Viggo Andreasen, der er lektor på Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC, modtager Dansk Magisterforenings forskningspris for formidling af forskning til den brede befolkning.
Det skriver RUC i en pressemeddelelse.
Viggo Andreasen forsker i matematisk epidemiologi og har været hyppigt brugt som ekspert i danske medier under coronaepidemien.
”Jeg er glad og taknemmelig for anerkendelsen af et internationalt forskningsfelt, som kun har almen interesse med årtiers mellemrum,” siger lektor Viggo Andreasen i pressemeddelelsen, hvor han henviser til, at matematisk epidemiologi også blev anvendt under HIV-epidemien i 1980’erne.