Benytter du dig af "Pressekontakt", når du henvender dig til en organisation for at få en faktuel oplysning? Eller foretrækker du via hovednummeret surfe igennem en række kontorer for lande hos en intetanende og forfjamsket fuldmægtig i en afsidesliggende krog af kontoret?

Jeg spørger, fordi jeg i sin tid først var i praktik i Undervisningsministeriet og sad på en af de telefoner, som nogle journalister brugte som indgang til det store ministerium. Og derefter landede jeg på Ekstra Bladet, hvor mine (i øvrigt højt elskede!!! 🙂 kolleger var af dem gamle skole. De skulle ikke nyde noget af at ringe til en informationsmedarbejder, pressekontakt, kommunikationschef eller hvad man nu har valgt at kalde det i organisationen.

De var bange for at få bundet en historie på ærmet – at blive offer for spin, ganske enkelt.

Og det morede jeg mig selvfølgelig lidt over, for mine erfaringer har – næsten uden undtagelse – altid været de modsatte: Nemlig at man i presseafdelingen får fat i en hjælpsom person, der har forståelse for deadlines og kravet til vinkling og fakta, og som kan finde den rette kontaktperson eller de efterspurgte oplysninger i løbet af kort tid. Helt modsat oplevelsen ved at ringe til hovednummeret:

"Hej. Jeg leder efter en, der kan forklare mig hvordan X og Y hænger sammen"
"Øjeblik – jeg stiller om til en kollega"
"Hej. Jeg leder efter en, der kan forklare mig hvordan X og Y hænger sammen"
"Øh…. det er ikke her. Jeg stiller lige om"
"Hej. Jeg leder efter en, der kan forklare mig hvordan X og Y hænger sammen"
"Det ved jeg desværre ikke noget om – prøv at ringe på hovednummeret"

Når man ringer til en presseafdeling kan man selvfølgelig komme i den situation, at pressemedarbejderen spørger ubehageligt nysgerrigt ind til emnet – men så må man jo bare være kreativ… 🙂

Men hvad er holdningen: Er du bange for at blive spunnet, hvis du ringer til en presseafdeling? Og afhænger det måske af historiens karakter?