den daglige journalistik. Det lader han den journalis-tiske chefredaktør, Per Knudsen, om. Men under Muhammed-sagen har Tøger været langt mere aktiv end normalt. Selv om han ikke er uddannet journalist og heller ikke er berygtet for sine journalistiske evner. Tillidsmand Lars Bo Larsen sagde således til Journalisten tidligere i år, at 'Tøgers ansættelse her hos os er et af de største efteruddannelsesprojekter i dansk dagspresse'.

De fleste ved, at Tøger var meget engageret i mappe-historien. Det var Tøgers egen idé at lave den kritiske gennemgang af mappen. Han har talt med de journalister, der har arbejdet på historien. Og at han ikke har lagt skjul på, at han opfatter oversættelsen af mappen – og ekspertkommentarerne – som en frifindelse af imamerne.

Men står Tøger også bag rubrikken?

Trekløveret bag den lange PS-historie er Trine Maria Ilsøe, Stephanie Surrugue og Fikré el-Gourfti. De har haft ualmindeligt travlt. Trine Maria Ilsøe, der er pennefører, begynder først at skrive på PS-historien fredag eftermiddag. Klokken 23 om aftenen afleverer hun, og allerede næste morgen er det hele i trykken.

Derfor understreger Trine Maria Ilsøe, at chef-redaktør Tøger ikke har været 'inde over' den historie. De har talt om den i løbet af fredagen, ja. Hun kender hans holdning til sagen. Men han har ikke ændret et komma, understreger hun.

Det er også Trine Maria Ilsøe, der skal skrive forsidehistorien om lørdagen. Den skriver hun hjemmefra og mailer den ind til nyhedsredaktør Dorrit Saietz.

I starten uden rubrik.

De taler om den, og Dorrit Saietz mailer en beskåret version tilbage til Trine Maria Ilsøe. Sådan bliver forsidenyheden redigeret. Helt efter bogen.

»Og den blev ikke strammet på noget tidspunkt,« siger Trine Maria Ilsøe, som blev ved med at fastholde, at historien var 'lidt på den ene side og lidt på den anden'.

Derfor er hun heller ikke tilfreds, da hun dagen efter ser artiklen med rubrikken »Eksperter: Muhammed-mappe indeholdt kun mindre fejl«.

»Der er ikke dækning for den. Og jeg vil bare gerne sige, at det ikke er mig, der har lavet den.«

Da Journalisten taler med nyhedsredaktør Dorrit Saietz, lægger hun ikke skjul på, at hun har talt med Tøger Seidenfaden i løbet af lørdagen.

»Han diskuterer forsideartiklen med mig. Og han har en masse meninger om den. Men det er mig, der redigerer artiklen,« fastslår Dorrit Saietz, som også siger, at det er hende, som 'foreslår rubrikken', selv om hun i dag godt kan følge kritikken af den.

– Er der nogle af de ting, som Tøger gerne vil have ændret, som bliver ændret?

»Tøger mener en hel masse om den artikel. Han synes, at det er en fantastisk artikel,« siger nyhedsredaktøren.

»Hans opfattelse er, at eksperterne frikender mappen. Og det synes jeg ikke, at der er journalis-tisk er dækning for. Jeg synes også, at eksperterne er meget kritiske over for rapporten, og det synes jeg får lov at afspejle sig i de artikler, der bliver bragt i avisen.«

– Påvirker hans opfattelse på nogen måde dig, da du skriver rubrikken?

»Man bliver vel påvirket af alt muligt. Jeg mener jo, at jeg skriver den bedst mulige rubrik. Som passer til artiklen og samtidig kan stå der. Om jeg er påvirket af Tøger, skal jeg ikke kunne sige – det er ikke Tøger, der kommer med forslag til, hvilke ord der skal bruges i den rubrik, det kan jeg sige.«

Flueknepperi, tænker nogen måske. For er det ikke meget naturligt, at en chefredaktør har nogle holdninger? Og hvad nu, hvis han virkelig har påvirket Dorrit Saietz og måske påvirket nogle menige journalister til at vinkle en anelse anderledes? Er det så slemt?

Ja. I hvert fald på Politiken, som i forvejen er under kraftig beskydning for ikke at have vandtætte skotter. Rubrikken bliver på avisen opfattet som endnu en fejl i rækken af uheldige svipsere i Muhammed-dækningen. Også af Læsernes Redaktør. Og tillidsmanden føler sig som nævnt nødsaget til at tage et møde med Tøger.

Efterfølgende skriver Tøger Seidenfaden nedenstående usædvanlige indlæg på intranettet:

»(…) Generelt ligger det mig meget på sinde, at mit engagement også i vores journalistik – jeg tænker især på mappesatsningen i sidste PS, som jeg var meget inde over – endelig ikke må opleves som et pres i retning af at undergrave vores factsbaserede, tilstræbt objektive journalistik, som er noget af det, jeg og hele chefredaktionen/redaktionsledelsen lægger allermest vægt på. Det er da netop også, fordi den var så dokumenteret og facts-dreven, at den historie er blevet meget rost af læserne.

Lad mig derfor understrege: Vores journalistik skal være fri og uhildet – også af mit eget engagement og min tilbøjelighed til at gentage mig selv i diskussioner. Det er facts og argumenter, der tæller.

Og på falderebet: Hvis og når vi begår fejl i dette eller andet forløb, er jeg den første, der kommer til at betale prisen. Så hvis I mener, jeg er langt ude, så sig til. Jeg har mig bekendt aldrig bidt hovedet af nogen i den anledning, og kommer heller aldrig til det.«

Ingen af de journalister, Journalisten har talt med, ønsker en ny chef. De er glade for at have en markant frontfigur, der for det meste er flink og rar. Men flere peger på, at det kan opfattes som et pres, når avisens debattør nummer ét bliver så aktiv i den daglige journalistik.

»Jeg har oplevet, at Tøger er kommet med idéer i denne sag. Nogle gode og andre dårlige – ligesom når der kommer idéer fra andre redaktører – og det er ikke alle idéer, der er blevet realiseret. Det har han accepteret. Og jeg føler ikke, han har overskredet nogen grænser over for mig,« siger avisens politiske redaktør, Rasmus Emborg.

»Det er svært at forestille sig en dynamisk chefredaktør, der ikke både har holdninger til samfundet og interesse for journalistikken. Men det er klart, at når du har en chefredaktør med så stærke holdninger som Tøger, så stiller det krav til både ham og medarbejderne, der skal give ham et modspil,« siger Rasmus Emborg.

Læsernes Redaktør, Lars Halskov, siger:

»Det er jo naturligt, at chefredaktøren har en holdning til avisen. Men grænsen overskrides, hvis chefredaktøren presser journalister til at skrive noget, der ikke er belæg for. Det er det, vandtætte skotter handler om,« siger Lars Halskov, der personligt har talt med både chefredaktionen og de implicerede medarbejdere i mappesagen.

Han får derfor også lov til at svare på det vigtigste spørgsmål: Er der vandtætte skotter på Politiken?

»Ja,« siger han og venter et øjeblik, inden han kommer med tilføjelsen:

»Generelt.«

Seks skarpe til Tøger Seidenfaden

INDBLANDING. – Læsernes redaktør skriver, at der skal være en klar adskillelse mellem avisens subjektive holdninger på lederplads og journalistikken i avisen. Er du enig i det?

"Jeg er helt enig. De to stoftyper er styret af forskellige normer og idealer, og skabelsen af Læsernes Redaktør er et af mange initiativer, der har styrket den tilstræbt objektive og fair journalistik på Politiken."

– Du er både avisens holdning og samtidig meget inde over den løbende dækning af Muhammed-sagen. Hvor er det vandtætte skot?

"At der findes forskellige stoftyper i avisen indebærer naturligvis ikke, at jeg – og den øvrige chefredaktion og redaktionsledelse – ikke er ansvarlige for helheden. Efter behov deltager i alle dele af den redaktionelle proces."

– Men hvor er det vandtætte skot?

"Det vandtætte skot består i, at vores journalistik styres idealerne om fairness og tilstræbt objektivitet, og at ingen presses til at bryde med dem. Det er heller ikke sket."

– Lars-Bo Larsen siger, at du har været for 'over-ivrig' i mappe-sagen. Hvad gjorde du forkert?

"Jeg mener ikke, at jeg gjorde 'noget forkert' i mappe-sagen. Jeg lægger stor vægt på, at den journalist, der har byline på en historie og har haft kildekontakten, altid kan stå inde for indholdet. Det var også tilfældet her. Men da der var en diskussion, og da mit engagement i en anden historie senere blev diskuteret på vores efterkritik – som er en del af vores meget vigtige og selvkritiske journalistiske kultur på Politiken – fandt jeg anledning til endnu engang at understrege, at mit engagement – både indadtil og udadtil – aldrig må føre til, at man tilpasser sit journalistiske jugement for eksempelvis at imødekomme mig."

– Politiken har en journalistisk redaktør til at tage sig af journalistikken – Per Knudsen. Hvorfor lader du ikke ham blande sig i den daglige avis og diskutere konkrete artikler og overskrifter med journalisterne?

"Det er også sådan, det foregår. Men dels betyder det ikke, at jeg ikke også deltager i den redaktionelle proces, dels spiller det nok ind her, at Per Knudsen var på ferie i uge 7, hvor Muhammed-sagen kørte på de høje nagler."

– Du har været mere 'inde over' journalistikken i Muhammed-sagen end normalt. Skyldes det den særlige sag, eller er det en ny linje, der vil fortsætte efter Muhammed-sagen?

"Jeg har ikke været mere inde over Muhammed-sagen, end jeg har været i en række andre tilfælde. Men Muhammed-sagen er mildest talt en sag, som vi er mange, der er meget optaget af. Jeg har ikke tænkt mig at være mere 'journalistisk chefredaktør' i fremtiden, end jeg hele tiden har været det."