»Jeg ville gerne svare på de spørgsmål, de stillede. Men det var, som om alle var på et adrenalinsus,« siger Uffe Elbæk, der efter kort, men intensiv mediedækning af "Gøglergate" valgte at trække sig som kulturminister. Her fortæller han sin version
»Jeg kommer ud fra samrådet – de har hørt alt, hvad jeg har sagt, men alligevel så råber de i munden på hinanden. Heldigvis er der en journalist, der rækker mig sin vandflaske, så jeg kan drikke lidt vand, men hvad er det for en selviscenesættelse? Jeg vil gerne svare på de spørgsmål, de stiller. Men det var, som om alle var på et eller andet adrenalinsus. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man er professionel, når man er på adrenalinsus. Eller hvad?«
Uffe Elbæk spørger oprigtigt. Han vil gerne vide det. Det er få dage efter, at han har trukket sig som kulturminister. Han har haft tid til at sunde sig. Men han er ikke fri af den sag, der kostede ham ministerposten. Et dagblad graver stadig videre i sagen, og Rigsrevisionen undersøger den.
Fagbladet Journalisten har fanget Uffe Elbæk for at høre hans udlægning af det, der lidt kækt kan kaldes "Gøglergate". Den sag om AFUK og beskyldninger om nepotisme, der blev rejst næsten synkront af dagbladet BT og DR.
»Jeg ville gerne svare på spørgsmålene. Det ville jeg virkelig gerne. Men jeg synes bare, at man kommenterer på kommentarer fra kommentatorer, der kommenterer på noget, som andre kommentatorer havde kommentarer til. Det var fuldstændig metaagtigt.«
Sagens afsæt er, at Kulturministeriet har placeret en række arrangementer på AFUK, og at der er bevilget seks millioner kroner over fire år til en ny uddannelse på centret. Det belastende er, at Uffe Elbæks mand har fået arbejde på AFUK, og at Uffe Elbæk selv tidligere har siddet i bestyrelsen.
BT er på sporet og søger aktindsigt. Dagen efter at BT har modtaget dokumenterne, anmoder DR om aktindsigt i de samme oplysninger. DR får samme aktindsigt og kommer først med afsløringen. BT beskylder Uffe Elbæk for at have plantet historien hos DR i et forsøg på modspin.
»Det kan jeg fuldstændigt afvise,« siger Ulrik Haagerup, nyhedsredaktør i DR.
»Det ville være det mest vanvittige forsøg på at lukke en historie ned. BT har 80.000 købere. DR har en million seere.«
Hvordan bliver DR opmærksom på, at der er en historie på vej?
»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger Ulrik Haagerup.
Selv fortæller Uffe Elbæk, at han var til et arrangement samme eftermiddag, som BT fik aktindsigten. Her holdt Ulrik Haagerup et foredrag om konstruktiv journalistik. Uffe Elbæk:
»Der var et lukket arrangement for erhvervsledere, hvor jeg fik spørgsmålet om, hvordan mit forhold til medierne var. Jeg beskrev, hvor følsomt det kan være. Og så fortalte jeg, at der var en konkret proces i gang lige nu, som kunne ende med at blive en sag, men som også kunne ende med ikke at blive en sag. Men at man som toppolitiker altid er meget spændt på, hvordan medierne håndterer den. Når jeg overhovedet nævnte det, så var det, fordi Ulrik Haagerup netop havde holdt et foredrag om konstruktiv journalistik.
Derfor syntes jeg, det var interessant helt ærligt at diskutere, hvordan man håndterer sådan nogle forløb, når man som minister står midt i det og eventuelt har ting, man kunne have gjort anderledes. Kan man overhovedet få lov til at begå fejl i politik? Er det tilladt at blive klogere? Det afhænger jo meget af, hvordan man fra mediernes side håndterer det. Om det er tilladt at blive klogere.«
Elbæk afviser, at han nævnte, hvad sagen konkret handlede om, eller at det var BT, der havde bedt om aktindsigt.
Hvor konstruktiv synes du DR's håndtering af sagen har været?
»Nu skal jeg være varsom. Den var meget skarpt vinklet fredag aften. Der, hvor jeg bliver forundret, det er søndag aften, hvor de viderebringer informationer om, at jeg skulle have været anklaget for nepotisme, da jeg var chef for World Outgames tilbage i 2007,« siger Uffe Elbæk.
Påstandene om nepotisme blev dengang afvist af kulturborgmester Pia Allerslev (V), der efter en redegørelse i Københavns Kommunes kulturudvalg fastslog, at hun havde fuld tillid til Uffe Elbæk.
Sagen omtales i BT søndag, og samme aften bruger DR BT's oplysninger. Ulrik Haagerup husker ikke i detaljer det konkrete indslag.
»Men Uffe Elbæk var med i indslaget og fik mulighed for at svare,« siger han.
Det fremgår af BT's artikel, at der var et underskud på fem millioner kroner i World Outgames. I realiteten viser regnskabet et overskud på 1,34 millioner kroner.
Fagbladet Journalisten har skriftligt spurgt BT's chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, hvorfra avisen har oplysningen om underskuddet på fem millioner kroner. Han svarer, at artiklen er en fejl, og BT bringer en rettelse med overskriften: "BT retter: Uffe Elbæk leverede overskud i World Outgames."
Uffe Elbæk siger:
»Hvis man kigger på, hvordan det ene medie refererer, hvad det andet medie har skrevet, i en hastighed, hvor der ikke bare opstår sjuskefejl, men helt grundlæggende fejl, ser man, at der ikke er nogen, der undersøger noget. For eksempel i det tilfælde, hvor BT siger: "Han har gjort det før", "Tidligere anklaget for …" Okay, sådan nogle som DR, ville de ikke gå ind og lave kildekritik, inden de også smider den på? Det er små og store ting. I starten sagde man, at AFUK lå på Amager. Det ligger på Enghavevej! Men så bliver AFUK liggende på Amager gennem hele forløbet. Tre middage bliver til fem middage. Hvor jeg tænker, jamen hvor er selvkritikken? Hvor er kildekritikken? Hvordan er det, man sætter det i perspektiv? Er det her en vigtig sag eller en lidt mindre vigtig sag? Skal vi rydde alle sendeflader for det her? Er den så stor denne her sag? Hvis man skal, hvorfor? Hvad er begrundelsen? Er det sagens substans? Er det proces? Er det underholdning? Eller er det en moderne form for guillotine?«
Du vælger at trække dig som minister. Eller du blev fyret? Eller du blev bedt om at gå? Hvad kan du fortælle om det?
»Sandheden! Det er fuldstændig mit valg at træffe den beslutning,« siger Uffe Elbæk. Kulminationen på sagen er det fire timer lange samråd, hvor Uffe Elbæk svarer på spørgsmål fra oppositionen.
Da du kommer ud ad døren fra samrådet, står der en masse journalister og stiller spørgsmål. Hvad tænker du om den situation?
»Da jeg er på vej ud, har jeg slet ikke regnet med, at der skulle stå en mur på den måde, som de stod. Jeg kom ud fra et samråd, som havde varet i over fire timer. Så jeg var fuldstændig tør i munden. Så bliver jeg bombarderet med spørgsmål. Samtidig var der forventning om, at jeg svarede lynende hurtigt. Det, der selvfølgelig ryster mig, er, at jeg får spørgsmålet fra Henrik Qvortrup om, hvad jeg siger til, at min egen politiske ledelse ikke længere har tillid til mig.«
»Der må jeg bare sige, "hvis det er rigtigt, så er jeg da ked af det". Jeg tror, det er det, jeg siger. Han siger jo dybest set, at både Thorning og Vestager har undsagt mig. Hvad de altså ikke har.«
Senere samme aften taler Uffe Elbæk med Margrethe Vestager. Hun har været i Bruxelles og er netop landet i København. De aftaler at sove på sagen og drøfte den igen dagen efter.
Efter Uffe Elbæks afgang har der kørt en rasende debat om mediedækningen på journalisten.dk. Her skriver Henrik Qvortrup:
"Nej, venner – sandheden er den enkle, at Elbæk mistede sin ministerpost, fordi Vestager og Thorning ønskede, at sådan skulle det være."
Uffe Elbæk har sagt, at det var ham selv, der tog beslutningen. Thorning har klart meldt ud, at hun bakkede Elbæk op – og at det var hans egen beslutning at gå. Hvad er dine kommentarer til dette?
»Min kommentar er for det første, at jeg står ved, hvad jeg har skrevet på journalisten.dk,« skriver Henrik Qvortrup i en chat på Facebook.
"Dernæst, at det teknisk set ganske rigtigt var Elbæks egen beslutning at gå. Men at denne "frivillige" beslutning var fremprovokeret af, at han efter samrådet reelt ikke længere havde opbakning hos Thorning og Vestager. Man skal således notere sig, at Vestager og Thornings opbakning til Elbæk deler sig i to: Før det katastrofale samråd. Og efter hans beslutning om at gå. Når jeg på TV 2 har sagt, at Elbæk hænger i en tynd tråd, fordi hans opbakning i regeringstoppen er væk, så er det jo ikke baseret på en guddommelig åbenbaring, men på oplysninger fra centrale kilder."
Da Elbæk kom ud fra samrådet, konfronterede du ham med den manglende opbakning?
"Ja. Det var faktisk mit første spørgsmål til ham i vores udsendelse klokken 19. Han svarede, at det var nyt for ham (naturligt nok, da han jo netop var kommet ud fra samrådet)."
Men Vestager sad på det tidspunkt i et fly fra Bruxelles og anede intet om, hvad der skete ved samrådet?
"Uden at gå kildebeskyttelsen for nær: Moderne kommunikationsmidler er jo opfundet," skriver Henrik Qvortrup.
Uffe Elbæk fortæller, at han oplevede mediedækningen som ekstremt belastende.
»Det var nærmest en konstant belejring. Det var bare en del af virkeligheden. Det var bare fakta. Der var det gået fuldstændig amok!«
»Så jeg gik hjem og diskuterede det her grundigt, grundigt igennem med min mand og endte med at træffe den beslutning.«
»I forhold til min mand og det, han havde været igennem – den måde, han var blevet smidt op på forsiden – helt uden at han har bedt om det. Han har aldrig bedt om at være en del af mit ministerjob, han har undgået at gå med til arrangementer, han har ikke ønsket at være en del af det. Alligevel er han blevet draget ind i det, hans arbejdsplads er draget ind i det. Jeg kunne se på ham, hvor ked af det han var. Og hvor voldsomt det var. Jeg kan slet ikke have, at min mand er så ked af det.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Bo: Kan du ikke også linke til eller posterere det regnskab du anvender til at beskrive hvordan non-profit arrangementet fik et overskud?
Du skriver at regnsskabet i realiteten viser et overskud på 1,34 mill..
Er det ikke på tide du lukker påstanden om at du "snyder"?
Det kan da ikke tage mange sekunder at lægge linket eller regnskabet ud. For nærværende anklager (det lyder så dramatisk) jeg dig for aldrig at have læst regnskabet.
Fik du rengskabet ved aktindsigt eller hvordan? Havde du det liggende i skuffen?
To indlæg er slettet fra denne debat. Det er sket, fordi indlæggene er skrevet i strid med Journalisten.dks retningslinjer for debat, der meget klart siger, at man skal skrive under med BÅDE for- og efternavn.
- Skipper
Ja, det er faktisk lidt synd for Uffe. Han ville jo bare hjælpe vennerne, og de ville sikkert gerne betale ham tilbage på et senere tidspunkt. For en radikal politiker kan selvfølgelig ikke begå fejl, for de ved jo bedst.