»70-80 procent af de frø, jeg sælger, er noget, der kan spises. Grøntsagsfrø, nordiske urter, udenlandske krydderurter og spiselige blomster. Der er et massivt fokus på spiselighed på grund af trenden med nyt nordisk køkken. Den bølge lever jeg højt på. Der er jo ikke en baggård på Nørrebro med respekt for sig selv, der ikke har fået sig syv fælles højbede. Enten har jeg været heldig, eller også har jeg læst tidsånden. Jeg tror faktisk lidt på det sidste. Her har min baggrund hjulpet mig. Journalister og kommunikatører er jo meget fokuserede på at spotte nye tendenser.

Jeg har ikke forladt mediebranchen, fordi jeg var træt af den. Men jeg ville nok have fået den der følelse af been there, done that, hvis jeg ikke havde satset alt på en fremtid som frøhandler. Det har givet mig ny gejst. Jeg kan sagtens forestille mig at arbejde, til jeg er 70 år eller mere. Det ville jeg helt sikkert ikke have gjort, hvis jeg var blevet ved med at lave kommunikation og journalistik.

Det begyndte som en hobby, fordi jeg var glad for min egen have. Så var jeg på loppemarked og tog nogle frø fra haven med. Det syntes folk var sjovt. Kan vi bestille dem hos dig, spurgte de. Og som journalist og kommunikatør skal der jo ikke være mere end syv mennesker, der interesserer sig for det, før man starter et nyhedsbrev. Så det gjorde jeg. Jeg solgte bare lidt frø på hyggeniveau. Men havefolk snakker sammen, og flere og flere ville have mit nyhedsbrev. Jeg blev grebet af det. Det skulle bare prøves. Derfor åbnede jeg min webshop i februar 2010. Efter et magert opstartsår har jeg kunnet leve af det siden, og omsætningen er steget hvert år.

Det giver en kæmpe tilfredsstillelse at skabe noget. De onde siger jo, at kommunikation er varm luft med en rød sløjfe bundet omkring. Det er jeg ikke enig i. Men det er fedt at have fået et fysisk produkt.

Jeg var i praktik på Politiken, men siden jeg blev færdiguddannet fra Journalisthøjskolen i 1990, har jeg hovedsageligt arbejdet med kommunikation.

Jeg blev ansat som informationschef i HT’s driftsafdeling i 1991. Vi sad med alle busserne og chaufførerne og vidste, at busdriften skulle privatiseres. Vi skulle gøre selskabet konkurrencedygtigt. Det var en sjov øvelse. 

Vi stod med en tung offentlig virksomhed med nogle meget stærke fagforeninger. Hvis det mindste gik chaufførerne imod, så stod busserne stille. Vi skulle slanke selskabet og samtidig vise, at vi kunne holde busserne kørende. Der måtte simpelthen ikke være strejker i de år.

Der var meget politisk lobbyarbejde i det. Og vi havde en kæmpe intern kommunikationsopgave med at få overbevist 3.000 buschauffører om, at det var en god idé, at de skulle udsættes for privat konkurrence. Det syntes de ikke! Men det endte med, at vi blev købt af Arriva.

Mine år på Burson-Marsteller i midten af halvfemserne var en golden age med masser af penge i konsulentbranchen, og vi var blandt de førende bureauer i Danmark. Som journalist havde jeg intet teoretisk grundlag for at lave kommunikation. Men jeg blev sendt til England på Burson-Marsteller Academy og fik noget teori på. Der var kun en begyndende professionalisering af branchen i Danmark i de år.

Jeg føler ikke, at jeg har forladt mediebranchen. Snarere at min karriere har taget en drejning. Jeg bruger i høj grad stadig mine kompetencer som journalist og kommunikatør. De fleste frøbutikker skriver kun fire linjer om et frø. Jeg skriver en hel artikel om hvert frø, dets historie og anvendelsesmuligheder. Det kan folk godt lide, og det gør, at jeg skiller mig ud. Til efteråret skal jeg researche på nye frø til næste sæson, og jeg skal vel skrive cirka 100 artikler om de nye frø, som skal bestilles hjem. 

I Burson-Marsteller blev vi opfattet som nogle magtfulde mørkemænd, der kunne orkestrere alting. Der er blevet en større forståelse for, hvad kommunikatører kan. Men blandt klassiske journalister eksisterer der stadig en opfattelse af, at alle kommunikationsfolk er spindoktorer. Det ser man eksempelvis, når Politiken opregner, hvor mange kommunikationsfolk Københavns Kommune har ansat. Det fremstilles, som om de alle er spindoktorer. Nej, rigtig mange af dem sidder og hjælper Fru Hansen med at komme lettere igennem systemet og forstå, hvordan hun benytter sig af kommunens tilbud.«