Journalist Tom Heinemann har gennem årene lavet flere dokumentarer for DR. Senest en kritisk historie om handelen med klimakvoter. Forløbet var noget anderledes, end det plejer.
»Jeg tror aldrig, jeg har været til et møde, hvor der dukkede ikke mindre end tre jurister og en redaktør op. Der er en lille joke i branchen: Er det juristerne eller redaktørerne, der bestemmer i DR? Der er i hvert fald kommet enormt fokus på det juridiske,« fortæller Tom Heinemann, som også oplevede, at juristerne begyndte at blande sig i redaktionelle beslutninger om, hvordan historien skulle fortælles.
»Det er vigtigt at have en god dialog med DR om det etiske og juridiske, men man må ikke blive bange for sin egen skygge. Når man laver konfronterende undersøgende journalistik, som går til kanten, går det ikke, at man fravælger ting, fordi der er en lille risiko for, at man en dag kunne få en klage. Hvis man lægger for mange bånd på sig selv, så bliver jeg bekymret,« siger Tom Heinemann.
Ligesom alle andre eksterne producenter i DR er han blev indkaldt til obligatorisk møde om etikken i DR Byen. I invitationen står der:
”Deltagelse i møderne er en forudsætning for samarbejdet med DR, og der vil på mødet blive introduceret en køreplan for, hvordan vi arbejder med programetikken fremadrettet,” står der blandt andet.
Den kontante formulering ærgrer producentforeningens direktør, Klaus Hansen:
»Det er en formulering, som er med til at putte hele problemstillingen i den juridiske bås. Vi ser helst ikke, at møderne bliver regelrette i stedet for procesorienterede,« siger Klaus Hansen, der bekræfter Tom Heinemanns opfattelse af, at juristerne har fået meget mere at skulle have sagt i den redaktionelle proces.
»Jeg hører oftere og oftere, at man fra det redaktionelle lag ikke er i stand til at træffe beslutninger. Beskeden er, at det må omkring DR Jura. Man skal passe på med ikke at forfladige det redaktionelle ansvar og overlade det til juristerne. Udgangspunktet må være, at det er den journalistiske faglighed, der styrer de journalistiske valg,« siger Klaus Hansen.
Han fortæller, at juristernes mere fremtrædende rolle kommer samtidig med DR’s ekstra fokus på etikken, »efter at DR har været ude i noget stormvejr de sidste par år«.
Han henviser til en række sager, der har sat DR i et uheldigt lys. Sager, som ifølge Klaus Hansen er ligeligt fordelt mellem intern og ekstern produktion.
Etikmødet er en del af det øgede fokus på programetikken, ligesom udnævnelsen af etikchef Inger Bach i foråret var det. Men DR har på intet tidspunkt taget en beslutning om, at jura skulle have mere at sige, fortæller mediedirektør Gitte Rabøl:
»Vi vil gerne sætte standarden for modig og markant journalistik. Her et det vigtigt, at man har orden i kortene, ellers bliver det for let at gennemhulle historierne. Derfor gør vi brug af alle de redskaber, der er – heriblandt etik og jura,« siger Gitte Rabøl, der ikke kan forklare, hvorfor de eksterne producenter oplever det øgede fokus:
»Jeg ved ikke, om det kan hænge sammen med kanalomlægningen, hvor vi har haft en ambition om, at DR1 skulle have rollen som den modige kanal, der skal sætte den journalistiske dagsorden,« siger Gitte Rabøl.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg syntes at det er meget relevant at spørge efter hvem det er der bestemmer. I forbindelse med afsløreingen af USA`s aflytninger i Tyskland undrede det mig at der ikke var en eneste der spurgte om noget tilsvarende ikke sker her i landet, det er som om hele aflytning / overvågnings debatten er kørt helt langt ud på et sidespor sammen med IC 4 togene netop for at der ikke nogen der skal komme til at røre ved den varme kartoffel. Det er jo en offentlig hemmelighed at det er CSC i Århus der administrerer all danske registre, og at CSC arbejder meget tæt sammen med USA`s NSA, så tæt at de låner hinandens medarbejdere efter behov. Det kræver jo ikke meget fantasi at regne ud hvad et sådant samarbejde kan bruges til, så måske derfor bliver alle de ubehagelige spørgsmål ikke stillet til dem der stiller sig op og siger, " vi har ingen anledning til at tro..... " men hvad er det så der foregår i Skibsby lige nord for Hjørring, og på det sydlige Amager tæt på København ?
Forleden var der en debat, der var inde på ordet "tyveri" og begrebet "at stjæle". Emnet var billeder, der blev anvendt uden tilladelse - hvorfor copyright-spørgsmålet og betaling for krænkelsen blev diskuteret.
Uha da, man måtte sandelig ikke sige, at vedkommende havde stjålet billedet for det var noget grimt grimt - og man kunne blive slæbt i retten, selvom ordet var møntet på den person, der havde udført krænkelsen.
Altså altså - i de mange år jeg har skrevet har jeg ikke skænket dette her en eneste tanke - og jeg mindes ikke retssager tidligere.
Jeg aner ikke hvordan vi skal sikre et journalistisk sprogbrug, hvor vi ikke skal til at tage en halv juridisk embedseksamen inden vi begynder at skrive vore historier.
Kan det virkelig passe?