Englænderne læser lokale medier under optøjerne

Når englænderne skal læse om de uroligheder, der fejer gennem landet i øjeblikket, er det især de lokale og regionale aviser, de samler op i kiosken. Flere lokalaviser har også kæmpe succes med liveblogs fra optøjerne.

Når englænderne skal læse om de uroligheder, der fejer gennem landet i øjeblikket, er det især de lokale og regionale aviser, de samler op i kiosken. Flere lokalaviser har også kæmpe succes med liveblogs fra optøjerne.

Urolighederne i flere engelske byer har præget forsider over det meste af Europa, men når englænderne selv skal læse nyheder om optøjerne, tyer de til lokale medier. Flere regionale og lokale aviser i England har i de seneste dage sat rekorder for besøgende på deres hjemmesider og solgte aviser. Det skriver Newspaper's Society, foreningen for regionale og lokale medier i England, på deres hjemmeside.

I Birmingham, hvor tre mænd blev kørt ned og dræbt, mens de holdt vagt i deres kvarter, satte avisen Birmingham Mail rekord med over 100.000 unikke brugere på hjemmesiden i løbet af dagen. Lokalavisen i Wolverhampton, Express and Star, kunne tage billeder af optøjerne i byen ud af deres vinduer fra redaktionslokalet. Avisens hjemmeside fik over 850.000 besøgende henover onsdagen.

Der er især avisernes liveblogs, som de enkelte avisers journalister opdaterer minut for minut, der har trukket besøgende til hjemmesiderne. På avisen Manchester Evening News havde de konstant omkring 20.000 besøgende på livebloggen, mens forskellige journalister skrev seneste nyt på bloggen i løbet af natten til onsdag.

Flere aviser måtte også sætte ekstra gang i trykkeriet for at efterkomme den store efterspørgsel. I Nottingham måtte lokalavisen printe 10.000 ekstra eksemplarer, og i London måtte den lille avis Southwark News printe 1.000 ekstra aviser. Southwark News har i øvrigt givet et tilbud til alle de lokale butikker, der er blevet ramt af urolighederne, om at få gratis reklamer i avisen.

0 Kommentarer