Enhedslisten vil have oprettet en tredje TV 2-region på Sjælland for at få mere journalistisk dækning af Sjælland og hovedstadsområdet.
Det siger partiets medieordfører, Søren Søndergaard, til Altinget. TV 2 Lorry, der er en af de to TV 2-regioner på Sjælland, dækker i øjeblikket 34 kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland. Og det er ifølge Enhedslisten for mange kommuner at skulle gabe over.
”Idéen i at have en regional og lokal tv-station er jo, at den kan dække, hvad der foregår i kommunerne og på lokalt niveau. Det er kropumuligt med 34 kommuner, for der er hverken tid på fladen eller journalister til at dække et så stort område,” siger Søren Søndergaard til Altinget.
Udmeldingen fra Enhedslisten kommer op til de længe ventede medieforhandlinger, hvor netop lokal- og regionaljournalistik bliver et tema. Regeringen har tidligere på året foreslået at flytte penge fra nationale medier til de lokale medier for at styrke lokaljournalistikken og lokalsamfundene.