Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
16:57 23.04.2023 Christian Lindhardt

Enigt DJ-delegeretmøde: Regeringen skal lytte til oppositionen

Enigt DJ-delegeretmøde: Regeringen skal lytte til oppositionen

DJ’s delegeretmøde kom med en enstemmig opfordring til regeringen. Foto: Michael Drost-Hansen

Selv om regeringen i sit grundlag har skrevet, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, som skal se på offentlighedsloven, så er der stadig ikke sket noget, og nu kræver et enigt delegeretmøde i Dansk Journalistforbund (DJ), at der sættes handling bag ordene.

I en enstemmig udtalelse hilser delegeretmødet det velkomment, at en samlet opposition nu også bakker op om ønsket om at revidere offentlighedsloven.

”Vi opfordrer derfor SVM-regeringen til at imødekomme ønsket fra den samlede opposition, fra Dansk Journalistforbund, fra Djøf og fra Transparency International: Vi vil have en ny offentlighedslov!,” lyder det i udtalelsen.

I denne uge sendte en samlet opposition et åbent brev til regeringen med et krav om at lempe loven med udgangspunkt i forslag, som Dybvad-udvalget er kommet med.

Konkret ønsker partierne, at den såkaldte ministerbetjeningsregel samt folketingspolitikerreglen ændres.

Derudover kalder partierne også på, at it-systemer indrettes på en måde, ”så de sikrer effektiv journalisering og i relevant omfang opbevaring af sms-beskeder med videre”.

Et tredje og sidste punkt i brevet lyder, at ministerier skal sikre, at aktindsigtssager behandles rettidigt.

SENESTE NYT

Flere nyheder