search

En vinder

Den dræbte pige Fabienne blev et fotoikon på tragedien i Haiti i 2010. Motivet har vundet flere priser, men fotograferne bliver kritiseret for at være gribbe og hyæner, der spekulerer i hendes død.

Den dræbte pige Fabienne blev et fotoikon på tragedien i Haiti i 2010. Motivet har vundet flere priser, men fotograferne bliver kritiseret for at være gribbe og hyæner, der spekulerer i hendes død.

FOTOETIK. Efter jordskælvet i Haiti har motiver fra naturkatastrofen og den efterfølgende tragedie spredt sig til alverdens fotokonkurrencer. Især ét motiv er gået igen. Billedet af den 15-årige pige Fabienne, der blev skudt af en politimand, da hun gik hen over et hustag, hvorfra der var adgang til en forretning, som de lokale tømte for varer.

Den svenske fotojournalist Paul Hansen vandt Årets Pressefoto i Sverige i nyhedskategorien, efter at Dagens Nyheter havde bragt hans fotos af den 15-årige pige. "Selv da hun er død, bliver hun udplyndret af desperate mennesker," skrev Paul Hansen i sin indlevende reportage.

Men da Nathan Webers billede af fotograferne på arbejde i Haiti foran Fabiennes lig kom frem, vendte sympatien sig væk fra fotograferne.
"Det er jo direkte ækelt at se voksne mænds dyre og fine kameraer næsten vælte hinanden for at få det "bedste" billede af en død, fattig pige," lød det blandt andet i en heftig debat på nettet. Flere mener ligefrem, at det er Nathan Weber, der burde have vundet fotopriserne for at afsløre, hvordan fotografer i virkeligheden arbejder. Debatten har udløst en voldsom træthedsfølelse i fotografkredse – åh nej, nu igen!

»Hvad skulle alternativet have været? Ikke at fotografere? Skulle jeg have bedt alle andre fotografer gå væk – undtagen mig selv?« siger Paul Hansen til Journalisten.

»Når jeg ser billedet af de mange fotografer foran Fabienne, føler jeg mig trist og chokeret – jeg bliver ked af det. Ikke fordi der var flere fotografer i Port-au-Prince til at beskrive katastrofen og dens eftervirkninger. Det kan jeg ikke se som kynisme. Tværtimod.«


»Hvad skulle alternativet have været? Ikke at fotografere? Skulle jeg have bedt alle andre fotografer gå væk – undtagen mig selv?« siger Paul Hansen til Journalisten. Foto: Nathan Weber/NBW Photo

Paul Hansen vil i første omgang slet ikke interviewes til Journalisten og ønsker heller ikke at sende sit billede til bladet. Det kræver overtalelse og en grundig forklaring, før han stiller op. Han føler, at standen bliver misforstået. For hans følelser for motivet Fabienne er ægte, understreger han.

»Jeg bliver ked af det, fordi en pige er blevet berøvet livet. Hun er myrdet af en korrupt og voldelig politibetjent. Jeg tænker på den sorg, familien og venner føler. Og jeg er yderst forfærdet over de røvere, som er i baggrunden af billedet, og som hensynsløst og ubekymret fortsætter deres raid. De flyttede og vendte endda liget af Fabienne for at røve hende også,« forklarer Paul Hansen – og fastslår:

»Billedet af liget af Fabienne og de hensynsløse røvere fortæller historien om dybden af elendigheden i Haiti. Jeg har stadig svært ved at komme mig over det.«
Også danske fotografer var i Haiti og kom med på Nathan Webers "gruppebillede". Og de deler Paul Hansens frustration over at blive misforstået.

»Det er så nemt at sidde og blive forarget over tingene,« siger Jan Dagø, Jyllands-Posten, der havde Fabienne med i en serie om Haiti, der vandt førsteprisen i kategorien Årets Nyhed Udland i Årets Pressefoto.
"Mildt sagt klamt. Prisen burde sparkes ud af hænderne på både Jan Dagø og Paul Hansen, og juryerne burde måske gøre sig nogle tanker om etik i stedet for følelsesporno," lød kritikken på Journalisten.dk.

»Jeg er irriteret over, at der kommer fokus på os,« siger Jan Dagø, der sågar har modtaget en ondtonet email efter sine fotos af Fabiennes familie.
»Jeg fik en meget hadefuld mail om, at jeg var et ulækkert svin. Det var på grund af et billede af hendes far, der strækker hænderne opgivende i vejret.«

Også Jan Grarup fotograferede Fabienne.
»Det er selvfølgelig sørgeligt og forfærdeligt, at hun bliver skudt – men det er også forfærdeligt, at det bliver en mediegrip-historie. For selv om vi er mange fotografer, der tager det samme billede, så er billedet stadigt helt vildt vigtigt. Man gør Fabienne en bjørnetjeneste ved at angribe pressen. De pressefolk, der er til stede, fotograferer selvfølgelig, hvad der sker foran dem. Ellers ville de være de dårligste fotografer i hele verden.«

Ingen af de fotografer, Journalisten har interviewet, har noget at udsætte på kollegaen Nathan Webers valg af motiv. Men de synes, iagttagerne af hans billede fuldstændigt fejlbedømmer fotografernes arbejde. For udviklingen frem mod billedet af Fabienne er både krævende og besværligt.

»Jeg står nede foran huset. En betjent løfter pistolen og skyder op i luften. Han skyder alt for lavt. Jeg må dukke mig. Kort efter råber min lokale hjælper, at der er en, der er død. Jeg kommer op på taget. Og der ligger Fabienne. Hun er blevet skudt ved en fejl af betjenten, der skød for lavt. Det er meget, meget uheldigt,« forklarer Jan Dagø.

»Jeg bliver næsten autistisk i situationen. Jeg kan bagefter ikke huske ret meget – min hjerne prioriterer ikke at tælle eller registrere andre fotografer. Jeg bruger min mentale energi på at løse opgaven, så godt som jeg kan. Jeg er i et helt andet rum, hvor jeg ikke tager stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går. Jeg er kun optaget af, hvad der sker i søgeren,« forklarer Jan Dagø.

»Baggrundslyde forsvinder. Jeg kan ikke registrere, hvad folk siger. Jeg tror, vi alle sammen gør det – lukker ned for omverdenen. Og det er ekstremt svært, især når situationen er farlig, og du er psykisk påvirket.«
Grarup forklarer, at pigen Fabienne havde stjålet tre rammer med blomstermotiver for at sælge dem videre. Hun var som mange andre desperat og ville hjælpe sin familie.

»Jeg synes hellere, man skal lægge mærke til hendes historie. Det er jo ikke interessant, at vi fotograferer hende alle sammen. Vi taler om en katastrofe, hvor 250.000 har mistet livet under et jordskælv. Den mad og vand, der er tilgængelig, ligger isoleret i en lufthavn, hvor den ikke distribueres fra, og folk er desperate. Det er historien.«

Og Paul Hansen understreger, at den historie tjener et større formål i formidlingen af tragedien.
»Denne type billeder med personlige skæbner er meget vigtige. De store og alvorlige hændelser kan fortælles gennem en individuel skæbne, som rører dig. Det er for mig fotojournalistik og ikke bare billeder.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen