»Vi skal stille debattører til regnskab for deres synspunkter.«

RESPEKT. Ugerningen har sat spørgsmålet på spidsen. Den har rystet os, også fordi terroristens rablende vanvittige verdensbillede bygger på brokker og tankegods, vi genkender fra den politiske debat. Ingen sympatiserer med udåden, og det er i sig selv glædeligt. Afskyen over volden forener os på tværs af det politiske spektrum. Men vi er uenige om, hvad det betyder, at terroristen fandt sig retfærdiggjort af synspunkter, der forfægtes også af debattører i den demokratiske debat.

Vi har forskellige opfattelser af immigration og integration, og vi har brug for en åben debat om de spørgsmål. Én af de fejltagelser, vi tidligere begik, var at gøre debatten til et problem i sig selv. Den fejl skal vi ikke gentage.

Alle må tolerere synspunkter, de ikke kan lide, ja selv dem, vi allermindst kan lide – så længe de holder sig inden for lovens rammer. Det er ikke et krav, at debatten er pæn. Men det er afgørende, at både politiske ledere og medier siger fra, når den bliver hadsk, og at de ikke giver legitimitet til synspunkter og sprogbrug, der dæmoniserer mennesker på grund af deres tro, deres politiske overbevisning eller deres oprindelse. Vi skal ikke vige tilbage fra diskussionen om, hvordan vi løser de sociale og andre problemer, der knytter sig til indvandring og til integration. Men vi skal kende forskel på den debat og forsøget på at sætte skel mellem "dem" og "os".

Her går en skillelinje, fordi særligt debattører i og omkring Dansk Folkeparti regelmæssigt lægger indvandrere og muslimer for had i den offentlige debat. Venstre og Konservative har i 10 år ført værdikamp med Dansk Folkeparti uden at lægge udtrykkelig afstand til netop sådanne udtalelser.

Det er beskæmmende, at ikke én eneste af de to partiers ministre har haft mod og rygrad til at sætte Dansk Folkeparti stolen for døren og forlangt, at regeringens strategiske samarbejdspartner lagde afstand til denne retorik. Magten har været sød, og det har været for bekvemt ikke at tage stilling, hvis det kunne koste. Ad den vej har de to borgerlige, folkelige og demokratisk grundfæstede partier været med til at give troværdighed og legitimitet til synspunkter, de for længst burde have afvist klart og utvetydigt.

I pressen har vi også grund til selvransagelse. Vi skal og bør rumme hele bredden i den politiske debat, og vi skal dække problemerne, hvor vi ser dem. Politisk korrekthed er ikke svaret. Heller ikke fortielse. Men vi skal stille debattører til regnskab for deres synspunkter.

De skal ikke under dække af anonymitet kunne slippe af sted med at sige og mene hvad som helst på vore hjemmesider. Vi skal tage ytringsfriheden alvorligt og sikre, at friheden til at ytre sig også indebærer forpligtelsen til at stå ved det, man siger og skriver.

En åben og ansvarlig debat giver ingen garanti mod ekstremistisk terror. Men den sikrer os mod det, terroren vil opnå: Nedbrydningen af den respekt for det enkelte menneske, der er selve demokratiets kerne.

– Bo Lidegaard, chefredaktør, Politiken