Kommunikationsafdelingen i Jammerbugten Kommune afsætter mange historier om børnehaver, der erobrer det grønne spireflag. Men som i mange andre kommuner er der intet formuleret beredskab til at håndtere en sag om misbrugte børn.
ÅBENHED. Kristina Bakmann bakser vognen med kaffekander og rundstykker ind gennem de smalle døre. En gæstfri modtagelse. Et pænt farvel. Det er Journalistens sidste dag i Aabybro, hvor Jammerbugten Kommune har slået sig ned på Toftevej 43 midt i byen; i en bygning, som måske – skrevet i al venlighed – er meget godt tjent med, at fotografen ikke nåede at forevige den, inden han vendte bilen hjemad mod København.
Både Kristina Bakmann og hendes kollega Christian Michaelsen er lidt forundrede over, at redaktionen på Journalisten har boet en lille uge i et sommerhus med havudsigt i Blokhus – »hvilke mediehistorier skulle der være at fortælle herfra« – men de to kommunikationskonsulenter lytter både ivrigt og noterende til forklaringen:
Borgerne i Aabybro har en stor koncentration af lokale medier i forhold til befolkningsgrundlaget.
Det er en ny vinkel på livet i kommunen. Og hvem ved – måske det kan bruges i en kampagne for kommunen, der gerne tiltrækker folk fra Aalborg.
Lige nu er kommunikatørernes primære udfordring at få borgerne til at bruge digitale løsninger og opsøge borgerservice mindre – "husk, at du kan skifte læge klokken 23.14". Og kommunikationsafdelingen bruger desuden en stor del af sin energi på at servicere lokale medier. Som andre steder i landet er der en symbiose mellem de historier, kommunen gerne vil fortælle, og lokalmediernes efterspørgsel. Det handler meget om børn.
»Aviserne tager alt om børnehaver, der har været på fisketur eller samlet skaller,« forklarer Kristina Bakmann. >
»De er også glade for historier om miljø, eller hvis en børnehave har fået det grønne spireflag. Det er til børnehaver, der arbejder tæt på naturen.«
Senest lød det i en pressemeddelelse, at "Grønt spireflag på vej til Grøftekanten i Fjerritslev". Det var fjerde gang, Grøftekanten høstede den hæder. Borgmester Mogens Gade kom forbi og holdt en tale og hejste flaget.
»Medierne elsker det. Jo flere børn, des bedre. Og så et par billeder med. Så har aviserne pludselig en hel side. Det giver godt for os – Aabybro Posten kommer jo helt op til Tylstrup, og vi er en bosætterkommune (hvor folk bor, mens de arbejder uden for kommunen, red.).«
En noget mere alvorlig sag om børn huserer i nabokommunen Brønderslev, der har hovedsæde cirka 15 minutter herfra, hvis man lader speederfoden udnytte den åbne landevej 515 gennem Vildmosen. Her er lektien, at det er vigtigt at have et formuleret beredskab til at håndtere sager, hvor pressen kimer på en dårlig sag. Men Jammerbugten Kommune har ikke noget om pressestyring på sin hjemmeside – og det er i det hele taget ikke kommunikationsafdelingens gebet. Det ligger på direktionsniveau.
Har I et beredskab for krisestyring, hvis borgmesteren tager af kassen, eller børn bliver vanrøgtet?
»Nej, det har vi ikke. Vi har et plan for naturkatastrofer, hvis der kommer en orkan eller et udslip fra en tankbil,« forklarer Christian Michaelsen.
En erkendelse breder sig om bordet, mens vi tømmer kaffekopperne og børster rundstykkekrummer af bukserne.
»Måske skal vi mødes med Brønderslev Kommune og høre, hvad de gjorde. Vi kunne mødes alle kommunerne i samarbejdet Kom-Nord. Det kunne være helt oplagt – fælles krisestyring.«
Mens hyggelige og smukke Aabybro og omegn fortoner sig i bagruden, kontakter jeg Jesper Brieghel, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, med speciale i pressehåndtering. Og Aabybro er langtfra alene.
»Kun meget få kommuner har egentlige kriseberedskaber for mediekriser, hvor kommunen er på anklagebænken,« forklarer han og understreger, at det er ved at gå op for kommunerne, at der er et uopfyldt behov. Men at det for mange er svært at opfylde, fordi ressourcerne ikke er der i en tid, hvor kommunikationsafdelingerne har stået for skud under sparerunder og kritik.
Jesper Brieghel deler indtrykket af, at glade børn og andre familie- og kulturvinkler fylder godt i landskabet.
»Folk elsker at læse om der, hvor kommunen er synligt til stede i hverdagen og familielivet.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.