Tv-nyhedsjournalistik fra verdens brændpunkter er blevet en farce. Jeg ved naturligvis ikke, om De selv har tænkt over det, kære læser. Men maner det ikke til eftertanke?
Denne tirade af talende hoveder, stillet op i verdens ulykkes- og krigszoner eller politiske metropoler udelukkende for at konkurrere om at opbyde størst alvor og være bedst til at skjule deres mangel på særlig indsigt, når studieværten hjemmefra spørger: »Hvad kommer det her til at betyde, Torsten?«, »Er russerne ikke i et dilemma her, Samuel?« eller bare klassikeren »Er du der, Ulla?«
Det egentlig afslørende er selvsagt, at tv-nyhedsjournalister dårligt nok spørger beslutningstagere om noget som helst mere.
Faktisk spørger de ikke nogen som helst om noget som helst mere. Da slet ikke almindelige mennesker, der blot synes at være utidigt forstyrrende – om end nødvendige – ofre for en krig, konflikt eller katastrofe. Disse er åbenbart ikke alene tidsrøvende, men også besværlige, når reporterens job nu en gang først og fremmest er at blive interviewet selv. Som toastmaster for den mest elendige elendighed.
Jeg kan desværre ikke bevise det. Men det skal ikke afholde mig fra, fuldstændig uden at ryste på hænderne, at komme med påstanden.

Jeg er i stand til fra mit kontor, via telegrambureauer, CNN, BBC og Internet, at være lige så godt orienteret, i de fleste tilfælde endog langt bedre end disse »vor udsendte«.
Nu skal jeg naturligvis heller ikke spilde tid på at skifte skjorte og binde slipset eller vente på at få en plads på plænen med Det Hvide Hus som baggrund.
Nu skal det naturligvis ikke lyde som mangel på respekt for eksempelvis vor hjemligt udsendte tv-reportere. Jeg tvivler faktisk ikke på, at de er dygtige journalister, der stort set alle ville være i stand til netop at fungere som sådanne. Som reportere, der finder vedkommende historier og beretter virkeligheden og dens virkelige mennesker for os.
Men hvorfor har nogen så besluttet at gøre dem til dårlige eksperter i stedet? Hvorfor spilde deres evner og tilstedeværelse på at give dem en rolle, hvor de selv og mediet mister troværdighed? Er det mangel på økonomi og dermed kamera- og redigeringsmuligheder? Eller mangel på tid?
Hvem er det, der har besluttet, at det ubestridt mest udbredte medie i den grad er det, der beskæftiger sig mindst med at brede den virkelige virkelighed ud?

Hvorfor lade gode reportere ude i verden – hvad enten det er med deres gode vilje eller ej – spilde seernes tid ved at fremstå som egomaniske idioter, der krampagtigt forsøger at spille rollen som alvidende? Når nu man fra et hjemligt skrivebord kan orientere sig bedre, hvis det er det, det gælder? Når nu det så indlysende byder journalistikkens væsen imod?
Nu er jeg godt klar over, at De sikkert ikke har tid til at være deres egen »udsendte«, selv om De ofte ville være bedre tjent med det, kære læser. Men det er heller ikke mit ærinde.
Det er derimod at sætte spørgsmålstegn ved at sende folk ud i virkeligheden, når de tilsyneladende ikke skal bruge den til noget. Når de ikke skal fortælle ofrenes eller bødlernes historier. Når de tilsyneladende blot er trænet til at sige »humanitær katastrofe« med tilpas påtaget alvor, men ikke er i stand til at vise os den, som den ser ud. Eller ikke får lov til det.
Formentlig brændemærket som angst i diverse ansigter eller som skælvende rædsel i martrede kroppe og i det hele taget mennesker, der er rystet for resten af livet. Det er i hvert fald, hvad aviserne beretter. Men hverken TV-Avisen, Nyhederne eller CNN synes i stand til at formidle det. Skyldes det sidste mangel på billeder?

Tv fortæller med billeder. Eller rettere, burde i hvert fald gøre det. Men faktisk har fjernsyn i almindelighed og tv-nyheder i særdeleshed på dette punkt udviklet sig sensationelt lidt i forhold til den filmede radio-form, mediet for flere årtier siden tog sine første usikre skridt med.
Prøv selv at skrue op for fjernsynet under TV-Avisen eller Nyhederne og gå ud i køkkenet, kære læser, og De vil opdage, at Torsten Jansen, Ulla Terkelsen eller Samuel Rachlin var bedre tjent med at befinde sig i radioen end på skærmen.
Egentlig er det slående – ja, næsten ufatteligt – hvor sensationelt ringe en standard video-fotografer inden for eksempelvis nyheder har. Ikke mindst sammenlignet med dagbladenes pressefotografer.
I ugerne op til Kosovo-krigen så man eksempelvis hver aften den samme kærre med den samme skævt rystede optagelse af den samme albanske familie komme kørende ud af det, der allerede på dette tidspunkt var kendt som helvedes forgård.

Den slags professionelt diskvalificerende eksempler vælter det nærmest med i tv-nyheder. Og endda på trods af en mageløs teknologisk udvikling inden for videokameraer, der gør, at selv mormødre i dag kan betjene dem med et fornuftigt resultat. Jeg ved det, og De ved det, kære læser; verden er stor, mangfoldig og broget. Hvorfor gør tv-nyhedsjournalistikken den så lille, ensartet og simpel? Den første tv-nyhedsredaktion, der genopfinder journalistikkens væsen og lader sine udsendte fungere som rigtige journalister vil indiskutabelt vinde slaget om troværdigheden. Medmindre at dette er uvæsentligt, selvfølgelig. At det ikke er tv-nyhedsjournalistikken, men mig der er farcen her. At det slet ikke er journalistik eller troværdighed, striden står om.

Af Mads Kastrup, journalist, Berlingske Tidende

Denne tv-kommentar har været bragt i Berlingske Tidende den 5. juni.