Så skete det igen – og det er ellers ikke så tit, at journalister og medier interesserer sig for tekstning – det sker cirka en gang hvert tredje år. Det er bare stensikkert, at artiklerne hver gang skal have en faktaboks med eksempler på "bøffer", skæve eller fejlagtige oversættelser begået af tekstere – som også er mennesker – på en travl arbejdsdag.

Hvorfor skal journalister ALTID "krydre" deres få artikler om tekstning med "sjove" anekdoter, som i dette tilfælde er 10 til 25 år gamle? Hvis man gjorde det samme med artikler om journalister, ville der ikke være plads til meget andet end bøffer. Man er jo dagligt vidne til den sproglige armod, som journalister udviser i aviser, tv og på nettet.

De skæverter, man oplever der, ville fylde metervis af reoler eller terabytes af diskplads, hvis man samlede dem på samme måde, som man samler tekstningsbøffer. Skriv dog om de ofte bizarre arbejdsforhold i tekstningsbranchen eller om underbyderfirmaerne, løntrykkerne, de multinationale selskaber, som bestemmer, hvordan dvd'er skal tekstes på dansk, teksternes faglige stolthed og internationale kamp for at få anerkendt vores fag, som undermineres af studerende, husmødre og pensionerede skolelærere – og UDEN bøffer, tak!

– Claus Stenhøj, oversætter/tekster

SVAR: Kære Claus. Jeg påtager mig det fulde ansvar for den boks, der ledsagede artiklen. Den er udtryk for redaktørens vanetænkning, og jeg takker for opsangen.

Med venlig hilsen
– Øjvind Hesselager, redaktør