search

»Er du tysker?« »Ja,« svarede jeg uden videre

 Optegnelser om et rolleskift som dansker i Mellemøsten.REJSEBREV. Det var Tim Llewellyn med en fortid som BBCs Beirut-korrespondent, der satte ord på de iagttagelser, jeg havde bragt med tilbage fra Libanon, og som havde været lidt svære at få styr på:»Ja, det må være underligt for dig,« sagde han, da vi sammen med en arabisk ven spiste i et af Londons templer for det libanesiske køkken.

 
Optegnelser om et rolleskift som dansker i Mellemøsten.

REJSEBREV. Det var Tim Llewellyn med en fortid som BBCs Beirut-korrespondent, der satte ord på de iagttagelser, jeg havde bragt med tilbage fra Libanon, og som havde været lidt svære at få styr på:

»Ja, det må være underligt for dig,« sagde han, da vi sammen med en arabisk ven spiste i et af Londons templer for det libanesiske køkken.

»Du kommer fra dette lille, joviale land, som alle i Mellemøsten holdt så meget af. I danskere var altid mere populære end selv de flinke nordmænd med deres Oslo-proces og olie-penge. Jøderne kunne li' jer på grund af 1943, araberne påskønnede jeres anstændighed og bistandshjælp. Og nu! Nu er I fjendebillede nummer ét! Jeres ambassader er målområde, I er dødsdømte i Pakistan. Amazing!«

Tim skyllede sin forundring ned med en slurk øl.

Jeg så mig om i restauranten. Den var mere chic end de fleste af slagsen i Beirut, men som i Beirut var tjenerne hverken truende eller lurende. Ingen gæster – hvoraf måske halvdelen var arabiske – så ud til at pønse på at nakke mig, når jeg om lidt gik ud ad døren. Alligevel betalte jeg min del af regningen med sedler fra bukselommen i stedet for kreditkortet med det prangende DK-logo på bagsiden.

Var det udtryk for kujoneri, forsigtighed eller slet og ret skamfølelse? Det spørgsmål havde jeg stillet mig selv netop i Beirut en uge tidligere, da en hotelkarl spurgte:

»Er du tysker?«

»Ja,« svarede jeg uden videre og lige med det samme.

Hvis jeg et par måneder i forvejen, hvor jeg småskændtes om profet-karikaturerne med folk i Bekaadalen og i flygtningelejrene i Beirut, havde fået samme spørgsmål, ville jeg have bjæffet:

»Ligner jeg måske en tysker? Gør jeg?«

Dengang i november-december gav det stadig kredit at erklære sig som dansker – især i de palæstinensiske lejre, hvor hver anden mandsperson, jeg mødte (folk som mig møder kun mænd de steder), havde mindst én fætter i Kokkedal og en nevø i Vollsmose.

Jeg husker især en scene i en internet-café i Wavel-flygtningelejren i Baalbek, hvor den kronisk arbejdsløse palæstinensiske ungdom sad og fantaserede sig til heltegerninger som selvmordsbombere i Tel Aviv og omegn, og hvor stemningen pludselig blev grim, da en gæst, lidt ældre end gennemsnittet, pludselig fik knappenålsøjne og vippede med sit ene knæ, da talen faldt på Jyllands-Posten. De negative vibrationer varede under 30 sekunder, da café-indehaveren hurtigt delte kager rundt, så jeg nåede ikke at få nerver på.

Pointen er, at de færreste af dem, der skældte ud på karikaturerne, havde noget kørende med, at jeg var dansk. De havde noget kørende med, at Profeten var forulempet af en dansk avis.

Det var først, da Saudi-Arabien synkroniserede en hjemkaldelse af deres ambassdør i Hellerup med den årlige pilgrim-sæson i Mekka, at sagen gik politisk og religiøst i ged. Overalt rykkede fundamentalistiske mullaher i hullet. Pludselig var hver eneste dansker medansvarlig for miseren. Fra det punkt eskalerede krisen til noget, der mere og mere ligner en religionskrig.

Hvad regeringen i København ikke kunne forstå – eller nok snarere ikke ville – var, at afbrænding af danske og europæiske ambassader og flag fungerede som ventiler for de trængte arabiske regimer, der ikke tør slippe det anti-vestlige raseri løs mod amerikanske mål (for så falder der brænde ned), men heller ikke tør vedblive med at kvæle de oppositionelle islamiske vækstlag, der er frustrerede over Irak og Afghanistan og Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Karikaturerne var en både gratis og synlig udvej.

At kræfterne har vist sig ustyrlige og vil vende sig mod de selv samme regimer, sådan som det allerede sker i Pakistan, er den logiske dynamik. Ad åre bliver det igen rimelig risikofrit at være dansker.

Men for tiden er det ikke morsomt. Jeg landede i Tyrkiet (for senere at rejse videre til Libanon) samtidig med premieren på en ny tyrkisk action-film, »Kurtlar Vadisi Irak« – »Ulvenes dal Irak«. En indædt anti-amerikansk propaganda-fiktion, produceret i tyrkisk (islamisk) regi, som folk stormer ind for at se. Mere end de danske karikaturer var det film-succesen, der gjorde det muligt for de ellers glemte gammel-fundamentalister i Saadet, 'Lyksalighedspartiet', at samle titusindvis i Istanbul. Formelt til demonstration mod de danske karikaturer, reelt mod USA.

Den politiske vrede i det EU-aspirerende, moderate muslimske land steg simpelthen med antallet af solgte billetter til 'denne fornærmelse mod filmkunsten', som en Istanbul-kritiker kaldte filmen.

Men den virkede.

Godt en uge efter premieren så min kone i Ankara et problem i, at Jyllands-Posten, som jeg arbejdede for i knap ni år, står opført i den tyrkiske medie-kalender og på diverse internet-sider som hjemmehørende på vores adresse.

»Vi kan ikke vide, hvilke galninge der vælter rundt i en befolkning på 80 millioner,« sagde hun og kastede et langt blik på plakaten i køkkenet.

Plakaten er en gammel reklame for Jyllands-Postens korrespondenter og bærer ud over sloganer om at 'vide mere' og 'international avis' også en tekst med versaler: MADE IN ISRAEL. Den kan ses ude fra gården, så 'måske var det bedst at tage den ned, eller i det mindste hænge den i et mørkt hjørne'.

Den blev dog hængende, men hendes paranoia tiltog, da Yusuf, hendes arabiske chef på Al Jazeeras Ankara-kontor, foreslog hovedkvarteret i Doha at interviewe mig som live-gæst som talsmand for 'det danske synspunkt'. Han fik en præcis tilbagemelding: 'Sig til din producer, at hun straks lader sig skille fra den dansker'.

Dagen efter blev en romersk-katolsk italiensk præst i Trabzon myrdet knælende ved sit alter, da en 16-årig dreng skød ham i ryggen. Da drengen flygtede fra kirken, hørte vidner råbet 'Allah er stor', og da han et par dage senere blev anholdt, henviste han til 'tegningerne' som drabsmotiv.

Min kone nævnte, at '16-årige galninge nok ikke kender forskel på katolikker og protestanter'.

Det havde også strejfet mig, og med den slags spekulationer summende for det indre øre landede jeg i Libanon. Men var spekulationerne årsag til, at jeg oplevede Beirut som mindre venlig end blot to måneder tidligere?

Et par dage i forvejen havde palæstinensiske og libanesiske sunni-hooligans forsøgt at nedbrænde det danske konsulat i det kristne Ashafira-kvarter. Udenrigsministeriet tilrådede alle danske statsborgere at tage spurten. Politikens stringer, Annesofie Lamand, var trods sit lyse hår og nordiske model-højde blevet i byen. Hendes lille sikkerhedsforanstaltning var at undlade at opgive sin hoteladresse, når hun talte i telefon med kilder.

Min var at invitere en ven fra Bekaa-dalen, der kender gud og hvermand i Libanon, til middag den første aften. Da vi havde spist, var vejen over bjerget tilbage til hans landsby sneet til. Han blev, til jeg stod på flyet ud af Beirut.

I mellemtiden skiftede jeg nationaliteter. Tysker, canadier, finne. I Vestbeirut, hvor Hizbollah havde afspærret en hel bydel for uvedkommende – og danskere var i høj grad uvedkommende – blev jeg gennemsigtig.

Da reporteren Rasmus Tantholt, som jeg havde slået følge med ind i den forbudte Hizbollah-zone, satsede TV 2s livsforsikringspræmie på indtaling af en stand-up, voksede skæggede sikkerhedsfolk op gennem asfalten og ud af murene. I modsætning til sunni-muslimerne havde de shiitiske imamer styr på tingene.

Men det var Muhammed, en ung libanesisk tolk og fikser, der satte både nervøsiteten og situationen i en slags perspektiv, da han næste dag pludselig drejede sig rundt fra forsædet i en taxa og udbrød:

»Hele mit arabiske liv er jeg blevet skudt på, pryglet, voldtaget, bestjålet, snydt og bedraget af såvel libanesiske magthavere som Israel og Vesten, men ingen løftede en fuckin' finger. Så offentliggør en dansk avis 12 tegninger af Profeten, og straks går hele den arabiske nation på barrikaderne!«

Jeg kunne kun nikke. De seneste dages atmosfære i Ankara og Beirut havde fortalt mig, at det var bedst at holde profilen under den muslimske radar. Men så alligevel:

»Du skal ikke kigge på mig,« nærmest snerrede jeg.

»I alle mine fuckin' ti år i Mellemøsten har jeg solet mig i at være dansker. Den tossegode bistands-donor fra det lille, rige land, som de fortabte og forstødte unge i Libanons rottebefængte flygtningelejre drømmer om at bo i, fordi de kun har hørt om pigerne og ikke kender Gjellerup og Sandholmlejren. Det var en rolle, jeg på samme tid nød og skammede mig over. Indtil i går. For i går svarede jeg ja til spørgsmålet om, hvorvidt jeg var tysker. Tysker! Ved du, hvad det betyder for en dansker i min generation? Er du klar over, hvad de fuckin' tegninger har gjort ved min danske selvforståelse?«

Muhammed så på mig, som om jeg netop var kravlet ud under en sten:

»Du kunne jo være blevet hjemme.«

»Nu lyder du som Libanesisk Folkeparti,« sagde jeg.

»Sådan et har vi ikke,« svarede han.

»Det har I snart,« sagde jeg.

På ruteflyet tilbage til London havde Turkish Airlines udskiftet de små Lurpak-aluminiumsbakker med tyrkiske af mærket Pinar.

* Blå bog – Lasse Ellegaard
Født 1944.
Sømand 1960. Bud og bums 1964. Journalist 1965.
Fra 1995 bosat i Tyrkiet, Israel og de palæstinensiske områder. Fra 2006 bosat i London.
Gift med Ayse Karabat.
Har arbejdet for bl.a. Information, Weekendavisen, DR, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen