Tabloid-avisen News of the World tilknyttede en privatdetektiv, der netop havde afsonet syv års fængsel for afpresning. Afsløringen er den seneste i en lang række skandaler fra avisen, der blandt andet har aflyttet telefoner ulovligt.
Den engelske tabloid-avis News of the World er kendt for sine hårdtslående historier, men på det seneste er der blevet afsløret en del metoder, der ligger på den forkerte side af loven.
I går kunne The Guardian afsløre, at avisen i flere år havde en privatdetektiv ansat, selvom han lige var løsladt efter syv års fængsel for afpresning. Guardian har set beviser for, at privatdetektiven har bestukket betjente og lækket fortrolige oplysninger fra efterforskninger, mens han var ansat på avisen.
Med den seneste afsløring har News of the World nu i alt fire tidligere privatdetektiver, som er dømt for ulovlige metoder. Det engelske politi er netop nu i gang med opklaringsarbejdet i den såkaldte telefonhackerskandale.
Indtil videre har politiet bevis for, at 19 fremtrædende personer har fået deres telefonsvarer hacket, mens telefonselskaber siger, at tallet er over 100.
De fire privatdetektiver var alle ansat på avisen, mens Andy Coulson var chefredaktør. Han har siden taget sin afsked, og i dag er han pressechef for det konservative parti i England. Over for The Guardian har han nægtet at kommentere, om han kendte til de fires ulovlige metoder eller kriminelle baggrund.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.