Gaver og rejser må ikke længere være ministerens egen hemmelighed, og både løn og navn på de 172 bedst betalte embedsfolk lægges offentligt frem. Den nye engelske regering vil åbne staten op.
Knap nok er den nye konservative regering tiltrådt, før David Cameron har gennemført det første af sine valgløfter om mere åbenhed i den britiske forvaltning.
Navne, lønninger og andre særlige goder er blevet offentliggjort for de 172 bedst lønnede embedsfolk i Storbritannien. Det skriver organisationen Wobbing.eu.
Derudover er der blevet stillet forslag om andre væsentlige åbenhedstiltag: Alle ministerrejser skal offentliggøres. Tidligere har der været en minimumsgrænse på beløbet.
Alle gaver til ministre over et vist beløb skal lægges åbent frem, og ministermøder må ikke længere være lukket land for offentligheden.
Og så skal det være forbudt for en minister at skifte side og blive lobbyist i to år efter, at han er trådt tilbage. Det sker for at forhindre, at politikerne i deres sidste tid plejer netværket for at sikre en velbetalt plads hos en virksomhed inden for det ressortområde, de skal forestille at pleje i borgernes interesse.
Journalisten.dks egen blogger Brigitte Alfter er også redaktør hos Wobbing.eu. Hun har mange års erfaring med at arbejde for åbenhed, blandt andet i EU-regi. På sin blog her på sitet opfordrer hun Danmark til at tage ved lære af det britiske initiativ.
Brigitte Alfter sammenligner også EU's åbenhed med den britisk/amerikanske tradition i sin anden blog hos EU Observer her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.