Journalister, der uddannes på Danmarks Journalisthøjskole, bliver skolet i Det Vilde Vesten. Her har hver mand sin skyder og er parat til at trække den. Lærerne er meget engagerede, men der er også ømme tæer i de spidse cowboystøvler.

KULTUR. Danmarks Journalisthøjskole (DJH) skilter ikke med sig selv. Navnet på den lave mur er som regel skjult bag et læs parkerede cykler, og gæster har tit svært ved at finde skolen. Bag den brede indgangsdør ligger bunker af aviser og blade på trapperne.

Ulla Krag Jespersen og Hanne B. Jørgensen er vendt tilbage og har lavet en kulturanalyse af den skole, de blev uddannet fra i henholdsvis 1988 og 1990.

Ulla Krag Jespersen er i dag kommunikationschef på Journalisthøjskolen, mens Hanne B. Jørgensen er lektor i stategisk kommunikation.

Kulturanalysen er lavet som den afsluttende del på deres diplomuddannelse i kommunikation og informationsjournalistik.

Analysen viser, at tre ting er vigtige på DJH: Her hersker det frie initiativ, intern kommunikation foregår mest mundtligt, og medarbejderne har ingen respekt for autoriteter. Kulturen leder tanken hen på Det Vilde Vesten.

»Ligesom i en god cowboyfilm har hver mand sin egen skyder, sit eget projekt og sit eget ansvar for at overleve, tage sig af de svage og nå frem til målet. En cowboy er altid beredt og kan på sekunder skifte fra tilbagelænet sløvhed til med trukket revolver at skyde på alt, der rører sig. Han har ingen respekt for autoriteter, med mindre de kan trække hurtigere end ham selv – og de pæne, slipseklædte borgmestre viser sig altid at være gjort af et umandigt og svagt materiale – griske og selvglade,« skriver de to i deres rapport.

Døren står åben ind til kommunikationschefens kontor lige over for rektors. Hanne B. Jørgensen rejser sig fra en sofa og giver hånd. Ulla Krag Jespersen gør en telefonsamtale færdig og hilser smilende.

»Ja, det er altså atypisk, men jeg har sørget for ostemadder.«

»Og vi er her til tiden,« tilføjer Hanne B. Jørgensen.

Håndtryk og kaffebakke bryder med den uformelle stil, de har observeret på Journalisthøjskolen. Når lærerne holder møde, kommer de ofte dryssende og kan finde på at gå til og fra møderne, som ikke altid har en tydelig dagsorden.

Ulla Krag Jespersen og Hanne B. Jørgensen har set på skolen med kommunikationsøjne, det vil sige på, hvad i kulturen der fremmer eller bremser forandringer. Udgangspunktet er, at hvis man skal indføre forandringer, for eksempel nye måder at kommunikere på, skal man gøre det i overensstemmelse med den kultur, der er på stedet. Når man kender den, kan man vurdere, hvordan skolen kan klare sig over for udfordringer som en eventuelt strammere økonomi og et forringet marked.

På Journalisthøjskolen er alle ifølge rapporten meget forandringsparate og engagerede, og kulturen er meget uformel.

»Det sidste er både en svaghed og en styrke. Den interne kommunikation foregår mest mundtligt. Man mødes på gangen og snakker om tingene. Ulempen er, at det er svært at holde sig ajour, hvis man ikke lige var med i den gruppe eller er nyansat. Så er det svært at finde ud af, hvad der er foregået,« siger Ulla Krag Jespersen.

To andre ting kendetegner den interne kultur på Journalisthøjskolen. Hver medarbejder selv ansvarlig for, at arbejdet lykkes, og lærerne har ingen respekt for autoriteter.

»Det frie initiativ giver et godt resultat, det at man kan ændre ved direkte handlinger. Sådan kører journalister meget. Hvis der er noget, vi vil have ændret, rejser vi os og gør det, og sådan handler underviserne her,« siger Hanne B. Jørgensen.

Multimedieuddannelsen, forlaget Ajour og Åben Uddannelse er opstået på den måde.

»Projekter og uddannelser gror op nedefra. Åben Uddannelse opstod ved, at en lærer opdagede, at der tit var nogen, der ringede og bad om at få nogen til at holde oplæg. Altså var der nok et behov for at systematisere det. Nu har de 200-250 kursister årligt,« siger Hanne B. Jørgensen.

Det er også karakteristisk, at lærerne ingen respekt har for autoriteter eller vinkler på skuldrene.

»Autoriteter får respekt, hvis de er dygtige og fagligt fremme. Men ingen journalist venter på, at ledelsen skal komme med et forslag,« siger Hanne B. Jørgensen.

»Titler tæller ikke. I DJHs folder over ansatte stod rektor først, men derefter kom alle andre i alfabetisk rækkefølge uanset funktion. Det har vi påpeget og i den nyeste udgave er det ændret, så medarbejderne er listet op i forhold til, hvor de underviser eller fungerer,« tilføjer Ulla Krag Jespersen.

På trods af forskelle i kulturen mellem de forskellige medarbejdere, står skolens mål meget klart for både de 70 undervisere og de 30 fra det teknisk administrative personale. Alle er enige om, at det vigtigste mål er at uddanne klassiske, kritiske journalister, som skal være med til at opretholde det danske demokrati.

De ansatte på DJH mener også, at skolen skal stå imod, når markedet, forskere og studerende vil flyde med strømmen og gå efter penge og job. Og at erfaring og fornemmelser afgør, om uddannelser og projekter er en succes – ikke målinger og forskning. Journalistik laves med maven.

Tøj og tisseri har optaget sindene efter fremlæggelsen af kulturanalysen. Lærerne på DJH går for det meste afslappet klædt. Men den eftermiddag, da analysen skulle fremlægges, mødte flere af mændene for sjov op i slips og blazer.

»Underviserne klæder sig normalt anonymt, casual og – i hvert fald når det gælder mange mandlige lærere – på grænsen til det nussede. Heller ikke ledelsen praler med en eksklusiv tøjstil. Kun når der er møde med bestyrelsen, ministeriet eller andre vigtige interessenter, ifører rektor sig jakke og slips. Til daglig står den mest på striktrøjer,« står der i rapporten.

»De har taget utrolig pænt imod rapporten. Med humor. Ingen har været sure, så vidt vi har hørt. Tøjet er det, jeg har fået flest kommentarer på. Men siden har jeg set flere på gangene i blazer. De er begyndt at snakke kultur,« siger Ulla Krag Jespersen.

»Det er småting, men det at man begynder at tale om de ting og overveje, om man vil holde fast eller forandre sig lidt, det betyder dog noget,« siger Hanne B. Jørgensen.

En nyansat bemærker i rapporten, at mændene tisser for åben dør ligesom på et pissoir. Det ser den nye som et udtryk for en ekstrem grad af uformalitet – en stil, der minder ham om Det Vilde Vesten.

»Folk er begyndt at lukke dørene,« indskyder fotografen, Mads Greve, der selv færdes på skolen som deltidsansat underviser på fotojournalist-linjen.

Lærernes tillidsrepræsentant synes, at det er helt fint med en kulturanalyse, men han bryder sig ikke om at blive betegnet som nusset klædt.

»Det er en tendens til at være grov. Vi har ingen dresscode her og har en afslappet stil,« siger Søren Dalsgaard, der byder på kaffe.

I sommervarmen på kontoret har han en sandfarvet skjorte med korte ærmer og shorts på.

»Vi klæder os på til lejligheden. Når vi for eksempel holder eksamen, er vi selvfølgelig klædt på til det. Og hvad skal de med det? De bemærker ikke, om kvinderne her er med på moden.«

Taletempoet stiger, da han kommenterer det med at tisse for åben dør.

»Hvordan kan to kvinder i det hele taget iagttage det, og hvad skal de bruge det til?«

Søren Dalsgaard siger også fra over for at sammenligne lærerne med den ensomme cowboy.

»Cowboys arbejder sammen, når de driver en flok køer. Det gør vi også. Jeg arbejder sammen med nogen hele tiden. Kun i undervisningssituationen, når du skal møde de studerende, er du alene.«

Hanne B. Jørgensen og Ulla Krag Jespersen fortryder ikke, at de har brugt billedet af cowboyen i Det Vilde Vesten.

»Det skal mest ses som en humoristisk måde at præsentere rapporten på. Problemet kan være, at et billede kan tage magten, så man overfortolker, og vi ved godt, at det skulle være en flok cowboys og ikke the lonely rider, hvis det skulle holde hele vejen,« siger Hanne B. Jørgensen.

Rektor Kim Minke er i hvid skjorte og slips og læner sig tilbage i stolen på sit kontor. Trækker på smilebåndet over rapportens beskrivelse af mændenes tissevaner og bemærkningerne om påklædningen, som han kalder for 'fnisepunkter'.

»Sådan tisser mænd på et pissoir. Det har vi ikke her, men det er da ikke så underligt, at vi står på samme måde med ryggen til.«

Men hvorfor sagde han i det hele taget ja til at lade skolen analysere?

»Det er klogt at få mange blikke udefra og ind på en arbejdsplads som vores. Så ryger der nogle finker af panden. Noget af det er lidt misvisende, men man kan altid lære noget.«

Kim Minke kalder forklarer det 'misvisende' med, at rapporten beskriver et øjebliksbillede. Den gør status uden at beskrive historien og den udvikling, der er i gang. Men det er sjovt at diskutere kulturen, mener han.

Alle på skolen har taget utroligt pænt imod Ulla Krag Jespersen og Hanne B. Jørgensen.

»Det er da opsigtsvækkende, at to kvinder, der er uddannet her og har været væk, kommer tilbage og bruger en interessant metode. De fleste mediearbejdspladser, jeg har været på, ville have sagt nej til at blive kigget på,« siger Søren Dalsgaard.

»Det spændende er vel, om sådan en analyse kan være med til at ændre et sted, og hvad branchen kan bruge den til, hvis de lukker dørene op. Jo mere bevidste, vi bliver om den måde, vi er og arbejder på, jo bedre. Dine kilder og læserne vil vide, om medierne er troværdige hele vejen rundt,« siger han.

En nyansat iagttager med en vis undren, at folk går direkte til ledelsen og får opmærksomhed og beslutninger med ud af døren. Mellemlederne fungerer ikke som sådan, og Samarbejdsudvalget har ikke den centrale rolle, når der træffes beslutninger, som det har på mange andre arbejdspladser. Søren Dalsgaard konkluderer, at journalister er individualister, der ikke går op i fællesskabet.

De korte beslutningsveje er et kæmpeplus, mener Søren Dalsgaard. Han har undervist på skolen i syv år og været tillidsmand i fem.

»Vi kan tage et møde med rektor, og så kører vi derfra. Det svarer til, at du på et dagblad får en idé til en ny sektion, diskuterer den med kollegerne, går ind til chefen og får en klarmelding, og så rykker vi fra på fredag. Det er ikke helt sådan, det kører …«

Rektor er enig.

»Alle ved, at de kan få besked i løbet af to minutter, hvis de kommer til mig. Det giver dynamik og arbejdsglæde. Omvendt kan det betyde, at de, der ikke var med i processen, står af, for hov, hvad skete der her? Vi kæmper med at finde en facon, hvor alle er orienteret, uden at det komplicerer beslutningsgangen,« siger Kim Minke.

Mange ting gror nedefra, andre projekter kommer fra frø, der er plantet.

»Det kan godt være, at nogen synes, at jeg overvurderer mig selv, men der er mere ledelse, end folk føler. Tingene får kun lov til at vokse, hvis jeg synes, de skal det. Vi har mange gør-det-selv-folk, men vi har også en plantegning for, hvor vi vil bevæge os hen.«

De er enige om, at Journalisthøjskolen er et dynamisk sted. Til alle os, der mener at vide, hvordan der er, fordi vi engang har gået der selv, siger Ulla Krag Jespersen:

»Det er en myte, at underviserne ikke ved, hvad der sker i branchen. Vi har et korps af engagerede og velorienterede undervisere, som i høj grad er i kontakt med faget.«

»Vi er skidegodt kørende og udvikler uddannelsen hele tiden. De seneste tre år har vi for eksempel uddannet et stort antal multimediejournalister, men det har store dele af branchen ikke opdaget. Konkurrencen med Syddansk Universitet gav også en god indsprøjtning,« siger Søren Dalsgaard.

»Vi er inde i en god udvikling og folk er meget engagerede. Det er en forandring, der er sket inden for de seneste seks-otte år,« mener Kim Minke, der har været rektor i 11 år.

»Nu skal vi blive bedre til at gå ud offentligt. Når vi har haft en god og spændende debat, som vi har mange af, skal vi huske, at den også kan interessere andre,« siger Kim Minke.

Kulturanalyse – sådan gjorde de

BAGGRUND. Hvordan hænger verden sammen, når man skræller ind til kernen på den arbejdsplads, der hedder Danmarks Journalisthøjskole (DJH)? Hvordan giver det sig udtryk i den måde, medarbejderne handler på, og deres omgivelser? Og er de grundlæggende værdier og antagelser med til at hæmme eller fremme forandring?

Den slags spørgsmål kan man forsøge at finde svar på ved at lave en kulturanalyse. Den amerikanske organisationspsykolog Edgar H. Schein har skabt en metode, som er videreudviklet af blandt andre Mie Femø Nielsen, lektor på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger om kommunikation.

Ulla Krag Jespersen og Hanne B. Jørgensen, begge uddannet på DJH, har ud fra den model lavet en kulturanalyse af DJH. Det er sket som afslutning på deres diplomuddannelse i kommunikation og informationsjournalistik ved Center for Journalistisk Efteruddannelse og Syddansk Universitet.

Ulla Krag Jespersen blev ansat som kommunikationschef på Journalisthøjskolen, mens de arbejdede med analysen. Hanne B. Jørgensen er kommunikationsmedarbejder ved Videnscenter for Socialpsykiatri i København og ekstern lektor i strategisk kommunikation ved Journalisthøjskolen i Århus. De har en fælles fortid som redaktører i HK.

Ledelsen og medarbejderne på DJH stillede kun én betingelse for at medvirke til undersøgelsen: Rapporten skulle 'ud at arbejde' bagefter.

Ulla Krag Jespersen og Hanne B. Jørgensen har set på både organisationens 'tekster' i form af samtaler, møder, breve, information og pjecer og på andre antropologiske data som interviews og observation – for eksempel påklædning, handlinger og adfærd. Til sammen udtrykker det kulturen i en organisation eller på en arbejdsplads.

De har interviewet cirka 20 ansatte. Til sidst afprøvede de deres data på en såkaldt motiveret insider, som kunne tilføje eller korrigere oplysningerne.

Det blev til en rapport på 44 sider, som er fremlagt for medarbejderne i både en 'pixibogsudgave' og på et kultureftermiddags-møde. Her diskuterede medarbejderne sig frem til 40 punkter, som de gerne vil videre med. Ledelsen har komprimeret antallet og går efter sommerferien ud med et oplæg til debat. Noget af det, rapporten peger på, er allerede ændret. For eksempel er der lavet en 'kogebog' for det gode møde, hvor det fremover skal det være klart, hvornår noget er til debat, i idéfase, besluttet eller igangsat.