search

Engells to forklaringer til pressen

  Hvad betyder det, at chefredaktøren for en af Danmarks store aviser har fortiet afgørende elementer i en sag, hans avis afdækkede? Artiklen i det seneste nummer af Journalisten fik Hans Engell til at bryde sin tavshed i forbindelse med Dan Lynge-sagen. Vi har set på, hvad han sagde. Og på sagens principper. UDSAGN. Jeg hørte aldrig navnet Dan Lynge i min tid som justitsminister.

Hvad betyder det, at chefredaktøren for en af Danmarks store aviser har fortiet afgørende elementer i en sag, hans avis afdækkede? Artiklen i det seneste nummer af Journalisten fik Hans Engell til at bryde sin tavshed i forbindelse med Dan Lynge-sagen. Vi har set på, hvad han sagde. Og på sagens principper.

UDSAGN. Jeg hørte aldrig navnet Dan Lynge i min tid som justitsminister.

Jeg holdt min tid som justitsminister adskilt fra mit job som chefredaktør.

Dét er essensen af de to forklaringer, Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell i dagene fra den 22. til den 25. november gav i pressen – efter Journalistens afsløring af, at han i over tre år kendte til en af de vigtigste brikker i Dan Lynge-sagen uden at fortælle om det til sine egne medarbejdere og dermed også læserne.

Det resulterede blandt andet i, at bladet gav forkerte oplysninger – og at Engell ikke kunne stilles over for spørgsmål i sagen om den tidligere rockermeddeler, der helt tilbage i Engells justitsminister-tid i hemmelighed gav opsigtsvækkende informationer fra rockermiljøerne under politibetegnelsen »guldfuglen«.

Engells forklaring på sagen i pressen falder i to dele.

Første forklarings-del handler om, at han ikke kendte selve navnet Dan Lynge fra sin ministertid i 1992 – og at det derfor var korrekt at sige, at han ikke kendte Dan Lynge-sagen.

Anden forklarings-del opstår i dagene efter den 22. november i de medier, der stiller spørgsmålstegn ved den første forklaring – fordi de anfører, at Engell jo i sin egen avis gennem tre år kunne læse om attentatplaner mod en dommer Otken og en statsadvokat Abildtrup, som avisen udtrykkeligt fremstillede som én af Lynge-sagens vigtigste brikker. Og den brik havde Engell haft udførligt kendskab til i sin tid som justitsminister.

Når chefredaktøren alligevel tav – lyder denne forklarings-del – var det, fordi han fra dag ét havde besluttet, at han ikke ville have med avisens dækning af sagen at gøre, når han selv som tidligere justitsminister kunne blive indblandet.

I TV AVISEN den 22. november lægger speakeren ud med en opsummering af første forklaring: Hans Engell fastholder, at det eneste, han har nægtet kendskab til, er navnet Dan Lynge – og at han ikke er blevet spurgt om mere.

Så anfører TV AVISENs reporter, at chefredaktør Engell jo faktisk kendte til de planer – der var en opsigtsvækkende del af Lynge-sagen – uden at fortælle det videre:

TV AVISEN: Vi er enige om, at den viden, du har haft om attentatplanerne, har du aldrig delt med dine journalister på Ekstra Bladet – korrekt?

Hans Engell: »Jamen, hør nu engang – dét, jeg er blevet spurgt om, det er, om jeg kendte Dan Lynge. Og der er svaret: Nej.«

Hertil konstaterer reporteren, at der har været masser af møder og lejlighed til at fortælle Ekstra Bladets Lynge-redaktion, at han kendte attentatplanerne – uden at gøre det. Så kommer anden forklarings-del:

Engell: »Denne her sag er blevet behandlet i et andet regi, fordi jeg valgte som chefredaktør at sige: I Dan Lynge-sagen, dér synes jeg ikke, det er mig, der skal sidde for bordenden. Og det mener jeg var klogt og rigtigt.«

Og TV AVISEN opsummerer: Hans Engell mener altså, at når han ikke har rettet de mange fejl, der har optrådt i Ekstra Bladet, så har det været, fordi han ikke ville blande sig i en sag, han var involveret i.

I JYLLANDS-POSTEN den 23. november optræder begge forklaringer i samme sætning:

Engell: »Jeg har fra dag ét holdt mit virke som tidligere justitsminister og mit arbejde som chefredaktør helt adskilt. Alt, hvad jeg har sagt om mit manglende kendskab til Dan Lynge eller »Guldfuglen«, har været pinligt korrekt. Det er først, da jeg læser om sagen, at det går op for mig, at der kan være en sammenhæng.«

Der er ingen uddybende spørgsmål.

I TV 2/NYHEDERNE samme aften sættes chefredaktøren over for studievært Jes Dorph Petersen og lægger her ud med forklaring ét – at hans viden om attentatplanerne som justitsminister i 1992 intet kan have med nutiden at gøre, eftersom han ikke hørte navnet Lynge, dengang han var minister:

Engell: »Den fejlslutning, man så begår, det er, at fordi jeg var vidende om nogle af de aktiviteter – blandt andet rettet mod en dommer og rettet imod en statsadvokat – så burde jeg også have kendt en Dan Lynge. Det ved landets justitsminister ikke – hvem der er politiets kilder.«

Dorph: Men Hans Engell, da skal du så rette noget, der har stået i din egen avis – der står blandt andet den 22. april 2003: »Hans Engell har efter eget udsagn aldrig hørt om den sag«, altså hele sagskomplekset – hvorfor har du ikke rettet det?

Og så falder igen forklarings-del to:

Engell: »Nej, fordi jeg netop fra dag ét valgte at sige, at da jeg som tidligere justitsminister ville være vidne i denne sag, så er jeg naturligvis som chefredaktør inhabil. Og derfor har det været kolleger i chefredaktionen, der har styret sagen. Som har samarbejdet med journalisterne.«

I BERLINGSKE TIDENDE den 24. november er det igen navne-forklaringen, der er central:

»Fordi jeg havde kendskab til attentatplaner, er det ikke ensbetydende med, at jeg havde noget som helst kendskab til Dan Lynge. Man kobler nogle ting sammen, som ikke har noget med hinanden at gøre.«

Der stilles ikke videre spørgsmål.

POLITIKEN opsummerer samme dag chefredaktørens gentagne afvisninger – i alle årene 2002-05 i Ekstra Bladet – af at kende noget til sagen, selv om han hele tiden vidste, at Otken/Abildtrup-historien var helt central for Dan Lynge-sagen.

Politiken: Engell, hvorfor korrigerede du ikke misforståelsen?

Engell: »Jeg har ikke på noget tidspunkt hørt navnet Dan Lynge eller guldfuglen nævnt, før det bliver til en sag i Ekstra Bladet. Så citatet holder. Det, der sker nu, er, at man kobler to ting sammen, som ikke har noget med hinanden at gøre, nemlig spørgsmålet om Dan Lynge-sagen og så attentatplanerne.«

Politiken påpeger det ulogiske i forklaringen – eftersom chefredaktøren jo netop kendte koblingen, som havde været en sensation i hans egen avis:

Politiken: Men de to ting hænger vel netop sammen – fordi det alene var Dan Lynge, der gav de oplysninger til politiet?

Engell: »Den sammenkobling er fuldstændig forkert. Læs mit svar til kommissionen. Mere har jeg sådan set ikke at tilføje.«

I »MENNESKER OG MEDIER« på P1 den 25. november gentages den forklaring, der to dage tidligere er givet til Jes Dorph Petersen og TV 2 – om risikoen for at blive 'vidne' i sagen, som hans avis dækker:

Engell: »Den har været dækket på en måde, hvor jeg selvfølgelig – og fordi jeg var tidligere justitsminister og dermed også et vidne og én, der ville være inddraget i sagen – har holdt mig fuldstændig udenfor.«

Dette uddybes ved at gå helt tilbage til Lynge-sagens start i Ekstra Bladet:

Engell: »I det første møde, vi havde i chefredaktionen, hvor Dan Lynge-sagen blev drøftet – da var den første beslutning, der blev truffet, at jeg – netop fordi jeg var inhabil – selvfølgelig ikke skulle beskæftige mig med den sag. Hverken i redaktionssammenhænge eller ved planlægning eller ved udvikling af sagen.«

Programværten Lasse Jensen fremlægger oplysninger om, at Engell over for bladets tidligere Dan Lynge-reportere skulle have afvist kendskab til både Lynge-sag og attentatplaner:

Jensen: Det centrale punkt her er, at du har sagt til dem – på nogle spørgsmål om, hvorvidt du kendte til for eksempel planerne mod landsdommer Otken og statsadvokat Abildtrup – at du så har svaret: »Dette kan ikke finde sted i Danmark.« Kan du genkende den samtale?

Engell: »Nej, det kan jeg ikke rigtigt.«

Lasse Jensen undrer sig over, at Engell ikke desto mindre – i 2005 i sit hemmeligholdte svar i Lynge-kommissionen – alligevel vedgår, at han faktisk kendte planerne.

Jensen: Hvorfor sagde du ikke dét til journalisterne?

Engell: »Jamen altså, fordi – dét, jeg blev spurgt om, det var om jeg kendte Dan Lynge. Jeg blev spurgt, om jeg kendte Dan Lynge – og svaret var, at jeg havde aldrig hørt navnet Dan Lynge – før jeg kom på Ekstra Bladet, og sagen kom til at stå i avisen her.«

Selv om Lynges navn står i avisen sammen med attentatplanerne fra begyndelsen, går der en tid, før chefredaktøren bemærker noget interessant, lyder forklaringen:

Engell: »Det er i virkeligheden først, da vi er langt henne i Dan Lynge-sagen, at jeg ligesom andre vel kan se, at her kan der muligvis have været nogle forbindelser, som er interessante. Men da jeg jo netop ikke er inddraget i denne her sag – ja, så kører den sit eget forløb.«

Jensen: Du sidder og er administrerende chefredaktør, og du følger den dækning, avisen har, og så laver du koblingen – så kan du godt se, at nu er der en sammenhæng mellem det, der skete på dit kontor i 1992, og det, som der nu bliver skrevet om – men så har du opfattet det sådan, at du ikke lige kunne gå ind og sige til den anden chefredaktør, at her er der en forbindelse?

Engell: »Jamen altså, nu giver vi os ikke af med gætterier – og de artikler, der blev skrevet i den lange periode, byggede jo netop ikke på gætterier, men på en gradvis afdækning af hele forløbet i denne her sag – og det har jeg selvfølgelig respekteret, og da har jeg så holdt mig i baggrunden.«

FAGBLADET JOURNALISTEN ville gerne have stillet Hans Engell nogle uddybende spørgsmål til de fire dages mediedækning, men Engell ønsker fortsat ikke at blive interviewet af Journalisten.

Journalisten ville blandt andet gerne have stillet følgende spørgsmål:

  • Hvad løb egentlig gennem Hans Engells hoved, den morgen han på forsiden af sin egen avis kunne læse, at attentatplanerne – som han var blevet orienteret om som minister – var en del af Dan Lynge-sagen? Hvorfor reagerede han ikke?

  • Kan det dokumenteres, at Hans Engell og dermed Ekstra Bladet havde en beslutning om, at chefredaktøren fra 'dag ét' ikke skulle involveres i Ekstra Bladets Dan Lynge-dækning? Hvad var i så fald den præcise begrundelse på det tidspunkt, og hvem fik den at vide?

  • Hvis Hans Engell fra starten havde en formodning om, at han kunne blive indblandet – endda som 'vidne' – hvordan kunne han så i tre et halvt år fastholde, at han intet kendte til sagen?

  • Når Hans Engell undlod at fortælle om sin viden om Otken/Abildtrup-forløbet – og dermed sit grundlæggende kendskab til Dan Lynge-sagen – er der så andre ting, der ikke er fortalt? Kan der svares ja eller nej på, om der er andre ting, der ikke er blevet fortalt på grund af tavshedspligt?

  • Når man etablerer ' vandtætte skotter' mellem en chefredaktør og dækningen af en sag, er det for at redaktøren ikke kan påvirke dækningen. Men det har også den omvendte effekt, at journalisterne ikke kan stille chefredaktøren spørgsmål. Var det noget, chefredaktionen forholdt sig til?

  • Er der noget i forløbet, som har givet anledning til principielle overvejelser på Ekstra Bladet – for eksempel om forholdet mellem chefredaktør og journalister i lignende sager fremover?

Engells dobbeltrolle

Hans Engells situation er historisk markant, fordi han har været chef for begge efterretningstjenester – og bliver chefredaktør for en avis, der har den politiske afdækning som sit højeste mål, siger kommentator Egon Balsby.

PRINCIPIELT. »Det er jo klart, at når man ansætter en tidligere justitsminister og dermed tidligere politisk chef for både Politiets Efterretningstjeneste og dansk politi – og også som forsvarsminister stod politisk i spidsen for Forsvarets Efterretningstjeneste – så indebærer det jo et principielt problem. Og det er et problem, man naturligvis har gjort sig sine overvejelser om i Politikens Hus,« siger Egon Balsby, der understreger, at han ikke med sin vurdering af de principielle problemer ved sådanne ansættelser vil drages ind i den aktuelle sag.

Egon Balsby er kommentator på Berlingske Tidende og har tidligere – og før Engells direkte indblanding i Lynge-sagen – peget på de problemer, der kan opstå, når en chefredaktør på et blad som Ekstra Bladet har en så fremtrædende politisk fortid.

»Den her sag viser jo – og jeg vil ikke sige, hvor tydeligt den viser det – at der kan opstå problemer, hvor der er en modsætning mellem Hans Engells reelle viden og de mulige journalistiske afsløringer, der forsøges udført af hans journalister på Ekstra Bladet. Naturligvis er den reelle problemstilling, at Hans Engell mere eller mindre bevidst eller ubevidst kan komme til at skygge for afdækningen af væsentlige samfundsområder,« siger Egon Balsby, der også peger på et helt håndfast problem for en tidligere minister:

»Han står jo i en relativt problematisk situation, fordi han som tidligere minister er omringet af de nødvendige tavshedspligter – og det er jo nogle, der her især gælder for PET og FET. Her har han jo ikke mulighed for at spille med åbne kort – og har dermed en reel risiko for at komme i situationer, som kan være meget problematiske for ham, fordi han ikke er i stand til at forsvare sig på en relevant måde,« siger Balsby.

»Hvis Hans Engell – og det er jo det, der er realiteten – er blevet fundet værdig til at varetage en stilling som chefredaktør på Ekstra Bladet, så er det jo helt op til Politikens ansættende bestyrelse, om de synes, de vil leve med den kompleksitet, som det indebærer. Det har de valgt – og den her sag har så givet problemer.«

– Er der forskel på situationen for en tidligere minister og en chef fra det private erhvervsliv, der bliver chefredaktør?

»Altså, Hans Engells situation er jo historisk markant, fordi han har været chef for begge efterretningstjenester og bliver chefredaktør for en avis, der har den politiske afdækning som sit højeste mål. Det er klart, at den situation i sig selv er problematisk. Men det er også klart, at hele spørgsmålet om folks uafhængighed jo er noget, man oplever på mange niveauer i dagspressen – hvor man er nødt til at tage et hensyn til det. På hele økonomiområdet er der altid grund til at være opmærksom på, at der ikke sker sammenblanding mellem vores offentlige forpligtelser som informatører og de egeninteresser, man kunne have. Jeg synes, at Engells tilfælde er meget, meget specielt – og man kan ikke trække en direkte linje fra ham og over til andre former for ansættelse«.

  • Sagen kort:

    1992: Engell orienteres som justitsminister om attentatplanerne mod landsdommer Bent Otken og statsadvokat H.C. Abildtrup. PETs overvågningsområde
    udvides.

    2002: Ekstra Bladet starter sin dækning af Lynge-sagen med afsløringen af attentatplanerne og af, at Dan Lynge var hovedmand og -kilde. I det øjeblik véd Hans Engell, at han har viden om Lynge-sagen – også selv om han ikke skulle have hørt navnet Dan Lynge tilbage i 1992. Det siger han ikke til sin redaktion.

    2002-05: Ekstra Bladet laver fejl i avisen. Blandt andet beskyldes en anden justitsminister for at have haft med attentatplanerne at gøre, ligesom læserne med jævne mellemrum får at vide, at bladets redaktør intet kender til sagen fra sin tid som justitsminister – en usandhed, der springer videre til den øvrige presse.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen