Hvordan skal danske medier omtale den kommende amerikanske præsident? Ritzaus Bureau er ikke længere i tvivl, men i Norge diskuterer man stadig, om Barack Obama er sort, farvet, afro-amerikansk eller afrikansk-amerikansk.
Hvad kalder man Obama? På Ritzaus Bureau er der ikke længere nogen slinger i valsen. Her har man nemlig vedtaget en officiel politik, som er sendt ud til nyhedsbureauets kunder. Og ifølge den korte version, så er det nu direkte forkert at betegne Obama som sort. Ritzau har derimod valgt at bruge betegnelsen farvet (se hele Ritzaus begrundelse nederst).
I Norge er man derimod stadig ikke færdig med at diskutere, hvad Obama er. Ifølge det norske Journalisten.no valgte Norges svar på Ritzaus Bureau, NTB, så sent som i går at sende spørgsmålet til diskussion. Ønsket er en generel debat i medierne, og derfor har man lagt spørgsmålet ud til åben diskussion i sprogforummet mediespråk.no, oplyser Anna Nesje, der er såkaldt sprogansvarlig i NTB.
Her lyder spørgsmålet: "Er Obama afro-amerikaner eller afrikansk-amerikansk? Farget eller svart?"
»Vi må have nogle synspunkter og finde ud af det her. Umiddelbart ser jeg ikke den store forskel på afro-amerikansk og afrikansk-amerikansk. Og med tanke på radio- og tv-omtale virker afrikansk-amerikansk lidt tungt at sige,« erklærer Nesje til Journalisten.no.
Ritzaus Bureau mener derimod, at der ikke længere er grund til flere diskussioner. Bureauet afviser blandt andet betegnelsen afro-american med henvisning til, at betegnelsen er gledet ud af almindelig sprogbrug i USA.
Herunder er den officielle politik fra Ritzaus Bureau vedr. omtale af Barack Obama:
"Flere kunder har forespurgt om Ritzaus politik med hensyn til benævnelsen af USA's kommende præsident, Barack Obama, hvad angår hans etnicitet. Den er som følger:
Barack Obama er søn af en sort, kenyansk far og en hvid, amerikansk mor, hvorfor det objektivt set vil være lige så forkert at betegne ham som sort, som det vil være at betegne ham som hvid. Ritzau har derfor valgt at bruge betegnelsen farvet.
Desuden benytter Ritzau også betegnelsen afrikansk-amerikansk om Obama, svarende til den amerikanske betegnelse African-American, der dækker amerikanere af hel eller delvis afrikansk oprindelse.
Ligesom betegnelsen Afro-American i denne sammenhæng er gledet ud af almindelig sprogbrug i USA, er Ritzau gået bort fra at benytte betegnelsen afro-amerikansk.
I USA har der i mediebranchen været en indgående debat om, hvorvidt man skal betegne Barack Obama som enten Black, African-American, Bi-Racial, Mixed Race, White eller andet. Mens de fleste medier i USA er landet på betegnelsen African-American, har nogle besluttet at holde fast på Black.
Dette skyldes ikke mindst, at mange amerikanere fortsat mener, at personer, der i en eller anden grad har afrikanske aner, er at betragte som sorte. Det er et tankesæt, der til dels kan tilskrives den amerikanske lovgivning, der går under navnet The One-Drop-Rule, og som frem til, at den i 1967 af USA's højesteret blev erklæret forfatningsstridig, fastslog, at personer, der var 1/32-del sorte eller mere, juridisk set var at betragte som sorte.
Dette tankesæt har Ritzau valgt ikke at følge."
23