I mit daglige arbejde som pressesekretær i Økonomiministeriet skal jeg ofte ringe til journalister for at diskutere oplysninger, som har været bragt i medierne. Tal kan være forkert refereret eller den økonomiske sammenhæng misforstået. Det er okay, det er en del af mit arbejde, og fejl vil altid opstå. Men når historier ude af trit med virkeligheden får lov til at leve i flere dage, så er det, at jeg undrer mig over, hvad der er blevet af de discipliner, man kalder research, kildekritik og kravet om flere uafhængige primære kilder.
»Briter truer med baconboykot«, lød forsidehistorien på Berlingske Tidende en tilfældig lørdag i juni i år. Underrubrikken hed: »Toldfri vrede: Britiske virksomheder arbejder på at stable en boykot af danske produkter på benene – som hævn for Danmarks kampagne mod det toldfrie salg.«
Den perfekte historie til en kedelig lørdag – et andet land der mente noget om Danmark. Det er altid godt stof, når nogen kritiserer os og så i en folkelig sag som det toldfrie salg. Det hed sig i artiklen, at britiske virksomheder arbejdede ihærdigt på at stable en boykot af danske varer på benene. Kilden var pressechefen for den toldfrie brancheorganisation IDFC, John Hume.
Endvidere stod der, og jeg citerer ordret: »Boykot-tilhængerne har indforskrevet assistance fra den største britiske avis, News of the World, som kommer i et oplag på 4,3 mio. eksemplarer. Avisen planlægger på søndag at bringe en større historie, som opfordrer til boykot«. Det blev i artiklen bekræftet af bladets politiske redaktør, Ian Kirby, som dog var citeret for at sige, at journalisten måtte vente med at læse det konkrete indhold i News of the Worlds artikel, til avisen udkom. Endelig blev en anonym kilde på News of the World citeret for at sige, at de virksomheder, som ville blive boykottet, var Carlsberg, Danish Bacon, Lego, Lurpak og B&O.

Historien havde alt, hvad man kunne drømme om. Kritik af Danmark, virksomheder på vej med en boykot og en stor avis med et oplag på 4,3 millioner, som ville bakke sagen op.
Så uden større problemer gik den perfekte historie den slagne gang. Ritzaus Bureau bragte et telegram på baggrund af artiklen i avisen. Radioavisen sørgede for, at nyheden blev gentaget hver time det meste af lørdagen. Og da vi nåede aftenen, havde tv-stationerne gravet i arkiverne og fundet billeder frem, som kunne illustrere avisens historie og gentog den også.
Med tiden blev historien til: »Marianne Jelveds beslutning om at afskaffe det toldfrie salg i EU bliver dyrt for danske mærkevarer«.
Et spørgsmål spøgte hele dagen i mit hoved: Hvilke britiske virksomheder taler vi om? På intet tidspunkt var en primær kilde blevet refereret. Men historien overlevede hele lørdagen og blev fulgt op om søndagen. (Her skal det for retfærdighedens skyld tilføjes, at Berlingske havde en mere kritisk vinkel dagen efter. Dog stadig ingen primære britiske kilder, men derimod en yderligere fortolkning af den endnu ulæste artikel fra »News of the World.)
Mandag morgen fik jeg skaffet »News of the World«– Storbritanniens største tabloid avis – for ved selvsyn at vurdere omfanget af den truende boykot. Avisen var revet væk fra kiosken på Hovedbanegården, og jeg fik det sidste eksemplar.

Jeg må indrømme, at jeg i første hug bladrede forbi den tre centimeter smalle en-spalter, som skulle være »en større historie, som opfordrede til boykot«. Ved andet gennemsyn opdagede jeg historien inde på side 12 ved siden af en afslørende bred 8-spaltet historie om Geri og Mel fra Spicegirls, der var kommet op at slås i et fly. I yderste venstre spalte var pasfotoet af den danske økonomiminister med billedteksten »Jelved: Hates duty-free«.
Ved brug af ca. 1000 anslag redegjorde News of the World for konflikten om det toldfrie salg, placerede hele ansvaret hos the Danish Maggie (ikke helt uden humor) og nævnte flere virksomheder, som ville tilslutte sig boykotten. Det drejede sig om Aer Lingus, Hoverspeed, Stena samt havne og lufthavne i Storbritannien og Irland. Alle virksomheder som lever af det toldfrie salg!
Til min store overraskelse var der end ikke skyggen af en opfordring til boykot fra avisens side. Kun rubrikken lugtede lidt af en trussel: »It’s war Danish Maggie«.
Hvordan kunne denne ikke-historie hærge de danske medier i en hel weekend?

Lad os antage at den danske avis har fået nys om historien sent fredag aften, og så ikke kunne få fat på primære kilder, men kun de allestedsnærværende lobbyisters pressechef og tabloidavisens redaktør. Så langt så godt. Det er der vel en vis journalistisk historie i.
Men en forsidehistorie under overskriften: »Briter truer med bacon-boykot«? Hvorfor kunne ingen give navne på konkrete britiske virksomheder? Og hvorfor blev historien bragt fuldstændig ukritisk og endnu mere fejlagtig videre af Ritzau, Radioavisen og de elektroniske medier.

Et minimum af kendskab til sagen og et minimum af kendskab til de refererede kilder burde have fået de røde lamper til at lyse hos redaktørerne herhjemme. Den toldfrie lobby har ført en fantastisk professionel kampagne for at få det toldfrie salg forlænget. De har formået at sætte dagsordenen på pressemøder i Bruxelles og ikke mindst i de danske aviser. Igen og igen er der blevet råbt »ulven kommer og forlænger det toldfrie salg«, igen og igen er historien blevet trykt, og igen og igen er historien gået død.
Det toldfrie salg mellem EU-landene sluttede rent faktisk den 1. juli 1999. Det var en beslutning, som EU’s finans- og økonomiministre tog i enstemmighed tilbage i 1991, dengang Danmark havde en borgerlig regering. I et EU med et Indre Marked og fri konkurrence fandt man det uhensigtsmæssigt at give indirekte statsstøtte til den toldfrie industri ved at fritage dem for at betale moms og afgifter. En pakke cigaretter uden moms og afgifter koster 5,50 kr. Når den samme pakke cigaretter sælges i en afgiftsfri butik til mellem 13,00 og 18,00 kr., er der en avance på mellem 150 og 250 procent. Når den sælges i den lokale kiosk eller købmand i det danske sommerland, hvor der skal svares moms og afgifter, er avancen højst på 4,5 procent.
Det toldfrie salgs sidste krampetrækninger i EU, som vi mærkede den weekend i juni, ville aldrig have spjættet på den måde, hvis det danske pressekorps havde set bare en anelse kritisk på de navngivne kilder. Eller for den sags skyld levet op til journalistens 1. bud: at benytte sig af flere uafhængige primære kilder.
Ingen seriøse britiske aviser har mig bekendt fulgt sagen op, hverken før eller siden.