SELVKRITIK. Politiken er stolt af Læsernes Redaktør, der skal være læsernes repræsentant og tilstræbe fairness og sikre svar på alle henvendelser om det redaktionelle indhold. Flotte fanfarer, men læs her: I 2001 roste chefredaktør Tøger Seidenfaden SF's Gert Petersen på et faktuelt forkert grundlag.

Et ønske om korrektion blev af daværende Læsernes Redaktør Nielsen afvist med den besked, at der ikke forelå en egentlig fejl, for der var tale om en subjektiv vurdering. I september 2009 skrev Samuel Rachlin et læserbrev med en parentetisk bemærkning om bladets tyveri af jægerbogen.

Politiken fjernede bemærkningen, hvorefter Rachlin trak brevet tilbage. Et kort læserbrev med efterlysning af bladets retningslinjer for synspunkter baseret på faktuelle fejl havde man ikke plads til. Sagen gik derfor 4/10/09 videre til Læsernes redaktør Henrik Kaufholz. Den gamle sag fra 2001 var på mystisk vis forsvundet fra Politikens arkiv, og Kaufholz ville have dokumentation, som blev sendt og besvaret med tavshed.

Diverse rykkere blev besvaret med, at vi måtte væbne os med lidt tålmodighed. Og endelig den 14/4 svarer Kaufholz, at de er nået til det resultat, at de ikke kunne hjælpe dengang og ikke kan hjælpe nu.

Det journalistisk relevante spørgsmål var jo simpelt nok: Er det forbeholdt ansatte på Politiken at have subjektive holdninger baseret på faktuelt forkerte oplysninger? Mistanken om chefredaktionel styring af Læsernes Redaktør betød, at vi tog institutionens uafhængighedserklæring bogstaveligt: "Ekstern garant for Læsernes Redaktørs uafhængighed … er fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Læsernes Redaktør kan kun afskediges med Erik Hoffmeyers samtykke".

En henvendelse til Hoffmeyer viste, at hans garantrolle alene er, at han skal sanktionere en eventuel afskedigelse. Hoffmeyer sendte henvendelsen videre til Seidenfaden, som skal roses for at have et helt anderledes højt svartempo. Seidenfaden svarede lynhurtigt og forklarede, at sætningen i Rachlins indlæg var blevet fjernet, fordi man med sikkerhed vidste, at den var forkert og ville være skadelig for avisens omdømme.

Den langvarige sagsbehandling har ikke skabt klarhed over Politikens redaktionelle praksis. Måske man kan konkludere, at det afhænger af omstændighederne og især af Politikens holdning til bestemte sager, om bladet vil give plads til synspunkter baseret på forkerte præmisser. (Forkortet, red.)

–  Karsten Svensson, Virum