Den tidligere regering vedtog med medieforliget fra 2018, at streamingtjenesterne skal betale to procent af deres omsætning til danskproduceret indhold.
Men det er for lidt, mener Enhedslisten, der forud for de kommende medieforhandlinger er kommet med et udspil, som foreslår at sætte procentsatsen op på 10 procent.
Det siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, til MediaWatch. Pengene skal gå til danske indholdsproducenter og uddannelse inden for området.
”Det er ikke mindst streamingtjenesterne, der er årsag til, at der er det pres i øjeblikket på medarbejdere. Når der er en række selskaber, der skal producere i Danmark, ud over dem, der var i forvejen, så bliver man nødt til at uddanne nogle flere,” siger Søren Søndergaard til MediaWatch.