Enhedslisten: Et meget borgerligt forlig

Det kommende medieforlig tegner til at blive meget borgerligt, mener Enhedslistens medieordfører Per Clausen, der har forladt forhandlingerne. Det nye medieforlig vil stille offentligt radio og tv dårligere end i dag, siger han.

Det kommende medieforlig tegner til at blive meget borgerligt, mener Enhedslistens medieordfører Per Clausen, der har forladt forhandlingerne. Det nye medieforlig vil stille offentligt radio og tv dårligere end i dag, siger han.

Enhedslistens medieordfører Per Clausen sad indtil i går med ved forhandlingsbordet om det kommende medieforlig. Han valgte i morges at trække sig fra yderligere forhandlinger, da forliget efter hans mening, ser ud til at blive alt for borgerligt.

»Der tegner sig et billede af, at slutresultatet bliver, at der går frygteligt mange penge til et privat alternativt til DR. Det koster en masse penge at opbygge en radiokanal i stedet for bare at bruge pengene på mere kvalitetsradio i DR,« siger han til Journalisten.dk.

Han peger på, at hvis forslaget om at sende en ny radiokanal med P1-lignende public service-forpligtelser i udbud bliver vedtaget, vil der gå en stor portion penge til etablering, i stedet for at pengene går direkte til for eksempel journalistik.

»Jeg opfatter det som et ideologisk udspil. Regeringen vil have brudt DR's monopol, og det kan ikke gøres gennem kommerciel radio. Så er den eneste løsning at lave et statsstøttet alternativ, der ikke kan undgå at have konsekvenser for de andre aktører, der modtager mediestøtte,« siger Per Clausen.

Han forudser, at det dyre radioalternativ blandt andet vil gå ud over TV 2 regionerne, hvor pengene ville være godt givet ud.

»Hvis vi ser på andre lokalmedier som lokalt tv eller lokalradio, kan man skabe mere mangfoldighed med begrænsede midler, hvis det er det, man ønsker,« siger Per Clausen.

Enhedslisten valgte blandt andet at forlade forhandlingerne, fordi regeringen lagde kraftigt op til nye udbud af DR's aktiviteter.

»Public Service-puljen og udbuddet af DR skal åbenbart bare blive ved med at stige. Jeg ved ikke, om regeringen har tænkt sig, at det først skal stoppe med at stige, når hele DR er kommet i udbud,« foklarer Per Clausen. Han håber, at de resterende oppositionspartier vil trække forliget længere til venstre.

»Forliget kan godt ende med at blive mindre borgerligt, men det vil stadig være et dårligere udgangspunkt for tv og radio, end det vi har i dag. Og det ser vi ingen grund til at binde os til,« siger Per Clausen.

Beslutningen om kun at forhandle de licensfinansierede støttekroner nu og forhandle resten af medieforliget til efteråret, ser Per Clausen som et udtryk for, at der ikke er lagt op til en egentlig reform af mediestøtten. Hvis hele mediestøtten skal genforhandles, er det en forudsætning, at alle pengene er i spil samtidig, siger han.

»Der er ikke den store vilje til at lave noget gennemgribende om i mediestøtten. Der kan være vilje til at give støtte til internetmedier, men det kan være svært at finde pengene,« siger Per Clausen.

Medieprofessor Anker Brink Lund kritiserer i Berlingske Tidende i dag mediepolitikerne for ikke at gøre op med det gamle puljesystem i mediestøtten. Efter fire års kommissionsarbejde konkluderede han i Mediestøtteudredningen i efteråret, at det var nødvendigt at reformere mediestøtten, hvis den skulle fremtidssikres. Men det kommer altså ifølge Per Clausen ikke til at ske i denne omgang.

0 Kommentarer