
Borgmester Jørgen Glenthøj (K) glimter i denne uge på forsiden af Frederiksberg Bladet og Lokalavisen Frederiksberg Klaus Sletting
Kommunalvalget er som juleaften for de danske lokalaviser. De politiske partier kæmper for at få den bedste annonceplads i aviserne.
»Det skæpper vildt i pengekassen hos aviser og ugeblade – formentlig 2-3 gange mere end ved et folketingsvalg,« siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks- Medie og Journalisthøjskole.
En annonce, der nok ikke er helt billig, er en forsideannonce – eller et forsideomslag, som det også kaldes. I denne uge har både Frederiksberg Bladet og Lokalavisen Frederiksberg borgmester Jørgen Glenthøj fra De Konservative på forsiden – og ikke andet. Og inden man når side 5 i aviserne, har læserne sågar også fået serveret endnu to helsides annoncer med borgmesteren.
Han sidder dermed enerådigt på 3 af de første 5 sider i aviserne.
»De må overveje, om det er særlig smart at fremstå som reklamesøjle for borgmesteren. Man kan ikke undgå at tænke: Er det her en valgpjece eller et journalistisk produkt?« siger Roger Buch.
Annoncerne er ikke ulovlige, men Roger Buch synes alligevel, at de er problematiske.
»Når det er på forsiden, så har de samme funktion som en valgplakat,« siger han.
På Frederiksberg Bladet siger chefredaktør Morten Friis Outzen, at avisen skam også har overvejet annoncerne nøje.
»Vi har diskuteret, om det er i orden. Vi spurgte længere oppe i vores system, og vi fik at vide, at så længe annoncekronerne er gode, kunne vi bare sælge, hvis vi kunne. Det stod os frit for. Det var dengang, vi var ejet af Berlingske Media, men jeg ved ikke, om vores nye ejere, North Media, har samme holdning,« siger Morten Friis Outzen.
»Jeg mener ikke, at vi har et problem. Vi har dog talt om, at vi ikke ville have sådan et omslag på forsiden lige inden valget,« siger Morten Friis Outzen.
Han oplyser, at der i morgen kommer en decideret valgavis, ligesom Frederiksberg Bladet også udkommer på selve valgdagen næste tirsdag – den 19. november. Ingen af de to aviser får forsideomslag.
På jeres forside er der en stor annonce med Jørgen Glenthøj, og det er der også på side 2 og 5. På side 6 er der redaktionel omtale af samme Jørgen Glenthøj – endda med et stort billede. Hvorfor gør I det?
»Simpelthen fordi det var det bedste billede fra det valgmøde. Man ser to kandidater, der ser markant anderledes og mindre glade ud, end de gør på de valgplakater, der hænger bag dem i baggrunden. Det er et fedt billede,« siger Morten Friis Outzen.
Chefredaktør: Det er problematisk
På den anden lokalavis på Frederikberg, Lokalavisen Frederiksberg, har chefredaktør Michael Engelbrecht en anden holdning end sin konkurrent fra Frederiksberg Bladet.
»Jeg kan godt se, at det er problematisk. Vi bringer aldrig de her forsideomslag, men lige op til et valg, der er hyperlokalt, har vi gjort det,« siger han.
Men lige op til et valg? Hvorfor?
»Vi vil gerne have et lokalt omslag, men jeg indrømmer, at vi har det her forsideomslag med blødende hjerte. Vi kan ikke lide det. Vi vil hellere sælge et indstik i avisen end at have det her på forsiden,« siger Michael Engelbrecht.
Michael Engelbrecht forklarer, at forsideannoncen blev bestilt allerede efter sidste kommunalvalg i 2009.
»Op til kommunalvalget i 2009 havde De Konservative været tidligt ude og skaffe annoncepladser nærmest overalt. Efter valget i 2009 begyndte de andre partier således også at reservere langt ud i fremtiden. Men De Konservative var først på det her forsideomslag,« siger han.
Har Roger Buch ret, når han siger, at det her fungerer som en valgplakat?
»Ja, det har han. Det bliver dumpet ind til alle husstande, så alle ser det.«
»Men vi prøver at lave en højt profileret avis rent journalistisk. I denne uges avis har jeg eksempelvis analyseret de fleste kandidater,« siger Michael Engelbrecht, der i sin avis også skriver kritisk om borgmester Jørgen Glenthøj og alle de andre politikere.
Skriver du kritisk om Jørgen Glenthøj for at opveje for alle reklamerne?
»Nej, det har ikke noget med det at gøre. Jeg skriver, hvad jeg vil, og hvad jeg mener. I denne uges avis har jeg også udvidet avisen med fire sider for at få plads til en debatsektion. Det er ikke uden omkostninger.«
Men det er der vel også råd til med alle de reklamer, I har i avisen op til valget?
»Ja, det er klart. Men jeg siger bare, at jeg kunne have tjent endnu flere penge, hvis jeg havde undladt den debatsektion. Men den synes jeg er vigtig,« siger Michael Engelbrecht.
5