search

Enkerne

"Det er nok sjovere at være journalist end at være gift med en." Sådan lød det i en enquete, fagbladet Journalisten foretog i 1935 blandt ægtefæller til journalister. Nu stiller vi spørgsmålet til fire enker: Hvordan var det?

"Det er nok sjovere at være journalist end at være gift med en." Sådan lød det i en enquete, fagbladet Journalisten foretog i 1935 blandt ægtefæller til journalister. Nu stiller vi spørgsmålet til fire enker: Hvordan var det?

Af og til er det godt at se tingene gennem andres briller, og i forbindelse med Journalistens tema om mediefolk, der har været voksne længe, har vi i denne artikel valgt at høre historien fra en mindre eksponeret del af branchen – journalisternes enker.

Journalisten har besøgt fire enker, der har oplevet journalistikken gennem deres ægtefæller fra begyndelsen af 50'erne og op til vore dage. Og selv om fortællingerne typisk begynder 20 år senere end enqueten fra 35, så genkender man flere træk hos alle fire enker, der er valgt så tilfældigt, som det umiddelbart lod sig gøre.

Journalistikken var mere end et job, det var en livsstil, der langt hen ad vejen overtrumfede hensyn til ægtefællens karriere og samvær med ens børn. Det faktum accepterede man som hustru – nej, vi har ingen enkemænd med i denne omgang – og så glædede man sig til gengæld over, hvordan mandens arbejde bragte spænding, alsidighed og sociale netværk med sig.
Men deres historier handler også om et arbejdssyn, som man sjældent finder i dag – hvilket nok er udmærket.


Opslagstavlen hos Kirsten Mogensen er en lille mindelund for Harald og den særlige kulturradikale ånd, der prægede ham og tiden på Politiken. – foto: Sara Galbiati

Gift med Politiken
Kirsten Mogensen
Enke efter Harald Mogensen, der var kronikredaktør mv. på Politiken fra 1951 til 1979, med en afstikker som chefredaktør på Ekstra Bladet 1958 til 1963.

Når Kirsten Mogensen kigger ud ad sine stuevinduer, kan hun overskue en stor del af sit liv. Fra den store lejlighed bag Glyptoteket er der udsigt over til Politikens Hus, hvor hendes mand, Harald Mogensen, havde en lang karriere som kronikredaktør samt en kortere som chefredaktør for Ekstra Bladet. Og drejer hun blikket til venstre ind over Tivoli, får hun øje på bygningen over for Hovedbanegården, hvor hun selv arbejdede i mange år som journalist på Landsbladets familieredaktion.

Men fokus kommer hurtigt tilbage til Rådhuspladsen. Selv om Kirsten Mogensen har haft et godt og spændende arbejde med at skrive om og for landmændene og -konerne, så er det Haralds karriere, der fylder op på erindringshylden.
»Han levede og åndede for kronikken. Han havde den evne, at han kunne refusere en kronik, så folk takkede ham for det. Og gennem sit arbejde kom han i kontakt med så mange spændende mennesker. Hvad vi ikke har haft af gæster her,« siger hun og kigger rundt i de store stuer, der den dag i dag står som prototypen på et kulturradikalt hjem med litteratur-tapetserede vægge og Børge Mogensen-møbler – det sidste giver næsten sig selv, da Børge og Harald var brødre.

Hun fortæller om en særlig ånd, der herskede på Politiken. De kulturradikale værdier og en særlig familiær stemning.
»Var man gift med en Politiken-mand, var man også gift med Politiken.«

Anderledes blev det, da Harald Mogensen i 1958 blev hentet til Ekstra Bladet som chefredaktør. Det faldt sammen med, at parret fik deres første barn.
»Det mest rystende for Harald, der var udpræget b-menneske, var, at han skulle så tidligt op om morgenen. Han skulle op klokken fem, og det var mig, der vækkede ham. Jeg skulle jo amme, så jeg var oppe alligevel. Men når man ellers poster godt med kaffe på sådan et menneske og næsten klæder ham på, så kan man til sidst proppe ham i en taxa og sende den til Rådhuspladsen,« fortæller hun.

Men det var ikke kun mødetiden, den var gal med. Harald Mogensen var ikke en Ekstra Bladet-mand.
»Han var jo en helt anden type, og det vidste han nok godt, men man bliver jo smigret af sådan et tilbud. Men han var meget stolt over, at han "opfandt" Viktor Andreasen, som fulgte efter og skabte stor succes.«

Imens begyndte Kirsten Mogensen en 12 års sabbat, hvor hun gik hjemme og passede parrets tre børn.
»Jeg er lidt gammeldags omkring den slags. Jeg var lykkelig for mit arbejde, men jeg havde ikke ambitioner om at blive noget stort. Jeg var tilfreds med at være mit eget livs direktør. Desuden blev jeg gift med en mand, som havde brug for mig, fordi jeg repræsenterede den rolige, hjemlige dagligdag. Det ved jeg, jeg gjorde.«

Efter fire et halvt år på Ekstra Bladet vendte Harald tilbage til sin gamle stilling på Politiken. Den dag kalder Kirsten Mogensen for den lykkeligste i deres liv, og hun føler sig i det hele taget privilegeret over det liv, hun og Harald har haft.
»Når jeg taler med yngre kolleger, tænker jeg tit: Vi har søreme haft den bedste tid. Harald drev den aldrig af, men det var anderledes dengang. Han cyklede hjemmefra ved 10-11 tiden, ordnede det, han skulle på kontoret, tog imod folk, og ved halv seks-tiden ringede han så og sagde: »Nu kører jeg.« Så satte jeg kartoflerne over, og så var arbejdsdagen forbi. Dengang var der adskillelse mellem arbejdstid og fritid. I dag er det, som om det glider ud i et. Jeg har en smule ondt af jer unge,« siger Kirsten Mogensen.

Harald Mogensen ville være blevet 100 år i år. Han døde i slutningen af 2002. Kirsten er 19 år yngre.


Martin Hartung var til klassisk tøj med slips og skræddersyede jakkesæt, og så sås han sjældent uden en pibe i munden. Han havde 24 af den samme slags. – foto: Sara Galbiati

Godt han ikke var ingeniør
Annette Hartung
Enke efter Martin Hartung, der startede som journalist på Frederiksborg Amtstidende i 1943 og var på forskellige aviser, inden han i 1966 blev tilknyttet Berlingske Tidende som arkitektur- og designmedarbejder frem til 1989.

»Tænk, hvis jeg var blevet gift med en ingeniør og skulle have siddet og hørt om laboratorieforsøg eller vindtunnel-tests hver eneste dag. Åh nej.«

Sådan siger Annette Hartung ikke, fordi hun ikke kan lide ingeniører, for sådan en er hun selv. Men når hun ser tilbage på sit liv med journalisten Martin Hartung, så er det, som om alsidigheden i hans arbejde, de mange begivenheder, mennesker og historier blev trukket over og blev en del af hendes liv.
»Vi kunne aldrig spise middag på under halvanden time. Martin havde hver dag oplevet noget interessant, og det gjorde jeg jo også i mit arbejde. Så var det ikke så vigtigt, hvem der tog vasketøjet. Det vigtigste var, at vi snakkede godt sammen,« siger Annette Hartung.

Martin Hartung var arkitektur- og design-skribent ved Berlingske Tidende og formentlig den første journalist, der var helt dedikeret til området. Han kom fra traditionel nyhedsbaggrund på Kolding Folkeblad og senere B.T., men efterhånden som Københavns forstæder blomstrede op, blev der flere og flere historier om nye byggeprojekter, og det fik Berlingske til at hente ham over til at opdyrke og dække området.
»Martin var dagbladsjournalist. Det var ikke noget med at bruge 14 dage, tingene skulle fortælles her og nu. Der kunne ikke komme et nyt hus, en ny professor eller en ny konkurrence, uden at han skulle skrive om det,« fortæller hun.

Annette Hartung er uddannet civilingeniør og arbejdede på et patentkontor. Det kvittede hun efter fem år og blev lidt tilfældigt ansat på Ugebladet Ingeniøren. Hendes møde med Martin var lige så tilfældigt. De var til samme pressemøde om nogle nye bygningskonstruktioner og kom op at toppes over, hvem der først måtte offentliggøre historien.
»Da vi gik ud ad døren, sagde Martin: Nu trænger vi vist til en god frokost. Så gik vi på Allegade 10. Det var den 18. april 1969. Fem måneder senere flyttede vi sammen.«

Hun var 29 år og godt på vej ind i en ny karriere. Men det blev hende, der gik ned på deltid og tog det føromtalte vasketøj.
»Martin var af den gamle journalistiske skole. Journalist var noget, man var i døgndrift. Så det var sjældent ham, der hentede børn. Det var i 70'erne, hvor der var meget med kvindefrigørelse, og at man skulle realisere sig selv. Men jeg synes egentlig, jeg var privilegeret, at jeg kunne hente børnene tidligt. Du kan sige, det var gammeldags, men det gjorde mig ikke noget.«

Martin Hartung var en pertentlig mand. Han var altid i skjorte og skræddersyet jakkesæt, som han supplerede med et af garderobens over hundrede slips, samt den pibe, der næsten blev en del af hans brand image. I modsætning til mange af hans kolleger på Berlingske ville han typisk være på avisen allerede før klokken ni. Når Annette arbejdede, kørte de sammen i parrets folkevogn ind ad Lyngbyvejen fra deres hjem i Kgs. Lyngby. Martin sad ved rattet, og så kunne hun læse op af de artikler, han endnu ikke havde nået at læse.

En side af Martin Hartungs journalistliv, som har betydet og stadig betyder meget for Annette, er det sociale netværk, det bragte med sig. Dengang var kilder ikke noget, man notorisk holdt ude af privatlivet. Villaen ved Dyrehaven var jævnligt fuldt af mennesker som Nanna Ditzel og Verner Panton. Gode personlige relationer og en vis gensidig nytteeffekt gik hånd i hånd.
»Det er klart. Det kan ikke være anderledes. Han skrev om dem, og de ringede jo så også til ham, når de havde vundet en konkurrence, eller der var sket noget særligt. Men mange af dem har faktisk holdt fast, også efter at Martin døde. Det troede jeg egentlig ikke ville ske, så det har været fantastisk at opleve.«


Grethe Aakard opbevarer stadig Johannes’ gamle skrivemaskine, som han som ung knægt brugte til at skrive illegale flyveblade under krigen.- foto: Sara Galbiati

Telefondame for krimireporteren
Grethe Aakard
Enke efter Johannes Aakard. Han blev udlært i begyndelsen af 50'erne på Venstres Folkeblad i Haslev samt Lollands-Tidende i Maribo. Kom til Aftenposten og Ekstra Bladet og var i 1965 med til at starte TV Avisen. Fra 1979 og til sin pension i 1997 var han leder af tv-udsendelsesredaktionen.

»Vi levede næsten af mord.«
Det lyder mere makabert, end det er. Johannes Aakard var en fredelig mand uden anden kriminalitet på samvittigheden end det krimi-stof, han kom til at beskæftige sig med i det meste af sin karriere.

Men det, hans enke, Grethe Aakard, hentyder til, er de ekstraindtægter, en ung journalist på Lollands-Posten kunne få i starten af 50'erne, når de lokale slog hinanden ihjel, og de københavnske dagblade sparede den halve dagsrejse til Maribo og hyrede en lokal som ad hoc-korrespondent.
Som for eksempel den efterårsaften i 1953, hvor Fanden tog ved en bondemand, der kvalte sine to børn midt mellem malkningen af sine køer.

Dagen efter var Johannes – eller Johs, som han altid lød – ikke alene på forsiden af Lollands-Posten, men også af Politiken, og så kunne han lægge en pæn skilling oven i de 650 kroner, han ellers hævede i månedsløn.
Alt dette sidder Grethe Aakard og fortæller i sin lejlighed på Østerbrogade, mens de opslåede scrapbøger ligger henne på det massive spisebord. Det er næsten 60 år siden, hun første gang tog toget til Maribo. 70 år siden hun blev sat på en skolepult ved siden af Johs på Hans Tausens Gade Skole på Nørrebro i København, og et år siden, hun mistede ham.

Det var ikke Grethes ide, at de skulle begynde deres samliv i Maribo. Men lærepladser ved bladene var ikke noget, der hang på træerne, medmindre ens forældre havde kontakterne i orden. Johs' forældre havde frisørsalon, og de var meget imod, at deres søn skulle tilslutte sig kredsen af fordrukne, upålidelige journalister. Til sidst fik han dog plads ved Venstres Folkeblad i Haslev til 50 kroner om måneden, og efter militærtjenesten gik turen så til Maribo.
»Jeg var ikke begejstret, men skulle det være os, var der ikke så meget at gøre,« fortæller Grethe Aakard.

Og det skulle være dem, og der var ikke så meget at gøre. Journalistikken kom til at definere Johs og Grethes liv, og ikke mindst døgnrytme. I 1954 vendte de tilbage til København, hvor Johs havde fået job på Aftenbladet – en frokostavis, som også blev kaldt 'rullekonebladet'.
»Det var det arbejdende folk, der læste det. Og det var tit rullekoner, der delte avisen ud som et bijob,« forklarer Grethe Aakard.

Johs' nye stilling gav også Grethe et bijob. Johs var ikke morgenmenneske, men journalister på Aftenbladet mødte klokken seks om morgenen, så hun havde en daglig tørn med at få sin mand ud af fjerene, i tøjet og ned på gaden, så han kunne tage sporvognslinje 5 fra Bellahøj, hvor de boede, til redaktionen i Blågårdsgade.

Her arbejdede han om formiddagen, havde fri over middag, hvorefter arbejdet begyndte igen ud på eftermiddagen og sluttede halvsent om aftenen.
»Det var ikke så meget, man så til hinanden. Han kom måske hjem ved ni-tiden, og så skulle vi spise, og sengetiden kunne ikke ligge meget senere – vi skulle jo tidligt op.«
Det var også Grethe, der tog telefonen, når den ringede om natten med rovmord, ildebrande og andre ulykker. Hun sov lettest.

De fik to drenge, som Grethe Aakard gik hjemme og passede som små. Ellers har hun haft forskellige kontorjobs på deltid. Johs kom på Ekstra Bladet, og i 1965 var han med til at starte TV Avisen op. Også her gik den journalistiske dedikation og arbejdstiden hånd i hånd. Grethe må tænke sig godt om på spørgsmålet om, hvornår hele familien var sammen.
»Selvfølgelig var der pusterum … og ferier …«

Men hun fortæller også, hvordan Johs i sine senere arbejdsår, hvor han var redaktør, havde det en smule svært med, at de unge medarbejdere hastede hjem til familiepligterne, så snart muligheden bød sig.
På vej ud af lejligheden peger hun på et billede i entreen.
»Vores barnebarn, der nu er 13 år, nød han meget at være sammen med. For eksempel da hun lærte at kravle … Sådan har han aldrig haft tid til at opleve sine egne unger.«


Jørgen Søholt Christensen havde en kreativ side, som han for alvor fik tid til at dyrke efter sin pension. Her en skulptur, han har lavet af en klaverhammer. – foto: Sara Galbiati

Udnyttet i København – forkælet i Aarhus
Asta Søholt Christensen
Enke efter Jørgen Søholt Christensen. Udlært på Frederiksborg Amts Avis og journalist på
Skive Folkeblad og Politiken. Kom i 1964 til Århus Stifts­tidende.

»Jeg kunne vist sove lidt indimellem. Jeg kan ikke helt huske det.«
Det står ikke helt klart for Asta Søholt Christensen, hvornår hun egentlig fik sin nattesøvn i de år i 50'erne, hvor hendes mand Jørgen var journalist på Politiken.

Han var på den politisk-økonomiske redaktion og sad dagligt og overværede møderne i Rigsdagen – eller Folketinget, som det nu var kommet til at hedde. Deadline lå sent, og turen hjem til Birkerød, hvor parret boede, var lang. De brune S-tog gik kun til Holte Station. Herfra gik det videre med toget til Hillerød. Jørgen ville typisk være fremme ved familiens lille hus ved et-tiden.

Asta sad som regel oppe og ventede.
»Når han så kom hjem, så faldt man jo ikke i søvn lige med det samme. Jørgen kunne ikke bare gå i seng, så det blev altid lidt sent,« fortæller hun.
»Og mine børn har altid haft det med at vågne ved fem-tiden,« kommer det lidt efter, ikke bittert, men hun kan godt selv se paradokset.

Asta Søholt Christensen blev uddannet som keramiker ved Kunsthåndværkerskolen, samtidig med at Jørgen var i lære på Frederiksborg Amts Avis. Jørgen var fra Esbjerg-egnen og havde en kammerat, der gik i klasse med Asta, og for at gøre en lang historie kort, endte de med at danse en hel nat på Lorry, som ikke var en tv-station, men et forlystelsesetablissement.

Jørgen fik job på Skive Folkeblad, og Asta lagde keramikken på hylden og fulgte efter. Det varede dog ikke så længe, inden han fik ansættelse på Politiken, og de kunne vende tilbage til hovedstaden, hvor de gennem en af Astas studiekammerater fik et hus i en kunsthåndværkerkoloni i Birkerød. Der var ganske vist langt ind til Rådhuspladsen, men lejen var kun 100 kroner om måneden – forrygende billigt, erindrer hun – og Asta var glad for at være i et miljø, hvor hun kunne blive inspireret til at genoptage sin kunst.

Eneste problem var, at hun som hjemmegående ikke var berettiget til institutionspladser til børnene.
»Jeg sad og lavede det om aftenen, når de små var blevet lagt i seng, og jeg alligevel sad og ventede på, at Jørgen skulle komme hjem,« fortæller hun.

Hun husker det som en hård tid. Ikke så meget for hende selv – den sporadiske søvn er mere eller mindre fortrængt – som for hendes mand. For en ung journalist på et af hovedstadens store dagblade var arbejdspresset stort. De blev, som hun selv formulerer det, »brugt rigeligt meget«. Det gav sig blandt andet udslag i nogle mavesmerter, der på betænkelig vis lignede symptomer på mavesår.
»Men vores læge var sådan en gammel militærlæge, og han havde kun en slags medicin – presset citronsaft. Det brugte han mod alt,« fortæller Asta Søholt Christensen.

Hvordan citronsaft virker på højt mavesyreindhold, melder historien ikke noget om. Men i 1964 drog familien til Aarhus, hvor Jørgen blev leder af erhvervsredaktionen på Stiftstidende. Og her ventede dem en langt mere behagelig tilværelse.
»Det var så dejligt at komme til Aarhus. I København blev journalisterne misbrugt, her blev de nærmest forkælede,« fortæller hun.

Først og fremmest oplevede hun den luksus, at hendes mand nu kom hjem om aftenen til almindelig spisetid. Men også den almindelige behandling af journalisterne var anderledes i det jyske.
»Avisen ejede et sommerhus på Tunø og en båd, som redaktøren havde foræret journalistforeningen. Det var den fineste gamle 12-krydser, med en kaptajn om bord, der hed Valde. Så kunne man få den en uge, hvor man bare sejlede rundt, mens Valde lavede mad. Var det ikke flot?«

Men selv om forholdene var fine, var journalistikken ikke et forfinet miljø. Der var en særlig jargon og forventninger til, hvad man som journalist stod for.
»Nogle af de unge kaldte de for mælkedrengene. Jeg tror, det var, fordi de drak mælk til frokost og ikke drak øl i pauserne. De har været lidt hårde ved hinanden,« fortæller Asta Søholt Christensen.
Der blev også bedre tid til hendes arbejde med keramikken. Det blev aldrig en større indtægtskilde, men det var jo heller ikke nødvendigt, for journalister tjener jo godt, som hun bemærker.

Hun bor stadig i det hus i Risskov, som hun og Jørgen flyttede til i 1964, omgivet af sin keramik, men også af de kreative påhit, som hendes mand også begyndte at bidrage med på sine ældre dage og indtil sin død for to et halvt år siden.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen