“Jeg har mange søvnløse nætter, hvor jeg græder og græder, for det er simpelthen helt vildt hårdt at arbejde på den her måde,” siger Pernille.
Hun blev færdig på Journalisthøjskolen for et par år siden og flakker nu fra produktionsselskab til produktionsselskab for at sikre sig næste månedsløn.
For eksempel hyrer produktionsselskaber hende fire-fem uger ad gangen til at optage et program. Ofte er hendes arbejdsdage 15-16 timer. Når programmet er færdigt, bliver Pernille arbejdsløs.
Som dagpengemodtager re-_searcher hun næste tv-program, og først når ideen transformerer sig til navngivne cases og nedskrevne locations, ansætter produktionsselskabet hende igen.
Det usikre arbejdsliv holder Pernille ufrivilligt fast i et ungdomsliv uden mulighed for at købe en bolig eller en bil. Samtidig er hun dødtræt af at opføre sig kejtet over for cheferne, fordi de afgør, om hun har en indkomst næste måned. Ærligt indrømmer Pernille desuden, at hun i løbet af ganske få år som journalist delvist har flyttet fokus fra kvaliteten i programmerne til problemerne med at sikre sig en indkomst.
Pernille er bare én ud af mange journalister, der har det elendigt med at arbejde for produktionsselskaberne. Men de faste tv-stillinger er svære at få. Og drømmene derfor ydmyge.
“Bare en tre måneders-ansættelse ville være godt. Og det behøver ikke være til en høj løn,” siger Susanne, selvlært tv-journalist med godt fem års erfaring fra branchen.
Pernille og Susannes navne er opdigtede. De to kvinder tør ikke stå frem af frygt for deres fremtidige levebrød. Den frygt deler de med hovedparten af artiklens øvrige kilder, der også optræder anonymt.
Desuden har kilderne krævet af JOURNALISTEN, at navnene på de produktionsselskaber, de arbejder for, ikke nævnes. Løsarbejderne tør ikke engang umaskeret gå i clinch med arbejdsgiverne.
Det er dog muligt at fortælle, at arbejdsgiverne hovedsageligt er små og mellemstore produktionsselskaber, der sælger programmer til broadcastere som TV 2 og Danmarks Radio.
For øjeblikket intensiveres den i forvejen benhårde konkurrence mellem produktionsselskaberne. Det rammer i høj grad journalisterne.
“Man kan virkelig mærke, at de glade dage i tv-branchen er ved at være forbi,” siger Kim, der sammenlagt har et par års erfaring fra produktionsmiljøet.
Pengene i tv-verdenen er blevet færre i den seneste tid, og for at gøre ondt værre er svenske produktionsselskaber samtidig på vej ind på det danske marked. Og de kan levere billige programmer.
Desuden klager producenterne over, at broadcasterne senere og senere informerer om, hvad og hvor meget de vil købe og til hvilken pris. Det sker, at produktionsselskaberne kun får et par måneder til at få et program i gang.
Formanden for foreningen Danske Film- og TV-Producenter, Erik Crone, har for længst erkendt, at producenterne er i en usund situation, hvor for mange kæmper om sendetiden.
“Det er købers marked, og nogle produktionsselskaber forfalder måske til at presse medarbejderne i en urimelig grad. Samtidig har nogle medarbejdere en ambition om at få deres ting igennem i håb om, at de om nogle år har manifesteret sig. Det er en ond spiral. Desværre har mange producenter ikke store nok muskler til at imødegå broadcasternes pres,” siger han.
Mette, der er uddannet journalist, mærker presset i sin hverdag.
“Det er blevet sådan, at når et program kommer i licitation, så vinder det billigste ofte. Det virker som om, at broadcasterne vil betale mindre og mindre for programmerne. Det resulterer i billige, underbetalte journalister, der er presset ud i at lave dårligt fjernsyn,” siger Mette.

Etikken ud af journalistikken
Selv om presset i tv-industrien foregår ned ad i salgsledene, så føler de ansatte i produktionsselskaberne ikke, at de er det nederste og mest sårbare led. Det er kilderne derimod.
For eksempel sker det, at der hverken er tid eller penge til, at en case falder fra.
“Når man laver programmer efter en meget stram produktionsplan, så skal kilderne yde deres ypperste. Og mere til. Af og til bliver kilder for eksempel presset til at deltage, selvom de måske har fundet ud af, at de helst vil undvære,” siger Susanne.
Hun møder mange researchfejl i programmerne og er ofte ude for, at kilder henvender sig, når programmerne er sendt. Alene for at brokke sig.
Men journalisterne er i en kattepine. De forsøger at levere et gedigent og ikke mindst effektivt stykke arbejde for at sikre sig en kontrakt en anden gang. Derfor må produktionsplanen og økonomien ikke skride.
“Det er så slemt, at jeg ikke kender nogle erfarne kolleger, der ikke siger: Kom ud af det – nu. Alt tyder nemlig på, at programmerne fremover skal være endnu billigere at producere,” siger Mette.
Erik Crone fortæller, at kvaliteten også er til debat i foreningen Danske Film- og TV-Producenter.
“Forhåbentligt ser nogle kloge mennesker meget snart ud i fremtiden. Hvis vi skal bevare public service-stationerne i Danmark, så er det nødvendigt med en langsigtet investering i talent og i indhold,” siger Erik Crone.

Syg i bolden af ideudvikling
Rundt omkring sidder journalister alene eller parvis og brygger på ideer, som de forsøger at sælge for at sikre sig et job – i en periode.
Tit ligger programmet klar til optagelse, når selskaberne siger ja til ideen. Og ofte foregår researchen, mens journalisten er på dagpenge.
“Det ligger meget usagt, at man ikke kommer med en ide, der hedder: Det skal være en historie med de og de personer. Derimod leverer man et koncept helt ned til beskrivelse af location – ellers får man ikke noget,” siger Christian, der har været i produktionsmiljøet et par år og set kolleger knokle med at få afsat deres ideer.
Eksempelvis får en journalist – efter en dagpengeperiode fyldt med research – fem ugers arbejde og 40.000 kroner for at virkeliggøre sin ide. Umiddelbart lyder lønnen udmærket. Men den skal også række til perioder med arbejdsløshed.
“Hvis du pludselig ingen ideer har, så har du heller ingen penge. Det er et kæmpepres. Man bliver syg i bolden af det. Samtidig kan det ikke undgås, at man bruger tid på at researche programmer, der ikke bliver til noget. Det er et helvede,” siger Susanne.
Tv-tilrettelæggeren Birgitte, der står bag anmelderroste dokumentarprogrammer, sammenligner tiden, hvor hun researcher på dagpenge med at skrive jobansøgninger. Ansøgningerne er dog lidt særprægede sammenlignet med andre branchers ansøgnin-ger, erkender hun.
“Lige nu er min taktik, at jeg skal lave nogle gode ting. Så bliver det forhåbentligt nemmere senere hen at få både tid og penge,” siger hun.
Kim er også tv-tilrettelægger. For at ruste sig til konkurrencen læser han film- og medievidenskab. Han overvejer at gøre produktionsmiljøet til emnet for sit speciale.
“Det er jo en grotesk industri. Prøv at forestille dig et slagteri, der kunne få slagtet lige så mange grise, som slagteriets direktør ønsker, fordi folk er helt vilde med at slagte grise – gratis,” siger Kim.
Samtidig undrer det ham, at _a-kasser og kommuner øjensynligt accepterer, at produktionsselskaber skal have indirekte statsstøtte, fordi den gratis arbejdskraft lever af dagpenge eller bistandshjælp.
Journalistforbundets næstformand Christian Kierkegaard, der også er formand for a-kassen, kender ikke medlemmer, der arbejder samtidig med, at de modtager dagpenge. Og han fraråder stærkt medlemmer at arbejde, når de modtager dagpenge. Det er nemlig ulovligt.
“Hvis det finder sted, er det stærkt forkasteligt, og det er især forkasteligt, hvis arbejdsgivere misbruger systemet,” siger han.
Kim mener, at dagpengene – den skjulte statsstøtte – kan være medvirkende årsag til, at løn-_niveauet i produktionsmiljøet _ikke finder et naturligt leje.
“Det er sådan, at nogle folk får ingenting i løn, mens andre får for meget får for lidt arbejde. Det er for eksempel ikke ualmindeligt, at den fede fotograf har en månedsløn på over 50.000 kroner. Eller at chefen ganske givet trækker en god indtægt hjem, fordi andre arbejder gratis,” siger han.

Nonstop arbejde
For Kim og mange andre er det derimod lavtlønnet og hårdt arbejde, produktionsselskaberne tilbyder.
Kims løn er for eksempel 22.000 kr. om måneden. Indtil for nylig var månedslønnen dog kun 15.000 kr. Men så slog han i bordet og forlangte 22.000 kr. Det ville cheferne ikke give ham. Og Kim forlod sit job. Han var ude af produktionen en uge.
“Så kom cheferne med sure miner og sagde, at de måtte give mig det, jeg forlangte. Samtidig fik jeg at vide, at jeg var tarvelig. De mente, at jeg misbrugte min erfaring til at løfte lønnen midt under en produktion,” siger Kim.
Han krævede lønforhøjelse på et tidspunkt, hvor hans kontrakt udløb.
For øjeblikket er Kim nærmest kun mulig at træffe på sin mobiltelefon. Han står midt i sit livs hårdeste arbejdspres, hvor arbejdsdagene er på 14-16 timer. I weekenden træner han værter.
“Det er sindssygt hårdt – ikke bare for mig, sådan er det for alle. Den ene uge tager den anden. Det er arbejde, arbejde, arbejde. Jeg har aldrig nogensinde arbejdet så meget i mit liv. Og min løn er stadig latterlig lille. Men alt i den her branche handler om penge, og jeg er absolut ikke den eneste, der bliver presset i løn,” siger han.
Midt i Kims beklagelser dukker selverkendelsen frem.
Kims chefer har – ligesom andre selskabers chefer – absolut ikke forsøgt at sælge jobbet som andet end hårdt slid. Til JOURNALISTEN siger flere, når de kritiserer arbejdsvilkårene: Jeg kunne jo bare have sagt nej til jobbet. Et eller andet sted så vidste jeg godt, hvad jeg gik ind til.
Men det er svært at sige nej til arbejde, når man ikke har et job.
Christine Dahl, der er uddannet fra Journalisthøjskolen, har også oplevet at være blevet advaret på forhånd og så alligevel stå i en situation, hvor der ikke var andet at gøre “end at tude af træthed”.
Hun bor for tiden i England, og Christine Dahl har derfor det danske produktionsmiljø på afstand og i stedet stiftet bekendtskab med engelske produktionsselskaber.
“Her arbejder folk med 15 års erfaring gladelig gratis,” fortæller hun.
Christine Dahl frygter for fremtiden i det danske produktionsmiljø. Og det med god grund. Eksempelvis lå afspadsering indtil for nylig ofte i slutningen af en kontraktperiode. Men eftersom kontrakterne er blevet kortere på grund af den økonomiske situation, er der nu mindre eller slet ingen tid til at afspadsere.
Journalistforbundet forsøger lige nu at ruste sig til at tage kampen op mod branchen, og forbundet er så småt gået i gang med at tage ud i produktionsmiljøet for at snakke med folk.
Fred Jakobsen, faglig sekretær i Journalistforbundet, erkender dog, at forbundet ikke har været dygtige nok til at hjælpe de ansatte i produktionsmiljøet.
“Det er svært for os. Vi bliver jo ikke ligefrem inviteret, så vi kan stille os op på en ølkasse og tale fagligt dunder,” siger han.
De selskaber, hvor der er ikke er overenskomster, kaldes i Journalistforbundet for cowboyland.
Fred Jakobsen forsøger at arbejde i cowboyland, og selv om det dér ikke er ‘come il faut’ at kontakte en fagforening, så opfordrer han alligevel folk til at henvende sig.
“Vi læser kontrakter igennem og giver råd. Og folk skal vide, at vi ikke farer ud med bål og brand, hvis det skader dem,” siger han.

For egen regning
Det med at lave tv er sæsonarbejde, og journalisterne må kalkulere med arbejdsløshed. Det er specielt i juni, juli og januar måned, at arbejdsløsheden er stor. Og omkring 1. august og lige efter jul er der sæsonstart. Det beskrives som uger med anarki i produktionsmiljøet og stoleleg omkring de ledige tidsbegrænsede stillinger.
“Ingen kan holde til at arbejde sådan her i flere år, for man kan ikke lægge planer for fremtiden,” siger Kim.
Der er bred enighed om, at et arbejdsliv hos produktionsselskaber er lig med, at det er svært at slå rødder – medmindre kæresten har fast indtægt.
“Hvordan i alverden skal man kunne købe et hus eller en bil, når man arbejder på denne her måde,” spørger Susanne for eksempel.
Samtidig er det også svært for tv-folkene at stifte familie. Blandt københavner-branchens kvinder er den barske joke, at de skal forsøge at få arbejde på TV/2 Lorry, hvis de bliver gravide.
“Det lyder meget sjovt at sige, men rent faktisk er det ikke sjovt. Som det er nu, tør man ikke at blive gravid. Så udløber ens kontrakt nemlig, og så har man ingen penge,” siger Susanne.
Kim har endnu ikke kone og børn, men derimod kolleger, der forsørger en familie.
“Og de bøjer nakken, for de er ikke i en situation, hvor de kan sige: Fuck jer, det her arbejde er for ufedt,” fortæller Kim.

Akavet røvslikkeri
Generelt set er der ikke ret mange ansatte i produktionsmiljøet, der siger fuck jer til cheferne. I stedet gælder det om at please dem, fordi de sidder med nøglen til en kon-traktforlængelse.
“Der skal en solid gang røv-slikkeri til for at blive,” siger Susanne.
Flere fortæller, at venligheden over for cheferne resulterer i dårlig journalistik, fordi tonen på arbejdspladsen er akavet.
“Jeg havde engang en chef, der sagde til mig, at man aldrig bliver en god journalist, hvis man ikke tør sige chefen imod. Det giver jeg ham ret i, men man kan ikke sige chefen imod i det her system. Derfor vil jeg væk,” siger Mette.
Fedteriet har dog ikke magt over økonomien. Selv om der fedtes, kan man ikke vide sig sikker. Erfarne jobjægere fortæller, at det handler om ikke at tage sparket ud af firmaet som en kritik.
“Den første gang, hvor jeg ikke blev forlænget, tog jeg det meget personligt. Jeg troede ikke, at jeg var god nok. Men nu har jeg fundet ud af, at det ikke er mine evner, det handler om. Det er branchen, der har et problem,” siger Pernille.
De mange ugentlige arbejdstimer gør det desuden ekstra svært at få beskeden: Desværre, din kontrakt bliver ikke forlænget.
“Det er hårdt at lægge 80-100 timer om ugen i et projekt, og så pludselig blive smidt ud. Projektet er hele dit liv, fordi det er så tidskrævende,” siger Susanne.

10 små lyshårede piger
I tv-verdenen ligger lykkejægernes ansøgninger i tykke stakke på chefens bord. De er parate til at arbejde gratis eller næsten gratis i håb om at vinde den store gevinst: et plads i skærmbilledet.
Journalisterne oplever de villige og billige kolleger som en trussel.
“De knokler som gale, og det ligger i luften, at vil man ikke finde sig i arbejdsvilkårene, så er der andre, der vil,” fortæller Susanne.
I Mettes verden huserer begrebet “10 små lyshårede piger”. Pigerne gør det svært for hende at stille krav.
“Når man for eksempel sidder til lønforhandling, så skal der virkelig noget til for at satse på egne kvaliteter. Produktionsselskaberne kan tillade sig alt. Der er mange om budet,” siger hun.

Hjælp ud af cowboyland
Unge i produktionsmiljøet fortæller, at de føler sig som novicer i arbejdslivet uden en erfaren skulder at læne sig op ad.
Pernille kom for eksempel fra DJH og ud på en arbejdsplads uden tillidsmænd og overenskomster og uden at kende sine rettigheder. Først efter et par år i branchen turde hun slå i bordet.
“På et tidspunkt var vi nogle stykker, der var så trætte af situationen, at vi krævede ordentlige forhold, ellers gik vi. Det endte med fire måneders-kontrakter, og vi festede helt vildt,” fortæller Pernille.
Susanne har også savnet en tillidsmand. Hun er i dag overbevist om, at “den eneste vej ud af det her helvede er at organisere sig.”
For øjeblikket hjælper forbundet hyppigst folk med at begrænse arbejdstiden og undgå klausuler, hvor journalisten skriver under på ikke at arbejde for et konkurrerende firma i op til 12 måneder efter, vedkommende er stoppet i produktionsselskabet.
De problemer optræder hovedsageligt for medarbejdere i produktionsselskaber uden overenskomster.
Ansatte på produktionsselskaber med overenskomster bøvler dog også med dårlige kontrakter. Ofte indeholder den en aftale om, at medarbejderen får en sum penge oven i lønnen, som kompensation for overarbejde. Men faktum er, at medarbejderen ofte ender med at arbejde mere end kompensationen dækker.
Erik Crone siger, at producenter, der har indgået overenskomst, skal “forsøge” at opføre sig som aftalt.
“Vi er også interesseret i at holde på og opdyrke talent. I egne rækker må vi skille fårene fra bukkene,” siger han.
Susanne er efter fem år i tv-branchen fuldstændig ligeglad med, hvad der bliver sagt:
“I den her verden lover, og lover og lover man. Men jeg tror sgu ikke længere på så meget af det, der bliver sagt.”

(Navnet er opdigtet, når kilden optræder med fornavn. De korrekte navne er red. bekendt.)